Anmeldelse: Titus, Det Kongelige Teater

Af Kristina McClelland Jacobsen

Rammerne for Mozart’s Titus er sat, da man træder ind i Operaen og Store Scene gemmes bag et mørkt tæppe med en lysende ramme. Da tæppet går op, er festen sat i gang.

I operaen Titus inviteres vi ind i en verden af beundring, kærlighed og jalousi. Et trekantsdrama går i gang, da Titus udnævnes til kejser. Vitellia mener, at hun burde sidde med magten. Hun vil derfor gøre en ende på Titus, men beder sin beundrer, Sextus, om at gøre det. Hun finder pludselig ud af, at hun stadig har chancen for at blive kejserinde, da Titus ikke kan blive gift med Berenice, som han er forelsket i. Da Vitellia skifter mening om, at Titus skal dræbes, er det for sent og scenen står i flammer. Sextus har sat ild til Capitol. Dramaet bliver større i forsøget på at finde ud af, hvem der har sat gang i flammerne. Mon de til sidst bliver tilgivet?

Operaen Titus af Mozart blev uropført i Prag i 1791 og lever videre på bedste vis. Jetske Mijnssens iscenesættelse og fortolkning af operaen er helt suveræn, så man til sidst sidder i spænding på kanten af Store Scenes plyssæder.

Tenor Edgaras Montvidas bærer rollen som Titus meget musikalsk og nærværende. Hans skuespil fik for alvor lov til at skinne igennem i anden akt, hvor han til sidst tager et drastisk valg. Rollen som Vitellia opføres på bedst dramatisk vis af Mojca Erdmann. Elisabeth Jansson i bukserollen som Sextus var helt fantastisk og yderst imponerende. Hendes kropslige bevidsthed gjorde, at hendes portrættering af en mand der ikke kunne rumme sin egen krop, var meget tydelig.

Derudover sang Angela Brower, som Annius, og Emily Pogorelc, som Servilia, nydeligt. Duetten med Annius og Servilia var virkelig smuk – de klang meget flot sammen. Magnus Berg i rollen Publius var også fremragende. Hans indre konflikt var tydelig i kampen mellem egne følelser og samfundets regler og normer.

Scenografiens enkelthed af Ben Baur gjorde det muligt at fordybe sig i sangernes karakterer og deres følelser. I baggrunden ved hver scene står der de fire ord: delizia (glæde), potenza (magt), tradimento (forræderi) og clemenza (mildhed). Disse nøgleord er med til at sætte rammerne for den atmosfære der skabes ved de forskellige scener. Derudover har scenografien en stor wow-effekt, da scenen fyldes med flammer ved tredje scene.

Efter flere sceneskift og dramatiske effekter i første akt, var man spændt efter pausen på, hvordan resten af forestillingen ville blive udført. Dette faldt dog lidt til jorden, da sidste scene blev lidt langtrukken. Men når det er sagt, var opsætningen stadig meget gennemført og slutningen var virkelig værd at vente på.

Denne opsætning af Titus er bestemt anbefaledes værdig. Man kommer helt tæt på karaktererne og forstår den psykologiske kompleksitet i karakterernes udvikling. Og så havde den ikke mindst en meget forfriskende afslutning.

Det Kongelige Teater i samarbejde med Hamburgische Staatsoper og Opéra de Monte Carlo

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 10. september-8. oktober 2023

Set den 13. september 2023

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/titus

Medvirkende: Edgaras Montvidas, Mojca Erdmann, Elisabeth Jansson, Emily Pogorelc, Angela Brower, Magnus Berg, Anne-Marie Curry samt Det Kongelige Operakor

Dirigent: Marie Jacquot

Orkester: Det Kongelige Kapel

Continuo: Ewa Danilewska

Iscenesættelse: Jetske Mijnssen

Scenografi og kostumedesign: Ben Baur

Lysdesign: Bernd Purkrabek

Bevægelsesinstruktør: Ismael Del Valle Espinos

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. en pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod