Anmeldelse: TØRST, Teater Får302 (Abelone Koppel)
Af Jacobe Orry
’TØRST’ er for det voksne publikum. Ikke nødvendigvis til publikummet, der har haft død så tæt ind på livet som vores to karakterer Lille og Nat har, men dog alligevel har oplevet tab i den ene eller anden forstand. Derudover henvender forestillingen sig også til et publikum, som er modige nok til at lade sig tæske igennem hele følelsesregisteret – også de dele af det, som lykkeligt er gået i glemmebogen. Og afslutningsvis, henvender ’TØRST’ sig til publikummet med en god solid galgenhumor!
Jeg har hevet min studieveninde med på Teater får302 en mandag aften i marts, det er koldt og jeg har besluttet mig for at hoppe i flyverdragten i aftenens anledning. Da vi bliver vist ind i salen burde min umiddelbare tanke være ”Fååååårk, hvorfor har du taget flyverdragt på – det mest besværlige stykke overtøj at tage på i teateret”, men det var det ikke. For det, der øjeblikkeligt slog mig da vi blev lukket ind i den lille sal var, hvor godt scenen var blevet udnyttet. Indrømmet, så har jeg overværet rigtig mange forestillinger på den scene i løbet af de seneste par år, og alle har foregået i en næsten klaustrofobisk black box. Men scenograf, Mie Riis, har på magisk vis tryllet ekstra kvadratmeter frem og har i øvrigt pyntet dem med interiør, som er æstetiske og rolige for øjet at se på. Det tegner allerede godt tænkte jeg. Og den formodning skulle heldigvis vise sig at holde stik!
Vi kastes direkte ind i in medias res; faderen Tom er død, moderen Nat, er i dyb krise og datteren Lille prøver at holde hovedet oven vande med logiske forklaringer på død og særligt på overlevelse, så hun kan holde sin mor i live. En af dem er bl.a. at man skal huske at drikke vand. Problemet er bare det, at Nat ikke er tørstig. Den lille passer altså på den store.
Vandet, tørsten, skal vise sig at danne rammen for den fortælling, som vi skal til at overvære. En fortælling om død og den sorg, den bringer med sig. Nat, spillet af Benedikte Hansen, tager os med på en rejse igennem sorgen efter at have mistet sin mand – sin elskede. Igennem benægtelse, vrede, glæde, det komplette vanvid og manglen på at kunne være noget for nogen, ikke en gang sin datter.
Man får følelsen af, at hendes helvede udspiller sig om natten, hvorfor hendes navn er Nat. I disse natlige eskapader får hun besøg af sin mand, Tom. En fin metafor for det tomrum, som hun oplever uden, at Tom er der i fysisk form til at udfylde det. De har lange snakke om, hvad de var og, hvad de ikke er længere. Dialoger, hvor Nat søger svar. Efter min smag er disse samtaler lige til den lange side, særligt fordi de holdes i et sprog, hvor man som publikum skal holde tungen lige i munden for ikke at komme til at space lidt ud. Datteren er ofte det brydende element i disse dialoger, hvilket er skønt. Hun er sød, sjov og enormt elskelig. Og modsat sine forældre, er hun stadig et barn oppe i knolden og har den naive og pragmatiske indgang til sorgen, døden og livet.
Jeg kan nogen gange godt have lidt svært ved at tackle netop den her type forestilling, som berører emnet død og sorg, fordi de nemt kan have så ondt af sig selv. Men det er bestemt ikke tilfældet for ’TØRST’. Det er tydeligt at mærke, at både manuskriptforfatter, instruktør og skuespillere både har dybde og humor. Der er gjort plads til sorgen med alt, hvad den indebærer.
Om Nat går hen og bliver tørstig igen, synes jeg du skal tage på Teater Får302 og blive klogere på, men jeg ville lyve, hvis ikke jeg indrømmede, at jeg kneb en tåre i mørket, da der blev bukket.
Gæstespil af Abelone Koppel
Teater Får302, Toldbodgade 6-8, 1253 København K
Spiller indtil 26. marts 2016
Spilledato: 7. marts 2016
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=532
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod