Anmeldelse: I støvet fra regnen, Teater Grob

Af Emil Møller Christensen

 

Rammen er sat. Billardbordet på værtshuset er rammen, hvor de to venner Quist og Lassen mødes. Lassen har noget, han gerne vil fortælle sin ven. Vi introduceres til forestillingen på en ganske særlig måde, mens scenelyset endnu ikke er tændt: Lyde af små brag, der afbrydes brat af tonerne fra et John Mogensen-nummer. Det er en overraskende introduktion, men også givende for publikum, for disse to elementer – lyde af brag og værtshusmusik – er en elementær del af stykkets drama.“I støvet af regnen” Teater Grob 2018

Med røde paneler og grønne tæpper skabes der både en varme, men også en indelukkethed i det tilrøgede værtshuslokale, hvor de to personer langsomt indvier publikum i, hvem de er: To veteraner, der har været i krig sammen.Paw Henriksens Quist er den dominerende over for Martin Hestbæks Lassen.

I begyndelsen stråler Paw Henriksens Quist af en lethed. Han er begyndt at se sine børn, drikker ikke længere alkohol og er tilsyneladende særdeles velbefindende, siger han selv, efter et mislykket selvmordsforsøg. Han spiser sundt og scorer mange kvinder på datingapp’en Tinder. Det bliver til en komisk mandehørmssnak, ligesom det giver de to mænd en vis varme, når de i kor synger med på TV2’s musik. Men tror vi på det?

I stykkets første del føler jeg, at Martin Hestbæk og Paw Henriksen spiller en anelse stift, og jeg savner en nerve mellem dem. Det virker til, at replikkerne, hvor de ellers meget morsomt bruger slangudtryk som at være ”en hustler”, ikke virker naturligt for Henriksen og Hestbæk at sige. Jeg har samtidig lidt svært ved i begyndelsen at gå ind på præmissen om Martin Hestbæks karakter som en del af en soldaterjagon. Med sit mondæne ydre giver han et forhåndsindtryk mere som en kontormand end en del af en militærgruppe. Svaret skal findes i, at karakteren Lassen var sprogofficer.

En anden årsag til distancen mellem dem, fordi personerne ikke har set hinanden i 7 år, men den forsvinder langsomt, som forestillingen skrider frem, og vi kommer tættere på dem.

I et stadigt mere intenst tempo kommer vi bag de to kammerater, der viser os de ar på sjælen, som de bærer med sig som følge af krigstraumer. Det er stærkt og indlevende, mens både Henriksen og Hestbæk vokser mere og mere ind i deres figurer, hvilket giver rollerne kød og den nerve, de mangler i stykkets begyndelse.

Et tidspunkt bliver scenebilledet pludseligt mørkt og dunkelt. Det fungerer som en oplagt parallel til den sindsstemning, de står i, alt imens værtshusets indelukkede og tilrøgede stemning fremmer følelsen af klaustrofobi.

Forestillingen kommer omkring flere emner: De politiske beslutninger omkring krigsdeltagelse, livet efter endt udsendelse og forholdet til familien. Selve den dramatiske intensitet og volumen opstår nærværende, når de taler om, hvad der rent faktisk skete under udsendelsen og de traumatiske eftervirkninger, det har fået for dem.

Stykket lever af en meget tydelig narrativ fortælling og dramaturgi tilsat en tydelig symbolik. Endelig præsenteres vi for det, Lassen ville tale med sin ven om. Vi afsløres for et jalousidrama: Om Lassen, der er blevet kæreste med Quists ekskone, som nu venter barn. Desværre er dramaturgien her præget af en form for forudsigelighed. Allerede fra start taler Lassen i telefon med en kvinde, kort tid efter fortæller han Quist, at han af og til møder Quists ekskone, og dér ved vi nogenlunde, hvad ”klokken er slået”: Jalousi. Denne forudsigelighed er lidt ærgerlig for en dramaturgi, der ellers fint er styret af løbende at præsentere sit publikum for flere lag i personerne og deres historie.

En gribende Hestbæk står angst i et hjørne, svedig og rystende med pilleglasset i hånden, mens Henriksens Quist til stadighed på overfladen forsøger at holde angsten i en ironisk afstand, mens musikken, der bliver afspillet på værtshuset, har en væsentlig rolle: Lassen kan ikke høre hård metalrock, og samtidig virker den bløde dansktopmusik både som en lindring for dem, men også som en udskydelse af at tale om det, der gør ondt. Det skal kulminere på en eller anden måde.

Jeg sidder på stolekanten. Med Henriksen og Hestbæks sårbare nerve, når de ind til mig som publikum, hvor det både er hjerteskærende og hårdt rammende: Den mentale ballast efter en krig og de konsekvenser, det kan medføre.

 

Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 14. april-5. maj 2018

Set den 17. april 2018

Foto: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.grob.dk/forestilling/i-stoevet-fra-regnen/

Medvirkende: Martin Hestbæk og Paw Henriksen

Dramatiker: Magnus Iuel Berg

Idé og iscenesættelse: Per Scheel-Krüger

Scenograf: Laura Rasmussen

Lysdesign: Sonja Lea

Lyddesign: Weronika Andersen

Varighed: Ca. 70 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: En kort en lang (Nørrebro Teater)

Af Carina Blangsbøll   Her er for en gangs skyld en ægte feel-good musical, ...

Anmeldelse (bog): Teilmann: Hofteatret i tiden 1767-2017

Af Christian Skovgaard Hansen Hofteatret huser i dag Teatermuseet. Men sådan har det ikke ...

Anmeldelse: Kreditorer, Aalborg Teater

Af Lærke Holst Thomsen Vi lever i en tid, hvor skilsmisser viser over halvdelen ...

Anmeldelse: Hjælp!, Republique (i samarbejde med Flyvende grise)

Af Jonas Gudmand Denne forestilling er for dig, hvis du ønsker at blive klogere ...

Anmeldelse: Lang dags rejse mod nat, Aalborg Teater

Af Sofie Trige   I dagens Danmark er mange mennesker heldige at vokse op ...