Anmeldelse: Tosca, Det Kongelige Teater
Af Kristina McClelland Jacobsen
På Det Kongelige Teaters Store Scene trækker mørket sig langsomt ind over salen, og publikum falder til ro. De første toner fra orkestret breder sig ud, og man mærker straks, at en dramatisk fortælling er i gang. Denne gang er det Puccinis Tosca, hvor kærlighed, jalousi og magtbegær væves sammen i et intenst trekantsdrama, der driver historien frem mod sit uundgåelige klimaks.
Tosca udspiller sig i Rom, hvor byen er præget af en svær politisk situation. Baron Scarpia er i hemmelighed sendt afsted af Dronningen af Napoli for at udrense fritænkere, intellektuelle og kunstnere. Det bringer kunstmaleren Mario Cavaradossi i fare, selvom han hidtil har været beskyttet af sit forhold til Floria Tosca, dronningens yndlingsoperasanger.
En dag, mens Cavaradossi maler i kirken, dukker den politiske fange Angelotti op og søger hjælp. Situationen bliver hurtigt anspændt, da Tosca selv kommer forbi og tror, at Cavaradossi skjuler en anden kvinde – måske endda den kvinde, han er i gang med at male. Angelotti gemmer sig, mens Cavaradossi forsøger at berolige Tosca, men hun forlader kirken i jalousi. Kort efter vender hun tilbage, og samtidig ankommer Scarpia og hans folk for at lede efter Angelotti. Scarpia fornemmer straks, at Tosca ved mere, end hun giver udtryk for. Samtidig lyder en stor hyldestmesse for Italiens sejr over de franske tropper, men Scarpias tanker er kun rettet mod at fange Cavaradossi – og selv vinde Tosca.
Senere samme aften skal Tosca synge for Dronningen ved en fest i paladset. Under festlighederne skjuler politiet deres hemmelige hovedkvarter, hvor Cavaradossi nu er taget til forhør. Tosca aner intet, før hun selv bliver trukket ind i Scarpias spil. For at tvinge hende til at afsløre Angelottis skjulested lader han Cavaradossi torturere. Hun kæmper for at holde stand, men bukker til sidst under – hun kan ikke bære at se sin elskede lide.
Scarpia dømmer alligevel Cavaradossi til døden for landsforræderi. Men han giver Tosca et grusomt valg: Hun kan redde Cavaradossi, hvis hun selv underkaster sig ham. For Tosca er der ingen udvej – men om hun virkelig vælger at give ”Toscas kys”, må tiden vise.
I rollen som Cavaradossi var Matteo Lippi, som leverede en fornem præstation – han leverede både en fornem musikalsk præstation, og på samme tid et spændende skuespil. Ligeledes formåede Johan Reuter i rollen som Scarpia at leve op til den dramatiske og magtbegærlige karakter, som man så fra sin værste side. Hans flotte store klang formåede at understrege Scarpias budskaber. Francesca Tiburzi ledede hovedrollen Tosca, som operaen er opkaldt efter, men formåede ikke helt at leve op til rollens karakter og store stemme, som kræver meget både skuespilmæssigt og sangligt. De andre sangere på scenen formåede dog at løfte forestillingen på et flot niveau.
Det store værk af Puccini kom særligt i kraft af korene, Det Danske Drengekor, Det Danske Pigekor og Det Kongelige Operakor samt af Det Kongelige Kapel. De var med til at løfte forestillingen til noget særligt. Det hele var under flot musikalsk ledelse af dirigenten Danielle Squeo, som formåede at holde sammen på alle tropper.
Fortællingen om Tosca blev formidlet godt gennem iscenesættelsen af Kasper Holten. Her fulgte man hver karakter nøje og det var tydeligt, hvor dramaet udspillede sig. Iscenesættelsen bevæger sig mellem det kunstneriske og det politiske, hvor de to kan virke sammensmeltende i takt med forestillingen udfolder sig. Kasper Holten lykkes også med at iscenesætte Tosca på en smagfuld måde. Nogle scener kan man nemlig forestille sig må have været svære at formidle, såsom torturscenen, men det lykkedes Holten med på en naturlig og elegant måde, så man ikke sidder med væmmelse som publikum. Man sidder dog stadig med lidt ondt i maven som publikum og mange følelser vækkes.
Forestillingens fortælling blev i høj grad også formidlet gennem scenografien af Philipp Fürhofer. Første akt var et stort kirkerum, der ved brug af et stort spejl og et gennemsigtigt maleri gav et indtryk af, at publikum var fluen på væggen og fik et indblik i et ellers lukket rum, hvor dramaet lod sig udfolde. I anden akt formåede Fürhofer at skabe flere rum på en interessant måde, så det var tydeligt for publikum, hvor man skulle holde øje. Scenografien blev mere og mere bar i takt med fortællingen udspillede sig, hvilket var enormt effektfuld. Det gav en mulighed for at sætte sig ind i hovedpersonernes følelsesliv, som blev mere og mere koncentreret om kærlighed, længsel og frihed. De dramatiske effekter blev understøttet flot af lysdesigner Jonas Bøgh.
Denne opsætning af Kasper Holten var meget vellykket med stærke korpræstationer og intense solister, der tilsammen gør oplevelsen værd at se. Så hvis du vil opleve et trekantsdrama uden lige og se, om Tosca og Cavaradossi får lov til at leve deres liv med kærligheden til hinanden, eller om det ender med at blive spoleret af den hævngerrige Scarpia, så skynd dig at købe billetter til sæsonens Tosca.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 31. august 2025-24. januar 2026
Set den 31. august 2025
Fotos: Miklas Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/tosca
Medvirkende: Francesca Tiburzi, Matteo Lippi, Johan Reuter, Morten Staugaard, Henning von Schulman, Frederik Bjellsäter, Simon Duus, Simon Schelling og Fritz Norman Ritsmar Helms (denne aften) samt Det Danske Drengekor, Det Danske Pigekor og Det Kongelige Operakor
Dirigent: Daniele Squeo (denne aften)
Orkester: Det Kongelige Kapel
Iscenesættelse: Kasper Holten
Scenografi: Philipp Fürhofer
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Jonas Bøgh
Koreografi: Signe Fabricius
Varighed: 2 timer og 55 minutter inkl. to pauser
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod