Anmeldelse: Trediveårskrigen, Huset (Teater VíGDìS)

Af Julie Meilstrup, gæsteanmelder

 

’Trediveårskrigen’ henvender sig især til kvinder omkring de tredive, men jeg vil mene, at alle kvinder uanset alder kan nikke genkendende til de situationer, der bliver belyst igennem forestillingen. Vi bliver præsenteret for et meget ærligt billede af den moderne kvinde, de tanker som kvinder gør sig omkring sig selv, og de normer vi prøver at leve op til.

 

Forestillingen foregår over et døgn, begyndende med en morgen og sluttende efter en våd trediveårs fødselsdag for de to kvindelige hovedpersoner. Scenen er mørk, og den er i begyndelsen kun oplyst af et portræt af Frida Kahlo på bagvæggen. Et portræt, som jeg synes er med til at give os et billede af en kvinde, der tør at stå ved sig selv. Det kunne i hvert fald være et godt forbillede for den kvindekarakter, som vi bliver introduceret for i løbet af forestillingen. Vi bliver i starten ført tilbage til en stumfilm, som både bliver synliggjort i form af musik, og kvindernes lydløse spil, alt imens deres tanker og dialoger bliver vist som tekst på bagvæggen. Både portrættet og stumfilmen er med til at tage os tilbage i tiden, og det giver god mening, da forestillingen drager paralleller til det moderne samfund og hvad det gør ved kvindens selvopfattelse.

 

Titlen ’Trediveårskrigen’ fører vores tanker tilbage til en religionskrig. I denne forestilling er der måske mere fokus på en trediveårskrise, men også en krig med samfundets opfattelse af kvinderollen.

 

Allerede i starten af forestillingen sad jeg som kvindeligt publikum og følte mig meget gennemskuet, da jeg tydeligt kan se mig selv i alle de situationer, som bliver fortalt undervejs. Lige fra alle de hverdagsdrømmerier vi foretager os om drømmefyren, som vi tilfældigvis lige støder på i Silvan, til frygten for hvem der mon kigger en over skulderen i supermarkedet, når man både propper chips og cola ned i indkøbskurven.

 

 

Kvinderne, Anne og Tanne, vågner op i hver deres side af scenen, ved siden af en fyr, som tilsyneladende har tilbragt natten hos dem. ”Fuck” bliver der skrevet på bagvæggen, og vi kan hurtigt aflæse reaktionen hos kvinderne. Vi bliver meget hurtigt revet med, i deres måde på hurtigt at komme ud af sengen og få tøj på, og derefter få smidt fyren ud, som ovenikøbet både har kone og børn. Dialogen imellem dem kan vi følge med i på bagvæggen. Denne sekvens leder op til en masse grin hos publikum, da vi tydeligt kan aflæse kvindernes reaktioner undervejs.

 

Forestillingen tager os med videre til selve fødselsdagsfesten. Også her får vi lov til at opleve det fra Anne og Tannes synspunkt, og vi kan grine med, når det meste af dialogen mellem venner og familie foregår i form af teksten ”bla bla bla” på bagvæggen. Vi kan hurtigt genkende os selv, når vi i visse sammenhænge sætter en facade op, og når vi glemmer at være nærværende og lytte til, hvad det egentlig er, der bliver sagt omkring os. Oftest fordi det måske ikke lige siger os så meget, når veninderne igen skal fortælle om deres fødsel og deres lille nyfødte baby.

 

Kvinderne spilles af Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose og Sanne Boeskov Christensen, og begge skuespillere er enormt dygtige til at time deres spil og reaktioner, ud fra den tekst som publikum får vist på bagvæggen. Derudover er jeg imponeret over deres ærlige, og derfor også ofte komiske, billede af den 30 årige kvinde. Det gør, at vi er 100% med dem, da vi med tydelighed kan genkende os selv. Vi forstår deres fortællinger til fulde, og de lange tankespind og overvejelser de gør sig rammer virkelig plet. Tankespindene går f.eks. på, hvorfor vores date vælger at brænde os af. Måske er hans telefon løbet tør for strøm, eller også kunne han være i stor sorg over et nært familiemedlems død. Der bliver overvejet om man alligevel skulle gå tilbage til ekskæresten, selvom han bl.a. havde lidt svært ved at ramme vasketøjskurven, og lidt for ofte drak øl med vennerne.

 

Hen imod slutningen af forestillingen, bliver det også tydeligt for os, at de to kvinder ikke står ved sig selv. Her bliver der lagt fokus på, hvorvidt man bør tage sine venner op til en revurdering, og finde ud af hvilke venner, der gør noget godt for en og ens liv. Det er tragikomisk at se dem blive mere og mere fulde, mens de febrilsk forsøger at holde på gæsterne ved at spille ’Flaskehalsen peger på’.

 

 

Forestillingen bliver rundet af med et meget fint billede på, hvordan vi til tider kan føle, at vi går rundt med en maske eller en falsk hud på, ude af stand til selv at tage den af. ”Jeg håber ikke at folk får øje på det. Så bliver jeg jo gennemskuet”. Nogle af de tanker, der især bliver sat i gang hos mig under forestillingen, er hvor ofte vi konkurrerer med hinanden, om hvem der har mest tjek på livet. Det er tankevækkende, hvor ødelæggende det kan være for os at sammenligne os selv med andre og kun bruge sammenligningerne selvkritisk.

 

Forestillingen er meget forfriskende, da den er propfyldt med humoristiske situationer fra dagligdagen, og man går derfor derfra med et bredt smil på læberne og minder fra de situationer, som man selv har stået i. Da forestillingen kun varer 45 minutter, vil jeg varmt anbefale, at man får den skubbet ind i sine planer i løbet af de næste dage.

 

 

 

’Trediveårskrigen’ er en forestilling af teatergruppen Teater VíGDìS

Huset, Rådhusstræde 13, 1466 København K

 

Spiller indtil d. 17. oktober 2015

 

Set d. 14. oktober 2015

Fotos: Teater VíGDìS

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

http://huset-kbh.dk/event/trediveaarskrigen/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instragram:

@ungt_teaterblod