Anmeldelse: The Undoing of Carmen, Edison (Copenhagen Opera Festival)

By: Kristina McClelland Jacobsen
On: 21. august 2024

Af Kristina McClelland Jacobsen

Man træder ind i en i sal, hvor tre sangere bevæger sig rundt på scenen, og de øver sig i at dræbe hinanden. De bevæger sig en grå, mørk og kold scene, hvor den eneste farve på scenen er røde blomster på tre borde. Allerede fra start af, virker det hele absurd. På væggene afspiller videoer af skuespil, hvor mænd dræber kvinder. Om det er skæbnen for sangerne i The Undoing of Carmen på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison, må tiden vise.

Mange kender fortællingen om Georg Bizets opera ”Carmen” fra 1875, hvor soldaten Don José forelsker sig i Carmen. Jalousien bobler hos Don José, da Carmen finder sammen med sit livs kærlighed Toreadoren. Det ender tragisk for Carmen, da Don José ender med at dræbe hende. Denne slutning er typisk for mange operaer. Dog er partnerdrab ikke kun slutningen for mange operaer, men desværre også slutningen for mange mennesker i det virkelige liv, hvilket italesættes ved et speak i starten af operaen, The Undoing of Carmen.

Kriminologen Jane Monckton Smith har lavet en teori om det mønster, der fører til partner- eller affektmord. Hun beskriver en tidslinje af otte trin, som fører til denne type drab. Teorien placeres ikke kun over det virkelig liv, men kan også forstås i forbindelse med mange fortællinger i operaen. Det er netop denne teori, The Undoing of Carmen tager udgangspunkt i. Her bliver publikum udfordret til at gå i dybden og forholde sig til manges yndlingsoperas fortælling. Grunden til det netop er Carmen der er blevet belyst, kan skyldes den glorificering, der er netop af dette drab. Det kan være en måde at gøre op med drabet, deraf titlen, The Undoing of Carmen.

I forestillingen skiftedes tre sangere med at spille henholdsvis gerningspersonen, offeret og formidleren, hvilket alle tre tydeligt formåede at gøre. Sopranen Fanny Soyer formåede at formidle de forskellige roller næsten uhyggelig godt. Især da hun var i rollen som offer, fik jeg kuldegysninger. Hun formåede at formidle de mange komplekse følelser i rollen, idet hun sang smukt og skrøbelig, men også fortvivlet og stærk. Det sås også i rollen som gerningsperson. Mezzosopranen Claudia Ribas leverede en solid og velafbalanceret præstation. Mezzosopranen Stina Schmidt formåede at komme ud over scenekanten med hendes varme og mørke klang. Hun fangede særligt folks opmærksomhed i rollen som formidler med hendes intense blik og indlevelse i rollen.

Forestillingens musik indebar en blanding af genkendelige favoritter skrevet af Bizet og ny musik af komponisten Kirstine Fogh-Vindelev med elektroniske elementer. Overraskende nok blendede de to meget kontrastfulde stiltyper ind med hinanden og satte absurditeten i forestillingen på en spids. Det kontrastfulde i musikken og stemningen kunne for eksempel ses ved, at Bizets kendte temamelodi ”Toréador en garde”, der langsom gled over i high pitch, dissonerende lyde, som mindede om skrig. Librettoen er, udover den oprindelige libretto i Bizets opera, baseret på Smiths otte trin. På denne måde blev fortællingen virkelig sat på spidsen, og kontrasterne var store.

Musikken blev, udover elektroniske elementer og lydoptagelser, akkompagneret alene af pianisten Louise Schröder, som gennem forestillingen formåede at holde det kolde overblik. Der var flere øjeblikke i forestillingen, hvor man kunne mærke en stærk musikalsk indlevelse og især her spillede Schröder særligt fint.

Scenografien og kostumerne, der bestod af grå triste farver på trods af en masse røde blomster, blev lavet af Pelle Staack. Simpliciteten i både scenografien og kostumerne formåede at tydeliggøre det rå, triste og tragiske i fortællingen. Sammen med video og lysdesign af Gaétan Langlois-Meurinne gik det op i en højere enhed.

Det hele blev instrueret af Anna Sofie Keller Brandsborg, som tydeligt havde en klar intentionalitet i operaen. Alt fra at bruge bordene, som blot blev flyttet en smule, til hvordan sangernes skjorter var bundet og hvilke symboler disse indebar.

Det var fedt at opleve den tilbagevendte feministiske performance-opera, som satte fokus på absurditeten i romantiseringen af partnerdrab i operaer. Jeg håber, at andre vil forholde sig mere kritisk til indholdet af andre kendte operaklassikkere, som der er blevet gjort i The Undoing of Carmen.

Denne forestilling blev produceret af Copenhagen Opera Festival, som netop er i gang. Der er masser af mere på programmet, som spænder bredt. Både for de nye og de garvede operagængere og noget som både små som gamle kan være med til. Så skynd dig ind og se programmet, så du kan nå at opleve dette års Copenhagen Opera Festival.

Copenhagen Opera Festival

Betty Nansen Teatret, Edison, Edisonvej 10, 1856 Frederiksberg C

Spilleperiode: 18.-19. august 2024

Set den 19. august kl. 17.00

Fotos: Ida Guldbæk Arentsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://bettynansen.dk/forestilling/the-undoing-of-carmen/

https://www.operafestival.dk/the-undoing-of-carmen-24/

Medvirkende: Fanny Soyer (sopran), Claudia Ribas (mezzosopran) og Stina Schmidt (mezzosopran)

Instruktør og koncept: Anna Sofie Keller Brandsborg

Komponist og koncept: Kirstine Fogh Vindelev

Komponist: Georg Bizet