Anmeldelse: Techno, Aarhus Teater (og Republique)
- By: Caroline Schrøder
- On:







Af Caroline Schrøder
Knap 100 meter fra Aarhus Teater, lidt længere nede ad Skolegade, ligger G-bar. Bag den krakelerede gule facade findes ”den hotteste homobar og natklub for ALLE med sans for den gode fest”, som der står på barens hjemmeside.
Herinde på det slidte trægulv danser Simon Mathew alene. Han er ”Jeg’et” fra Niels Hening Jensbys anmelderroste roman Techno, der som en del af Aarhus Teaters projekt ”Udflugten”, er skrevet om til et teaterstykke og spilles uden for teaterets vante rammer. Simon Mathew bevæger forsigtigt sine skuldre til technomusikken, der spilles af DJ Natan Zaks ved mixerpulten i hjørnet. Publikummet nikker i takt med musikken og Simon Mathews bevægelser.
I første scene af stykket er det meget virkningsfyldt, at vi som publikum er blevet sat ud til siderne af G-bars dansegulv. Rummet fyldes af blinkende lamper, technomusikken er alt for høj, og da Simon Mathew begynder på ”Jeg”’ets historie med en erotisk dans og en forelskelse i sit ”Du”, får man en fornemmelse af, at deres første nat sammen startede på den selvsamme natklub, som vi befinder os i.
Herefter begynder historien, der bestemt ikke er for børn og sarte sjæle. Stoffer, sex, sprækker og væsker af spyt, sæd og afføring dominerer fortællingen, mens et forvildet forhold og et hårdt homomiljø udfolder sig for publikum. Niels Henning Jensby sprog er så nøgternt og klart, at man nemt danner sig meget ubehagelige scenarier for sit indre, men det får ikke lov til kun at blive der. I de omkring 75 minutter forestillingen varer, kaster Simon Mathews sig rundt på dansegulvet som en enmandshær, og han gør alt, hvad han kan for at simulere kærlighed, orgasmer, smerter og frygt.
”Det var noget af en kraftpræstation,” overhører jeg en fra publikum sige, kort efter stykkets afslutning. Jeg er enig.
Men det er desværre ikke altid, at kraftpræstationen kan løfte hele stykket. Konceptet er brutalt, tæt og grænsesøgende, men det hele synes set før. Særligt hvis man i løbet af det seneste halve år har set andre af Sagrun Oshanas forestillinger på Aarhus Teater. Samtidig forsvinder en smule af magien ved at være på G-bar i det øjeblik, at ”Jeg”’ets fortælling bevæger sig væk fra natklubben og rundt i områder og lejligheder omkring København. Pludselig virker det hele bare ikke så virkeligt mere, og den klassiske følelse af at være et publikum, der kigger på en helt almindelig scene, opstår.
Men med det sagt, så er Techno en kraftfuld forestilling, der fanger på sin egen bizarre måde. ”Udflugten” som koncept kan derfor erstattes med ”Udfordringen”, hvor ens personlige grænse og intimsfære kan blive rusket godt rundt af Niels Henning Jensbys grumme roman, G-bars trænge rum og Simon Mathews ærlige og grænsesøgende skuespil.
Forestillingen spiller i Århus til og med den 13. januar og igen fra 29. januar-10. februar. I den mellemliggende periode spiller forestillingen på Never Mind Night Club i København, som en del af Republiques serie om de 7 dødssynder, hvor stykket titel ændres til Frådseri, da ”Jeg’et” med Aarhus Teaters egne ord: ”tager os med på en barsk tour de force i seksuelt frådseri tilsat dunkende pulsslag og technobeats”. Pulsslag og technobeats, der er lige så monotone, hårde og mekaniske som den sex, som Niels Henning Jensby beskriver.
Aarhus Teater i samarbejde med Republique
Spillested: G-bar, Skolegade 28, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 10.-13. januar og igen fra 29. januar-10. februar 2018
Opsættes også på Republique under titlen Frådseri
Spillested: Never Mind Night Club, Nørre Voldgade 2, 1358 København K
Spilleperiode: 17.-27. januar 2018
Set den 10. januar 2018
Foto: Anna Marín Schram
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1718/techno/
Medvirkende: Simon Mathew og DJ Natan Zaks
Efter roman af Niels Henning Falk Jensby
Dramatiker: Sargun Oshana og Sanna Albjørk
Iscenesætter: Sargun Oshana
Musik: DJ Natan Zaks
Varighed: 75 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod