Anmeldelse: Resten kender du fra film, Odense Teater (Odense Teater og Den Danske Scenekunstskole)

Anmeldelse: Resten kender du fra film, Odense Teater (Odense Teater og Den Danske Scenekunstskole)

Af Christian Skovgaard Hansen

Årets præsentationsforestilling fra skuespiller-afgangsholdet i Odense er den britiske dramatiker Martin Crimps tekst Resten kender du fra film.

Bag den lettere kryptiske titel gemmer sig en nyfortolkning af Euripides ”Fønikerinderne”. Den græske tragedie blev skrevet omkring 410 f.Kr. Vi starter i Theben i årene efter, at Ødipus’ fald er blevet forvist fra Theben. Hans to sønner Eteokles og Polyneikes strides om magten. Eteokles overtager i første omgang magten, hvilket driver Polyneikes i landflygtighed. Polyneikes søger derfor tilflugt i Argos, hvor han gifter sig med kong Adrastos’ datter og får ham til at føre krig mod Theben for at genvinde sin retmæssige trone. 

Iokaste forsøger at mægle mellem sine to sønner. Det viser sig dog at være forgæves, og de to sønner ender med at bekæmpe hinanden i en duel, hvor de begge dør. Herefter begår Iokaste selvmord, mens Ødipus drives i landflygtighed sammen med Antigone.

Det er dermed med at holde tungen lige i munden, hvis man vil holde styr på både handlingen og på persongalleriet. Det kan derfor tilrådes, at man inden forestillingen lige læser kort op på tragedien. Til at hjælpe en er der heldigvis også et stamtræ i teatrets (desværre kun digitale!) program.

Temaerne i ”Fønikerinderne” – og dermed også i Resten kender du fra film – er mange. Der er både moderkærligheden til de to umulige sønner, krig og død, når man ikke kan blive enige, indgriben fra de højere – hvor spørgsmålet så er, hvor meget højere de er – magter, og et indblik i både den menneskelige psykologi og vores handlinger, når vi angribes og angriber. Det, der på overfladen ligner et tegneserieunivers, har derfor nogle ganske dybe indblik også.

Det er genkendelige temaer, som også findes den dag i dag. Crimps tekst trækker genialt og ganske skræmmende tråde op til nutiden, hvor ufred, krige og kærlighed også findes i det kaos, som vi lige pt. lever i. Fønikerne agerer både gammel græsk tragedie-stemme og nutidig kommentator. Herved væves den antikke konflikt elegant tæt sammen med vores tids svælgen i drama og underholdning. Hvad er virkelig, og hvad er ”bare” underholdning, som ser på film?

De syv afgangselever fra skuespilleruddannelsen i Odense, Amalie Bergholdt Hansen, Christopher Foeyoh Nallo, Frederikke Thomassen, Laurids Skovgaard Andersen, Malte Conradsen, Mia Plantin og Oskar Bjarke Windfeld, leverer alle gode præstationer både hver for sig og sammen. De skifter ubesværet mellem de forskellige roller, der for størstedelen udstiller menneskets grumme sider, og det insisterende kor, de fønikiske kvinder.

Det kunstneriske hold består også næsten udelukkende af afgangselever – dog fra scenekunstuddannelserne i København. Instruktør Magnus Emil Høgsbro-Nielsen, scenograf Veronica Fabon og lysdesigner Jakob Juul har stået for det stringente, hvide og næsten grufulde univers, hvor rummets forskellige åbninger vises, at livet måske ikke er helt så let alligevel. Det er rystende og frastødende, men også dragende og søgende på en måde, som mennesket ikke altid har lyst til at indrømme, at vi besidder.

Der lægges samtidig en afstand til grusomhederne, når figurerne illustreres som tilforladelige tegneseriefigurer, der viser sig ikke at være så stilfærdige endda. Høgsbro-Nielsens iscenesættelse er skarp og afbalanceret i en ubalanceret verden.

Resten kender du fra film er måske ikke den letteste tekst – heller ikke for publikum. Men har man sat sig lidt ind i tragediens handling, persongalleri og temaer, bliver det en nærværende og tankevækkende forestilling. Fortidens (som måske er lige så meget nutidens!) problemstillinger og menneskekarakterer får elegant liv af fremtidens skuespillere i lige så elegant iscenesættelse af fremtidens iscenesættere.

Odense Teater og Den Danske Scenekunstskole

Odense Teater, Værkstedet, Jernbanegade 21, 5000 Odense C

Spilleperiode: 14. maj-3. juni 2025

Forestillingen spiller også på Folketeatret, Hippodromen, København K i perioden 12.-14. juni 2025

Set den 30. maj 2025

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/forestillinger/resten-kender-du-fra-film

Medvirkende: Amalie Bergholdt Hansen, Christopher Foeyoh Nallo, Frederikke Thomassen, Laurids Skovgaard Andersen, Malte Conradsen, Mia Plantin og Oskar Bjarke Windfeld

Instruktion: Magnus Emil Høgsbro-Nielsen

Scenografi og kostumer: Veronica Fabon Lasquite Jacobsen

Lysdesign: Jakob Juul Larsen

Lyddesign: Mikkel Peter Larsen

Varighed: Ca. 2 timer og 5 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *