Anmeldelse: The Woman Who Wished To Die (gæstespil af Marcello Bosschar)
Af Jacobe Orry
Denne forestilling henvender sig til publikummet, der forstår engelsk, til publikummet, der kan lide melodramatik og til publikummet, der har et kultforhold til “The deceased woman”, som er den tragikomedie, forestillingen er baseret på.
Jeg må nok ærligt indrømme, at min integritet som kunstner, skribent og ikke mindst anmelder, bliver sat en lille smule på prøve i denne anmeldelse. Mest af alt, fordi jeg føler, at jeg er faret vild. Om det jeg for et par timer siden var vidne til, helt oprigtigt ment, var på et abstraktionsniveau, jeg ikke er klog nok til at begribe. Eller om det i virkeligheden bare handler om, at jeg ikke var noget nær begejstret for forestillingen.
Det startede egentlig fint; vi bliver introduceret til en virkelig sært udseende kvinde ved, at hun tænder og slukker for en lille lygte, som hun holdt helt op til ansigtet. Min første tanke var, hold da op, uheldig paryk og, hvad er det egentlig, der foregår i hendes ansigt? Jeg blev da enig med mig selv om, at det måtte være et kunstnerisk valg, at hun skulle ligne den kvindelige udgave af Michael Jackson.
Meget høj og meget tynd, iført en uheldig paryk, stod hun der og rystede på hænderne og træk ikke vejret dybere end til brystet. Det, vi med andre ord var vidne til, var en kvinde, der havde det skidt. En kvinde, der godt vil vise os, at hun har det skidt. Igennem den næste halvanden time, blev der med hjælp fra store armbevægelser, medløbende musik og en replikføring, som er sammenlignelig med Horton-sagaens, søgt at vise os, publikum, hvor hårdt vores to hovedpersoner(kvinden og hendes mand) havde det.
Det viser sig i midlertidigt, at hun ønsker at dø. Hun har kneppet udenom, hendes kusine Gloria ved det, og hun føler sig som det dårligste menneske overfor sin mand. Hendes mand, har det også skidt. Han står der med en kvinde, som bare ønsker at dø, og han har ikke den ringeste idé om, hvad han skal stille op.
På vores vej i mål, møder vi bl.a. også en bedemand. Ligesom vores kvindelige hovedrolle, bliver han også introduceret ved at sidde på den mørklagte scene og lyse sig selv op med en lille lygte. Han bar et kostume, der fik ham til at ligne en mand med bylder eller malplacerede kvindebryster og grundet dets gennemsigtige udtryk, kunne han for min skyld godt have været et dyr, der lige var blevet hevet op fra Marianergraven. Virkelig eksperimenterende og fed løsning på et sjovt kostume – men jeg er i tvivl om, om det passede sig til en bedemand? Det er igen her, jeg føler mig vildfaren og som om der er noget, jeg fuldstændig har overset.
Denne blanding af Horton-sagaen og hipster-art bragte desværre for mange halve løsninger, lange sceneskift og væsentlige ting, der enten ikke blev fortalt eller var alt for overgjorte. Melodramatik er en helt særlig genre og hatten af for den. Jeg mener dog ikke den blev fulgt helt til dørs i denne forestilling.
Gæstespil ved Marcello Bosschar
PLAY CPH, Strandlodsvej 7, 2300 København S
Spiller under CPH STAGE (13.-15. juni 2015)
Spilledato: 31. maj 2015
Fotos: Marcello Bosschar
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod