Anmeldelse: The Great Paradox of Play, Rapid Eye

Af Jonathan Stahlschmidt

 

Tre nordiske tryllekunstnere dukker op og forsvinder igen og igen bag tre skillevægge i klovnelignende koreografi. Forestillingen har været i gang i fem minutter. Bag os hører vi en lille piges spinkle stemme hviske sart til sin mor. ”Jeg forstår det ikke.” Jeg får i det øjeblik impulsen til at vende mig om mod hende og sige ”Bare rolig, det er heller ikke meningen.”

The Great Paradox of Play, Landskrona teater, 171109

 

The Great Paradox of Play har ikke ambitionen om at være så meget et trylleshow, som det vil være en demonstration af legens magi. Med live-musik af svenske Sture Ericson på barytonsaxofon og elektroniske beats og i en scenografi, hvor alt bliver brugt som redskaber og rekvisitter, tages vi på en nærmest meditativ rejse ind i legens væsen. Her gennem tre tryllekunstneres tricks, fagter og mimespil. Og hvis man pakker sin fornuft lidt væk og ikke leder efter noget at forstå, kan man sagtens blive lullet ind i det drømmelignende metaplan, hvor der ikke fortælles en sammenhængende historie, men hvor intentionerne bag hvert optrin står klart.

Tankerne henledes på en Blue Man Group-agtig udfoldelse i trio-dynamik og den evige eksklusion/inklusion som særligt mimespil og klovneshows bruger til at gøre legen magisk. At legen rent faktisk udføres med brug af trylleri, lægger et ekstra lag af magi på.

The Great Paradox of Play, Landskrona teater, 171109

Men ikke uden at jeg stadig tænker på de tricks, der udføres. Uden det store kendskab til magi, er det i de fleste tilfælde ret ligetil at regne de optrædendes snilde ud. Et par gange må vi måbe og aner ikke, hvordan vi overså en sko flyve op fra en fod til en hånd, eller et reb gå tværs igennem en mand. Men showet bliver for mig splittet mellem to yderpunkter – der mangler på en måde en middelgrund til at binde det nærmest meditative, gennemskuelige sammen med det imponerende, lidt feterede showmanship. Til slut bliver magien pludselig en helt anden, og jeg var meget lykkeligt stemt, da vi gik fra Baltoppen igen. Jeg havde dog ønsket, at jeg ikke skulle sidde og vente de første 45 minutter på virkelig at føle mig transporteret.

I forestillingens løb inkluderes vi et par gange i legen. Men selv når de tre mænd på scenen blot har hinanden for øje, og de tumler i kleptomani-rutiner og pudekamp, er det ganske behageligt at være vidne til. Man læner sig ligesom tilbage og lader sekvenserne trække ud. Det bliver aldrig kedeligt eller ensformigt, men hver scene er lang, og skiftet til den næste tager hver gang lige akkurat de ekstra sekunder, der gør at man bemærker det.

The Great Paradox of Play, Landskrona teater, 171109

Her kunne musikken have reddet forestillingen en ”stjerne” mere i min bog. Ingen tvivl om, at der ligger dygtige kræfter bag, og at koordinere lyd og bevægelse ”as you go along” er en udfordring. Men lydniveauer, tempi og timinger virker en anelse for høje, hurtige og skæve til tider. Ingen tvivl om, at der er blevet komponeret til denne forestilling, og det elektroniske stemningsbillede med små cirkus- og jazzindflydelser passer. (Jeg blev især glad ved genkendelsen af signatur-motivet fra Duke Ellingtons ”Caravan” i starten). Men diverse lydeffekter virker for lange og for høje til de sideløbende bevægelser eller fagter.

Med den sidste sekvens bliver man som sagt tryllebundet på ægte vis. Og uden at afsløre noget, er det allersidste trick det absolut bedste. Tankevækkende til en grad, hvor jeg var nødt til at perspektivere til og citere Shakespeare for min ledsager på vej til stationen. Rapid Eye fik her smukt pointeret, hvor vigtigt det er ikke at tage tingene alt for alvorligt. Noget, som jeg gerne ville have set mere af.

Hvis man skulle falde over Rapid Eyes forestilling, mens de er på Danmarksturné, synes jeg, at man skal give sig selv noget, der både er en anderledes teateroplevelse og et anderledes trylleshow. Vel at mærke, hvis man trænger til at bevidne en meditativ leg på ca. en time. Tag ikke mit ord for det. Tag det i hvert fald ikke for seriøst. Det er jo i virkeligheden bare noget, som vi leger.

 

Co-produktion mellem Rapid Eye (DK) og Baltoppen LIVE (DK), Dansehallerne (DK), Cirko – Center for New Circus (FI), Landskrona Teater (SE)

Baltoppen LIVE, Baltorpvej 20, 2750 Ballerup

Spilleperiode: 11.-16. februar, 23.-25. marts samt 2.-4. maj 2018 på Danmarksturné, med sideløbende Finlands- og Sverigesturnéer.

Se fuld spilleplan her: http://www.rapideye.dk/news/turplan-2017-2018

Set den 11. februar 2018

Foto: Malin Arnesson

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.rapideye.dk/performance/great-paradox-play

Medvirkende: Axel Adlercreutz, David Tholander, Robert Jägerhorn og Sture Ericson

Iscenesætter: Samuel Gustavsson

Scenograf: Signe Beckmann

Lysdesigner: Iro Suraci

Varighed: 1 time uden pause

 

lg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

lg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like