Anmeldelse: Tove, Teatret Zeppelin (Teatret Zeppelin og Teatret Masken)

Anmeldelse: Tove, Teatret Zeppelin (Teatret Zeppelin og Teatret Masken)

Af Christian Skovgaard Hansen

Ord, ord og atter ord. Ordene og bøgerne blev Tove Ditlevsens frirum i den lille arbejderklasselejlighed på Vesterbro, hvor det ellers ikke var ordene, der fyldte mest. Allerede som barn fandt Tove ud af, at hun kunne noget med at sammensætte ord, så hun ville være digter. Den barndomsfortælling har inspireret Teatret Zeppelin i samarbejde med Teatret Masken til deres forestilling Tove.

Tove er anderledes. Hun vil ikke bare sidde og lege med dukken. Hun vil hellere læse, lege med ord og skrive digte med ordene. Moderen har mere travlt med arbejde, og hun forstår ikke Toves glæde ved bogstaverne, ordene og bøgerne. Moderen ønsker bare, at Tove ”ville være som de andre børn” og ikke gå med næsen i en bog. Bøger, som Tove finder nede i genbrugsrummet, og som hun taler om med den nye nabo Fru Engel, som forstår Toves drømme og tanker.

Der er her også blevet plads til den mere dystre side, når mørket ikke kun er nede i gården, men også inden i Toves hoved i form af ”Mørkestemmen”. Den kommer særligt frem om natten, og den er mest enig med moderen, og Tove kan ikke få den til at forsvinde. Med tiden forstår både moderen og Mørkestemmen dog Tove mere og mere, og hun leger mere og mere med ordene.

Forestillingen varer kun godt tre kvarter, hvilket formentlig er en passende længde til kernepublikummet: Børnene. Men handlingen bliver aldrig forceret, og ikke mindst er der plads til, at en dyb, indre ro og refleksion kan indfinde sig. Samtidig taler forestillingen direkte til børnene. Børnene (og deres voksne i øvrigt!) er tryllebundne af handlingen. Abelone Koppel har skrevet den fine fortælling, som Lene Skytt Pustelnik vellykket omsætter til scenen.

Josefine Glæsel er fængslende som Tove, og hun formår at balancere Toves drømme, nysgerrighed og glæde ved ordene på den ene side og hendes mørke stemmer på den anden side. Det hele sker med barndommens sårbarhed og naturlighed. Petrine Agger er først firkantet og træt som Toves mor, der ikke forstår sin datter, hvilket måske nok mest skyldes, at syarbejdet tager al hendes tid, så hun ikke har tid til Tove, men da hun endelig forstår hende, sker det med tilpas ømhed og nænsomhed.

Udover at levere dele af lydsiden fysisk på scenen er Theresa Hedelund Jensen både ”Mørkestemmen” og Fru Engel. Førstnævnte præsenteres i form af Rolf Søborg Hansens uhyggelig og mørke dukke, som Jensen både smukt og skræmmende styrer.

Allan Frausing står for den enkle, men letomskiftelige scenografi, der består af flytbare skydevægge af træ, der går fra gulv til loft. På den måde kan scenen enkelt og effektivt skifte efter behov, og sammen med Jim Falks elegante lyssætning er de perfekte rammer for Toves forskelligrettede fortælling til stede. Læg hertil en lige så elegant lydside af Rasmus C. Månsson, og Theresa Hedelund Jensens fine ”Længsel mod sommeren”.

Forestillingen tager naturligt udgangspunkt i Tove Ditlevsens liv og hendes egne ord. Men den er samtidig også så meget mere, når den præsenterer os for en række universelle temaer om blandt andet ensomhed, om at tro på sig, om at turde drømme, og om at se frygten i øjnene.

Tove er blevet en smuk, poetisk og eftertænksom lille forestilling, der har noget på hjerte. Den taler til både børn og (deres) voksne, og begge parter får med garanti noget hjem i bagagen, så de har noget at tale om, når de kommer hjem. De voksne indser forhåbentligt, at fantasien godt må frie rammer, og børnene indser, at man skal turde holde i ens drømme, men at de måske også skal serveres på den rigtige måde for at gå i opfyldelse. Dét er sådan her, at godt børne- og familieteater skal serveres!

Teatret Zeppelin og Teatret Masken

Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15, 1665 København V

Spilleperiode: 20. januar-21. februar 2024

Set den 12. februar 2024

Fotos: Ingrid Riis

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Petrine Agger, Theresa Hedelund Jensen, Josefine Glæsel

Manuskript: Abelone Koppel

Sange og digte: Tove Ditlevsen (Forlag: Gyldendal)

Instruktør: Lene Skytt Pustelnik

Dramaturg: Anne Nymark og Mie Brandt

Scenografi: Allan Frausing

Dukkemager og -konsulent: Rolf Søborg Hansen

Produktions- og byggeleder: Per Aagaard

Lyddesigner og komponist: Rasmus C. Månsson (Komponist på ”Længsel mod sommeren”: Theresa Hedelund Jensen)

Lysdesigner: Jim Falk

Videodesigner: Jim Falk og Martin Hansen

Varighed: Ca. 45 minutter uden pause

Fra 5 år

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *