Anmeldelse: This is for her, Teater Får302

Af Julius Gotthardt Møller

 

’This is for her’ er ikke en fortælling i traditionel forstand, men derimod et potpourri af indtryk, tanker og erindringer – der tilsammen giver et dybt personligt og følelsestungt helbilleder af tortur. I forestillingen bliver vi taget igennem tre distinkte scenarier.

 

Ofret

I en stol på scenen sidder Sofie Volquartz Lebech, der også har skrevet stykket, under en enkelt spotlight. Hun har nedtonet tøj på, piller nervøst ved en vandflaske, hvis etikette er kradset af, og stiller den så på gulvet ved siden af stolen.

Hun spørger om der bliver optaget, og så kommer en monolog, der (går det op for mig) er den ene halvdel af en samtale, nok et interview. Med en stemme der – trods skift mellem at være på den ene side nøgtern og følelseskold, og på den anden fuld af had og længsel – er rolig og klar, fortæller hun om den systematiske tortur, som det argentinske militærdiktatur udsatte sine borgere for.

På trods af den minimale bevægelse og scenografi bliver jeg draget ind i det sydamerikanske univers, og Sofies knugende hænder og hvide knoer gør frustrationen og desperationen i historien troværdig. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at den første del her er baseret på interviews, som Sofie har lavet i Argentina, hvilket forklarer livagtigheden.

 

Bødlen

Havde det blot været første del, så havde stykket godt nok kun varet en halv time, men jeg ville ikke have været tilbageholdende med de rosende ord. Det er derimod de to efterfølgende dele af stykket om hhv. bødlen og terapien, hvor det intime og troværdige falder til jorden.

Nu kommer Katrina Bugaj også på scenen og spiller den amerikanske soldat Lynndie England, hvis biografi om Abu Ghraib anden del bygger på. Hvor første del var en invitation ind i et andet menneskes livshistorie, så er anden del en beskrivelse af stilbilleder fra Lynndie Englands liv.

Vi får at vide, hvordan hun som lille legede i sprinklerne i haven, og hvordan hun i Abu Ghraib poserede sammen med ydmygede og torturerede fanger. I programmet bliver det understreget, at der i stykket ikke vil blive vist torturscener, og måske (uden at det skal lyde for makabert), er det dét, der mangler.

For jeg kommer aldrig ind under huden på Lynndie; hun forbliver en overfladisk skygge, en kliché, en der, som hun også omtales i stykket, kan tage skylden, så vi andre ikke behøver.

 

Terapien

Det er svært at afgøre den præcise forskel på anden og tredje del, for fælles for dem er en fysik udfoldelse, der var fraværende i første del. Når det fungerer, kan jeg sagtens forestille mig Katrina Bugaj iført uniform, gørende honnør på grænsen mellem den irakiske ørken og Bagdad. Men når det ikke gør, så er armbevægelserne og de korte danse snarere en forstyrrende faktor, end de leder mine tanker hen på militærøvelser.

Hvad der til gengæld gør tredje del stærkere end anden, er den filosofiske og psykologiske gennemgang af selve terapihandlingen. Konklusionen bliver, at så længe både ofret og bødlen gennemlever torturen gang på gang, når de fortæller den, så bliver terapien til tortur. Derfor skal de ikke fortælle alt, men blot det de kan klare.

 

 

’This is for her’ er en performance om tortur, der på sit bedste er rå, intim og psykologisk dyb, men til tider kammer over i symbolske armbevægelser, gentagelser og fortællertekniske klichér.

 

Teater Får 302, Toldbodgade 6-8, 1253 København K

Spilleperiode: 18.-24. oktober 2017

Set den 19. oktober 2017

Foto: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.faar302.dk/forestilling/this-is-for-her/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod