Anmeldelse: Spotify og Radio Luxembourg, Aalborg Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Ifølge Den Store Danske er ”musik, oprindelig en fællesbetegnelse for alle de kunstarter, som ifølge den græske mytologi stod under musernes beskyttelse (jf. adj. musisk); i dag benyttes ordet udelukkende om tonekunst.” De fleste har en holdning til musik. Enten er det så vigtigt for dem, at de ikke kan komme igennem dagen uden, for andre er det en fin ”baggrundsstøj”, som der ikke er særlige præferencer til, eller også er det ”bare” tilfældig larm. Genrerne er også mange med alt lige fra klassisk musik over pop og rock til heavy metal. Fælles er dog, at alle mennesker har et eller andet forhold til musik.
Aalborg Teater har en borgerscene, hvor netop borgere medvirker i forestillingerne. De spiller ikke teater i vanlig forstand, og det er deres egne historier, som vi skal høre – uanset deres køn, alder eller erhverv.
Med forestillingen Spotify og Radio Luxembourg er Borgerscenen rykket med ind på teatrets Lille scene, hvor de har sat musikken i centrum. Ligesom samfundet og borgerne har musikken og måden, hvor vi lytter til den, også ændret sig. Musikken kan naturligvis nydes live, men derudover får vi historien fra transistorradioen over lp’er, kasettebånd og cd’er – og pladespilleren, walkman’en og disc-man’en – til de forskellige streamingtjenesterne.
Da forestillingen er en del af Borgerscenen, er de medvirkende også almindelige borgere med deres egne historier. Mangfoldigheden er stor – både aldersmæssigt, arbejdsmæssigt og i forhold til, hvilken tilgang de medvirkende har (og har haft) til musikken. Ligesom musikken spænder de bredt. Ingen af de syv medvirkende, Viktor Weng Brøsted, Amanda Haar, Sebastian Oscar D. Jensen, Lotte Lottenburger, Frida Nørgaard, Birgitte Rode og Ole Sten, eller deres oplevelser kan undværes. Det er særligt deres stemmer, deres ærlige oplevelser og historier, og ikke mindst deres musikalske kunnen, som gør forestillingen værd at se og ikke mindst at lytte til. Det er ikke stor skuespilkunst, men det skal det heller ikke være – det er derimod nærvær, ægthed og charme.
De lukker musikken ind i salen, og alle deres oplevelser fanger os – og så er de som nævnt gennemmusikalske, hvilket vi heldigvis får rig mulighed for at opleve. Også på nogen lidt anderledes, men aldeles fremragende måder. Uden at afsløre for meget vil du blandt andet blive – positivt – overrasket over holdets version af Britney Spears’ hit fra 1998: ”Baby One More Time”. Resten af sangene leveres også med tilpas glimt i øjet, portion vildskab eller ømhed og nærvær, og det er fedt, at man har mixet alder og sangvalg, så det ikke nødvendigvis er den mest oplagte medvirkende, der synger og spiller nummeret.
Musikken er forskellig både i tid og sted. De medvirkendes oplevelser er derfor også en rejse igennem musikkens historie. Vi mærker hver tidsånd, og vi får præsenteret musikkens stemme på tværs af tid og generationer. Der findes også musik til enhver tid og periode i livet – illustreret meget godt med den nærmest uendelige liste over Spotify-playlister. Vi finder også ud af, at musikken og rytmen kan meget mere end at være underholdning. Det kan også være terapi, kontakt, kommunikation og bindeled mellem mennesker, det kan skabe en særlig samhørighed med en gruppe ”artsfæller”, og det kan hjælpe med at huske minderne.
Spotify og Radio Luxembourg er mere end en forestilling om musikken; det er også en fortælling om udviklingen i Danmark og i særdeleshed i og omkring Aalborg. Min ledsager, som er fra byen, lagde mærke til mange lokalhistoriske referencer, så forestillingen får også et lille tvist af Aalborg.
Sisse Jørgensens scenografi er også genial. Overordnet får vi det indtryk at være i og omkring et pladestudie, og scenografien kan åbnes op på nogle overraskende, men fine og velvalgte måder.
Samtidig får vi også – særligt til slut – et par små, kærkomne stikpiller. Som en af de medvirkende siger, så skal ”musikken have ”nosser””. Altså den skal have noget på hjerte, så det ikke bare er ligegyldig eller flad larm. Musikken skal sige os noget, fortælle en historie og være en inspiration – hvilket måske ikke altid er hovedfokus i dagens musik.
Vi får også en mere politisk kommentar til den måde, som vi hører og ikke mindst honorerer musik i dag. Tanken bag og særligt afslutningen med alle de medvirkende, som synger fællessang til ABBAs ”Money, money, money” er fin. Men stikpillen trækkes noget for langt, og i stedet for at lade os få nogle tanker, politiserer den lidt, så den nærmest giver en forudbestemt konklusion, som i hvert fald iscenesætteren synes er korrekt.
Forestillingen er lang – også lidt til den lange side. Musikken og de personlige historier gør, at tiden ikke føles alt for lang, men i nærheden af 1 time og 45 minutter bliver lige til den lange side. En lille opstrammer af iscenesættelsen tidsmæssigt havde ikke gjort noget.
Aalborg Teater, Lille Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 2. februar-6. marts 2019
Set den 2. februar 2019
Fotos: Lars Horn
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Viktor Weng Brøsted, Amanda Haar, Sebastian Oscar D. Jensen, Lotte Lottenburger, Frida Nørgaard, Birgitte Rode og Ole Sten
Instruktør: Rolf Heim
Scenograf: Sisse Jørgensen
Musikalsk indstudering: Niels Søren Hansen
Repetitør: Gunhild Kjær
Instruktørassistent: Gustav Kristiansen
Lysdesigner: Mia J. Willett
Lyddesigner: Kristian Berg
Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod