Anmeldelse: Truckervask til ældrebyrden, Folketeatret
Af Christian Skovgaard Hansen
Livet går sin gang, og vi bliver alle ældre. Trioen bestående af dramatiker Henrik Szklany, instruktør Martin Nyborg og scenograf Laura Rasmussen, der blandt andet stod bag den succesfulde Anita-trilogi på Aalborg Teater, er nu rykket til København. Hvilken alderdom ønsker vi? Hvilken skæbne får vi i slutningen af livet? Dét undersøger trioen i deres seneste socialrealistiske forestilling, Truckervask til ældrebyrden.
Bag den lidet flatterende titel gemmer sig en rå, ærlig og humoristisk fremstilling af livet på et underbemandet plejehjem. Det ligger et ubestemmeligt sted i Danmark, men i princippet kunne vi være næsten hvor som helst i landet. Alene titlen afslører, at ikke alt er lutter lagkage, når der nu kun er tid og råd til en ”truckervask”, og når der bruges den mindre pæne betegnelse ”ældrebyrden” om pensionisterne. Problemerne og arbejdspresset vokser, og omsorgen bliver stille og roligt mere og mere til omsorgssvigt.
Nicky er arbejdsløs mekanikerassistent, og han bliver modvilligt nødt til at tage et job som ufaglært på plejehjemmet Solsiden. Her kastes han ud i en verden, som er meget langt fra det, som han kender, og han bliver kastet ud i at dække hullerne i vagtplanen uden forudgående forudsætninger. Blandt både beboere og ansatte møder han et blandet persongalleri, hvor desperation og fortvivlelse stille og roligt kryber frem.
Plejerne Saba og Melissa har hver deres personlige udfordringer, men de render stærkt for at pleje beboerne, mens plejehjemslederen Marianne prøver at holde sammen på både personale, økonomi og ikke mindst værdigheden, inden det hele braser sammen. Vi oplever, at det måske ikke skyldes manglen på penge, men nok nærmere manglen på respekt og viden fra politikerne. Beboerne Edith og ægteparret Ketty og Uffe passes og plejes – sådan da – men først da Herta som den nye beboer kommer til, sker der noget.
Hele skuespillerholdet yder fantastiske præstationer, og de leverer troværdige portrætter, som aldrig bliver karikerede eller platte. Marcus Gad Johansens yder en fremragende præstation som Nicki, der udvikler sig fra den umodne knægt, der tror, at alt er en leg, og til den modne og næstekærlige plejer og menneskekender.
Amira Jasmina Jensen og Jela Natius Abildgaard fremstiller overbevisende de pressede plejere, der trods deres egne problemer formår at navigere næsten sikkert i det problemfyldte plejemiljø. Petrine Agger er god som den konfliktsky og på overfladen usympatiske plejehjemsleder Marianne, som man først føler afsky for, når hun kommer med den ene floskel efter den anden, og som rigtig leder ikke selv yder noget, men efterhånden som handlingen skrider frem oplever, hvorfor hun også må bukke under.
Sarah Bobergs Edith er spraglet og livsfuld, men selv komikken indhenter hende, når hendes liv nærmer sig slutningen. Lene Poulsens dementramte Ketty og Joen Højerslev som hendes mand prøver at finde faste holdepunkter i livet, alt imens deres alderdom og sygdomme giver sig udtryk i noget forskellige handlemønstre. Benedikte Hansens Herta er viljestærk og værdig, og hun ved, hvad hun vil, når hun prøver at få det bedste ud af opholdet på plejehjemmet. Hun spiller på hele følelsesregistret, og man forstår hendes udfarenhed og ønske om bedre pleje.
Henrik Szklanys tekst er – som vanligt – bidende skarp, og alle virkelighedens bagsider udstilles. Teksten balancerer fornemt på knivsæggen mellem det absurde og det humoristiske på den ene side, og det skræmmende og foragtelige menneskesyn på den anden side. At der kan være et andet liv, oplever vi gennem flashbacks til beboernes tidligere mere livlige og glade dage.
Helt så skarp er Martin Nyborgs instruktion ikke denne premiereaften, hvor særligt første akt måske bliver lidt vel farceagtigt i sit udtryk, men man fornemmer heldigvis, at det alvorlige er til stede, så mon ikke balancen findes, når forestillingen har spillet sig (hjerte)varm.
Laura Rasmussens enkle og lettere sterile scenografi udstiller plejehjemmets værelser og fællesområder. I første akt er det både problemerne og dobbeltmoralen, der driver ned ad væggene, mens det i andet akt – uden at afsløre for meget – er noget mere ulækkert, men meget sigende og håndgribeligt, der driver ned ad væggene. Lige så steril, som scenografien starter, lige så steril er plejen.
Truckervask til ældrebyrden er måske nok et lettere karikeret billede på, hvordan ældreplejen har det i Danmark anno 2026. Men som vi også fornemmer, så er der desværre også noget – eller lettere formentlig meget – sandhed og socialrealisme i Szklanys portræt af tidens pleje. Der er ingen tvivl om, at forestillingen taler til både ”ældrebyrden”, men bestemt også til os yngre mennesker, der kan nå at ændre det syn, som vi har ældreplejen i fremtiden.
Udover os almindelige publikummer bør enhver plejehjemsleder, plejer og ikke mindst politiker se forestillingen, så de kan tage stilling til, hvilken form for ældrepleje vi egentlig ønsker os. Og så kan vi alle overveje, hvilken skæbne der venter os – og ikke mindst hvilken skæbne, som vi ønsker os.
Folketeatret, Store Scene, Nørregade 39, 1165 København K
Spilleperiode: 18. april-17. maj 2026
Forestillingen spiller endvidere på turné rundt i landet i efteråret 2026
Set den 18. april 2026
Fotos: Büro Jantzen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/forestillinger-events/truckervask-til-aeldrebyrden
Medvirkende: Marcus Gad Johansen, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Petrine Agger, Amira Jasmina Jensen, Joen Højerslev, Lene Poulsen og Jela Natius Abildgaard
Manuskript: Henrik Szklany
Instruktion: Martin Nyborg
Scenografi: Laura Rasmussen
Lysdesign: Lars Schou
Lyddesign: Rasmus O. Bunton
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod