Anmeldelse: Tivoli Revyen 2025, Tivoli

Anmeldelse: Tivoli Revyen 2025, Tivoli

Af Axel Nordby og Christian Skovgaard Hansen

Med Tivoli Revyen 2025 har revyen fået ny kreativ chef. Hun hedder Linda P., hun er komiker, hun er modig, og hun har – i hvert fald en vis – sans for moderne revy. Linda P. debutererede inden for revykunsten i 2023 i netop ”Tivoli Revyen”. Udover Linda P. består revyholdet i år af Thomas Warberg og Kurt Ravn, da der ikke er fundet en erstatning for Søs Egelind, som tidligere i forløbet trak sig fra revyen.

Det kan mærkes. Ikke at Egelind har trukket sig, men at der mangler en medvirkende på scenen. De tre tilbageværende medvirkende kæmper nogle gange lidt en kamp for at få enderne til at mødes.

Musikken leveres meget velspillende Mathias Groves orkester med Xenia Lach-Nielsen som sanger. Og det er klogt med en sanger. Hun afløser hvert nummer med en sang – hvilket nok primært gør, at de mange kostumeskift nås. Det er der på sin vis ikke noget galt i. Problemet er, at sangene ofte bliver for lange, at de lige så ofte virker mere eller mindre tilfældigt valgt uden sammenhæng med hverken det forrige eller det kommende nummer, og at timingen mellem nummer og sang kunne have været skarpere. Og det er synd! For Mathias Groves orkester spiller fantastisk, og der er ingen tvivl om, at Lach-Nielsen har en lækker stemme.

Instruktør Mads M. Nielsen har fået den lettere utaknemmelige opgave at instruere og – forsøge at – binde revyen sammen. Dét lykkedes desværre ikke helt. En del af numrene er måske lidt vel rigeligt stand-up/show frem for revy, og sammen med ovennævnte bemærkninger til sangene gør det, at man til tider er i tvivl om, hvorvidt man som publikum er til en revy, et (stand-up)show eller en koncert.

Der er 17 numre til de to timer (inkl. pause), som revyen varer. Det gør, at nogle af numrene bliver lidt vel lange, og det tager lidt pusten ud af dem, selvom de egentlig er ganske morsomme og skarpe i grundformen, ligesom der måske mangler lidt de rigtig skarpe satiriske eller politiske svirp.

Thomas Warberg er ny inden for revybranchen, men har gjort sig bemærket inde for stand-up. Og han gør en fin præstation. Han har en dejlig mimik og et fantastisk kropssprog, der former de dejligste og sjoveste karakterer. Han er skøn i hans egen “Parforhold 2025”, hvor han på bedste stand-up-facon portrætterer hans situation med konen og det ”Mental Load”, som har hjemsøgt de fleste mænd her på det seneste. En lille detalje herfra bruges effektivt og ganske morsomt i et senere nummer.

Han er også skøn som den ene halvdel af det siamesiske tvillingepar, der lever vidt forskellige liv, i det alternative, men vellykkede åbningsnummer. Han er også morsom i ”Lige nu i Silkeborg” i selskab med Kurt Ravn, om de to modne damer der er fascineret af nymodens kunstig intelligens og ChatGPT, selvom nummeret måske nok har noget lidt gammeldags over sig.

Kurt Ravn er tilbage på revyscenen. Han er på nogen måde dårlig, men spørgsmålet er, om han egentlig passer rigtig ind sammen med Linda P. og Warberg. Hans karakterer er dog formidable! Både som den røvkedelige tingfinder med sin lige så kedelige kone, den ældre mand, der dater yngre kvinder, eller som den sleske nyhedsboss, der bare gerne vil have ”clickbait” fra de børnehaveagtige journalister. Teksten til sidstnævnte nummer af Linda P./Rasmus Søndergaard rummer mange tankevækkende elementer, men desværre skæres det hele lidt for meget ud i pap til slut.

Bedst er han i ”Lyden af stilhed” som kappeklædt munk i det lille kor, mens han synger om behovet for stilhed – et behov der ikke synes mindre i vores kaotiske nutidige verden. Det er et fint lille afbræk, og teksten af Linda P. er skarp og relevant.

Linda P. står med de klart bedste tekster. Hendes vidunderlige ”Bollecoach” er tilbage med bolleråd til den modne del af publikummet, og med sit kropssprog og timing skaber hun de mest fantastiske billeder. Det er plat, men på en fuldstændig genial måde! Hendes TV-pitcher med tekst af Søndergaard/Bisgaard er plat, men reddes hjem af hendes skønne spil. Hun brillerer også med gode tekster!

Så alt i alt er Tivoli Revyen 2025 en fin oplevelse, der byder på overraskelser, grin, komik, alvor og et gennemmusikalsk hold og band! Linda P.’s debut som kreativ chef kommer dog ikke helt i mål, da de enkelte elementer i år stikker i lidt (for) forskellige retninger. Men der er bestemt gode og morsomme takter, og hvis Linda P. formår at få et sikkert tag på det hele, kunne der godt være basis for en god fremtid for revyen i Tivoli. Vi krydser fingre for, at næste års revy sidder lige i skabet.

Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1620 København V

Spilleperiode: 5. juni-13. juli 2025

Set den 5. juni 2025

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.tivoli.dk/program/teater/tivolirevyen

Medvirkende: Linda P., Thomas Warberg, Kurt Ravn og Xenia Lach-Nielsen

Orkester: Mathias Grove (kapelmaester), Kristian Karottki (trommer), Andreas Hatholt (kontrabas/elbas), Regin Fuhlendorf (guitarer), Lars Vissing (trompet, fugelhorn) og Kasper Wagner (saxer, fløjte, klarinet)

Tekst og musik: Linda P., Christina Sederquist, Mathias Grove, Thomas Hartmann, Rasmus Søndergaard, Lars Bisgaard, Marie Østerbye, Gitte Hænning, Thomas Warberg, Mads M. Nielsen, Vase & Fuglsang, Rasmus Seebach, Paul Simon & Art Garfunkel, Lasse Aagaard, John Lennon & Paul McCartney, Mike Chapman/Nicky China, Karin Jønsson/Børge Müller, Debbie Harry/Nigel Harrison, Boney M, David White/John Madara, Bob Seger/George Henry Jackson/Thomas Earl Jones III, Hans Georg Moslener, Roger Miller/Daimi, Mike Chapman/Nicky Chinn, Dire Straits, Johnny and the Hurricanes, Ray Hopkins/Otto Brandenburg/Peter Mynte/Susanne Palsbo og Percy Mayfield

Kreativ chef: Linda P.

Instruktør: Mads M. Nielsen

Scenograf: Gøje Rostrup

Lysdesign: Malte Hauge

Lyddesign: Martin Guldmann

Kostumier: Michael Bertram

Makeup artist: Pernille Ituri

Koreograf: Kim Ace Nielsen

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *