Anmeldelse: Spredt, Københavns Musikteater (ForestillingFem)

Af Jonas Gudmand

Du har nu mulighed for at opleve, hvordan det er at se en flerstemmig monolog om en kvinde. Det betyder i praksis, at de to skuespillerinder, Stine Gyldenkerne og Stina Mølgaard, deles om at spille henholdsvis kvinden Liva og hendes ekskæreste Thomas. Jeg tror, at forestillingen især appellerer til det kvindelige køn, da det er en historie fortalt ud fra en kvindens vinkel. Her kan du dykke ind i et univers af kærlighed, der hurtigt kan gå hen og blive ulykkeligt – og så alligevel ikke.

Forestillingen starter i sin gribende enkelhed med de to skuespillerinder, der står bag hver deres gennemsigtige plade, der illustrerer det at stå indenfor og kigge ud. Denne effekt bliver brugt flere gange under “Spredt”, hvor der bliver kigget ud efter noget. Ud efter noget man ikke lige har.

F.eks. bliver der kigget ud på et idyllisk snevejr. Måske fordi livet indenfor i kvindens eget liv ikke er så idyllisk. Det kan også bruges til at kigge efter en mand, der bor i lejligheden på den anden side af gaden. Ups, hvis han lige får øje på dig. Men det kan jo så starte kontakten med et nyt bekendtskab. Det kan man gøre, når det kærlighedsbekendtskab, som man har, ikke opfylder ens ønsker.

“Spredt” er et indblik ind i en kvindens ensomhed efter hendes brud med ekskæresten. Vi får det ikke fortalt, men mon ikke også manden er ensom, siden han opsøger hende i kvindens lejlighed. Ikke for at hente sine ting – bare fordi han lige var i nærheden.

Kvinden, Liva, vil have ham til at tage sine ting med. Men han må ikke smide dem ud. Hun bliver vred over, at han bare kan finde på at smide tingene ud – deres historie. Manden svarer lakonisk til det: “Der er nok en grund til, at jeg har glemt dem”.

Dette er et godt eksempel på, at jeg føler, der bliver skabt en nuanceret kvindelig karakter. Hun vil gerne huske den fælles kærlighedsaffære. Man skal jo ikke glemme den oplevede kærlighed, selv om den kan forsvinde igen. Liva fremstår også videre som et fint menneske med bund i, da vi ser en scene fra dengang, de var kærester, og hun stiller ham spørgsmålet: “Når du ser på mig, hvad ser du så?”. Han kan ikke finde på andet at fortælle, end hvordan hun ser ud udenpå.

Disse eksempler på skabelsen af en nuanceret kvinde er samtidigt også eksemplet på, at jeg synes, at manden, Thomas, bliver fremstillet endimensionelt og uden de store farver i sin personlighed. Det bliver – for – karikeret. Selv om den ene skuespillerinde får givet ham lidt mere kant til slut. Det savner jeg igennem stykket.

Det kan være, jeg siger det, fordi jeg er et hankøn. Min kvindelige ledsager sagde efter “Spredt”: “Det er jo sådan, I mænd er”, hvorefter jeg kiggede mistroisk på hende. Så det kan være, at det er en historie, der appellerer mest til det feminine køn.

Men jeg må dog sige, at jeg trods alt blev rørt og fyldt op af denne fortælling. Jeg synes f.eks., at det var meget fint sagt af Liva: “Hvis din elskede ikke ser dig, forsvinder du”. Hun har ikke følt sig set af Thomas, og det giver også god mening, når han åbenbart ikke kan se det, hun rummer indeni. Han kan i hvert fald ikke formulere det.

“Spredt” afrundes elegant, da min forståelse af titlen går fra at være spredt til at samle sig sammen til, at den giver mening for mig.

Se forestillingen og lyt til afslutningsreplikken. Det har givet mig et lille guldkorn med på vejen i forhold til mig selv og de dumme kærlighedsforhold, jeg har haft.

Forestillingen er skabt af forestillingfem. Læs mere om forestillingfem her: http://forestillingfem.dk/

Københavns Musikteater, SideScenen, Kronprinsensgade 7, 1114 København K

Spiller indtil 30. april 2015. 
Spiller også under CPH Stage.

Spilledato: 26. april 2015

Fotos: Rasmus Kongsgaard

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://kobenhavnsmusikteater.dk/forestillinger/spredt/

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod