Anmeldelse: Stjernefamilien, Det Kongelige Teater

Af Jonas Gudmand

 

Skuespillerhuset inviterer til en stjernespækket teateroplevelse, der er et forfriskende pust på den danske teaterscene.

Nikoline Werdelin har skrevet og instrueret ’Stjernefamilien’, og hendes forestilling har skarpe og uventede replikker, der gør, at den store teateroplevelse her også ligger i de små elementer som et overraskende ord eller en uventet handling fra en af karaktererne.

’Stjernefamilien’ giver os et indblik i moderne mennesker, der hver især gør deres bedste for at klare sig i denne verden, hvor teknologi og nye sociale omgangsformer hersker.

Forestillingen tager udgangspunkt i Harald, spillet af Peter Christoffersen, der kan virke lidt enfoldig i sin måde at handle og være på. Men han rummer meget godhed, ægthed og nysgerrighed, der gør ham til et dragende og smukt menneske at følge.

Vi følger ham i hans udvikling i at leve meget i sin egen verden, ind til han møder sin nye unge kvindelige violinlærer, spillet af Lila Nobel, og det får åbnet hans horisont op som menneske. Bl.a. introducerer hun ham for den digitale verden, som han ellers har holdt sig fra.

Det er rørende at følge Harald, fordi han rummer så meget oprigtighed. Peter Christoffersen spiller Harald med indlevelse, værdighed og humor, som må være en teaterpris værdig.

Resten af karakterne bliver også portrætteret på fornem vis. Haralds stedsøster Julia, spillet af Xenia Noetzelmann, går all in på at forføre Haralds stedfar Mads-Georg for at presse ham til at hjælpe med et af de projekter, hun har gang i for at skabe en bedre verden for nogle fattige unge.

Jens Jørn Spottag spiller Mads-Georg, og han viser, at han i den grad hører til på en teaterscene, da han får skildret en mand, der render lidt forvirret rundt efter endnu en skilsmisse, og finder ny livsinspiration i mødet med nogle unge kvinder.

Atter en gang er det en fornøjelse at se Karen-Lise Mynster igen på scenen, der i ’Stjernefamilien’ spiller Haralds mor Jeanne. Hun får et romantisk øje til Haralds fysioterapeut Turid, spillet af Maria Rossing, der ikke er lige så meget med på den kærlighed, som mor Jeanne udtrykker med forunderlige replikker.

Jeg ser en midaldrende kvinde, der nærmest går i teenageforelskelse igen, og det er en fest at følge, fordi karakteren bliver vist så skrøbelig, modig og inspireret.

Fælles for alle karaktererne og de romantiske relationer de kommer til at indgå i, fornemmer jeg en grundlæggende rastløshed, som de ikke kan komme af med. De prøver alle at handle ud fra de præmisser, de har som mennesker. Men det er som om, at det hele ikke rigtigt skal gå, som de ønsker.

Den rastløshed tror jeg vi alle kender til, og Nikoline Werdelin får den skildret på en hudløs ærlig måde sammen med de knalddygtige skuespillere.

Glæd dig til Haralds monolog i slutningen af stykket. Den rummer stor livsnerve som er værd at stoppe op og tænke over.

Forestillingen egner sig for alle, der har brug for et frisk pust til, hvad teater kan.

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, København K

Spilleperiode: 3. februar-25. marts 2017

Set den 3. februar 2017

Fotos: Camilla Winther og Natascha Thiara Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere: her. 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod