Anmeldelse: The Phantom of the Opera, Det Ny Teater

By: Ea Melissa Christiansen
On: 24. september 2018

Af Ea Melissa Christiansen

Gør klar til maskebal, hop i dit fineste kluns og bliv afbrudt af en pludselig hjertebanken i dit bryst, mens ordene ”Kom til mig, min engel. Husker du ikke, min engel?” høres der i det fjerne. Her sanser du Operafantomet dybt i dit sind. Kan andre mon høre det, eller er du ene om det?

Operafantomet er vendt tilbage, og kan findes på Det Ny Teater, som forleden havde repremiere på The Phantom of the Opera, efter forestillingen sidst spillede i 2009. Selve historien The Phantom of the Opera udkom i 1911 på romanform af franskmanden Gaston Leroux. Han var fascineret af Pariseroperaen; en bygning bestående af sytten etager hvoraf syv af dem er underjordiske, og fyldt med hemmelige tunneller. I 1986 var der verdenspremiere på Andrew Lloyd Webbers opsætning af historien, og den har siden da været en af verdens største musicalsucceser nogensinde!

Inden historien for alvor går i gang, befinder vi os midt i en auktion, hvor rigmænd sidder ærbødigt og lader deres tjenestefolk byde på gamle minder fra Pariseroperaen. Den sidste genstand vi ser, er en kæmpe ødelagt lysekrone, der kort efter hæves op i luften til lyden af orgelstemmer og trommer. Nærmest som dannede de usynlige vinger. Lysekronen sidder kort efter plantet i loftet og lyser atter igen. Vi er kommet tilbage til fortiden, i 1800-tallet, og uhyggen er ved at sprede sig. Nu starter historien.

Vi følger det geniale Operafantom, som gemmer sig nede i søerne under Pariseroperaen. Han forelsker sig i den unge operasangerinde, Christine Daaé, og truer operaen til at skrotte den faste operasangerinde (og kæmpedivaen) Carlotta Giudicelli til fordel for Christine, men dette tager ledelsen ikke alvorligt. Ikke til at starte med…

Tomas Ambt Kofod og Sibylle Glosted er et perfekt match i rollerne som henholdsvis Operafantomet og Christine Daaé, hvilket gør deres relation yderst hjerteskærende. Det kræver meget at udtrykke sig med en maske på halvdelen af ansigtet, og alligevel tryllebinder Operafantomet ikke blot Christine, men også os, når han blidt kærtegner hende med ydersiden af sin hånd. Modtagelsen virker som en stor magnetisk tiltrækning, osende af fascination, tryghed og hengivenhed.

Sibylle Glosteds kropssprog og blikke er generelt altsigende og hendes yndefulde sangpræstationer kan roses til skyerne, mens Tomas Ambt Kofods ligeså river os med ind i Operafantomets poetiske og dystre sangunivers, med sin smukke stemme og intense bevægelser. På trods af karakterens voldsomme besættertrang, føler vi samtidig med den udstødte enspænder, der lever i skjul for sin afmagt og forelskelse.

Ydermere vil jeg komplimentere de dygtige dansere som er henholdsvis Operaballetten, balletswing og swings for deres nærvær og ansigtsmimik, hvilket tit kan være en haltende farce. Ikke desto mindre sender jeg komplimenter afsted til Amelia Jacksons udgave af spilledåse-aben, som blev livagtiggjort på bedste vis og gav et kæmpe pift til maskeballet, som i forvejen er et af de ”blærede” øjeblikke i musicalen.

Hvad der ellers var en fryd for øjet, var de mange smukke og ekstravagante kostumer. Der var ikke sparet på pelsene, de gigantiske parykker, hvorom der udstråles velstand og rigdom en masse. Dette godt polstret til med kostumer i alskens farver, mønstre, glimmer og en hel pallette af guld, når der inviteres til maskebal. Wow!

Rekvisitterne var ligeså gigantiske, og udover de fine genstande, elskede jeg den store elefant i ”Hannibal”, som er blevet lavet blot for den små fem minutters fame. Vi kommer desuden rundt på flere planer, og den høje scene udnyttes fuldt ud. Søen under teatret er også meget elegant med de mange lys, tågen, lysestagerne og båden. Alt i alt har Det Ny Teater formået at bibeholde den romantisk-gotiske stil i stykket, som historien spænder sig omkring. Rekvisitterne var ydermere godt indrammet til at skjule, såvel som at trylle, Operafantomet frem og væk fra alverdens finurlige gemmestedet. Dette var med til at fastholde den småuhyggelige stemning, som også understøtter historiens grundidéer rigtig godt.

Ydermere en kæmpe applaus til William Waldrop og Per Engström for deres musikalske indstudering. Oversættelsen af de ellers velkendte sange, fungerede godt, hvilket tit er et sats for de store klassiske musicals. Meninger kan selvfølgelig variere. Og tak til Piotr Gasior for at holde bod på sit fantastiske orkester. Det var simpelthen så ubeskriveligt smukt gennemført. Om ikke andet ER sangene utrolig smukke i sig selv.

Hvad der elles kunne ærgre mig, var den ”manglende” energi i første akt. Gad vide om den tekniske fejl påvirkede skuespillerne? I så fald var der en kende lange sceneskift, som f.eks. scenen, hvor Operafantomet fører Christine hen til den underjordiske sø. Her plejer vi at se deres entré, mens lysene føres op. Men musikken spillede, lysene VAR oppe, sangerne fortsatte, og scenen var tom i lang tid, før skuespillerne kom ind i båden. Jeg håber dette, og de andre lange sceneskift, blot var et engangstilfælde.

Om ikke andet var hele opsætningen meget smuk og jeg synes den blev fremført fornemt, stadigvæk med plads til masser af humor, dramatisk passende pauser og intense scener, der i hvert fald fik mine tårer til at løbe om kap. The Phantom of the Opera er en fantastisk forestilling for den gængse musicalelsker, og er du ikke til opera, er der mulighed for at kigge på de flotte kostumer, samt risiko for at blive fanget af historien og dens dramatiske kærlighedssange.

”Operafantomet er her. Dybt i dit sind.”

Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 København V

Spilleperiode: 21. september 2018–31. marts 2019

Set den 21. september 2018

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.detnyteater.dk/the-phantom-of-the-opera/

Medvirkende: Tomas Ambt Kofod, Sibylle Glosted, Christian Lund, Louise Fribo, Carl Christian Rasmussen, Sebastian Harris, Rasmus Jupin, Elisabeth Halling, Imogen-Lily Ash, Kim Hammelsvang med flere

Musik og manuskript: Andrew Lloyd Webber og Richard Stilgoe

Sangtekster: Charles Hart

Supplerende sangtekster: Richard Stilgoe

Musikalsk indstudering: William Waldrop og Per Engström

Musikalsk ledelse: Per Engström

Koncertmester: Piotr Gasior

Iscenesættelse: Athur Masella

Assisterende iscenesætter: Rainer Fried

Koreografi: Patricia Merrin

Lysdesign: Michael Odam

Lyddesign: Nic Gray

Dekorationssupervisor: Jonathan Allen