Anmeldelse: Vand til blomster, Teater Nordkraft
Af Tanja Bech Hansen
Der dufter af regn og forsoning i Vand til blomster, inspireret af Valérie Perrins roman af samme navn. Handlingen udspiller sig i et lille hjørne af Frankrig, hvor kirkegårdens vogter, Violette, spillet af Laura Kold, lever et stille og ensomt liv omgivet af de døde. Hun vander blomsterne, plejer gravene og lytter til de historier, de afdøde hvisker gennem stenene. Det er en verden i stilstand – indtil fortiden banker på døren, og livets farver langsomt begynder at vende tilbage.
Forestillingen springer elegant mellem fortid og nutid, og denne vekselvirkning bliver et bærende greb i iscenesættelsen. Publikum holdes opmærksomme og engagerede, mens lagene af Violettes liv gradvist afdækkes: tabet af datteren, kærligheden der bristede, og den sorg, der har forstenet hende i fortiden. Det er en fortælling om, hvor svært det kan være at give slip på sine ar – både de synlige og de usynlige. Hver gang scenen skifter, er det som at bladre i en dagbog, hvor fortiden bliver ved med at skrive sig ind i nutiden.
Scenografien af Simon Witzansky spiller en central rolle i denne oplevelse. Hele scenegulvet er malet i en blød, violet farve – en subtil, men virkningsfuld detalje. Farven bliver både et symbol på hovedpersonen Violette selv og på den dobbelthed, hun rummer: sorgen og styrken, døden og livskraften. Violet er hverken helt mørk eller helt lys – ligesom hendes sind, fanget mellem liv og død. Scenen forestiller kirkegården, hvor fire grave markerer de fire børnegrave, Violette hver dag besøger. Det er et sted præget af både ro og tyngde, men også af en stille skønhed, som får publikum til at trække vejret langsommere.
Instruktøren, Manda Jønsson, har valgt en scenisk opbygning, hvor publikum sidder på begge sider af scenen. Denne dobbelte placering giver fornemmelsen af at være vidner til noget intimt – næsten som om vi selv befinder os midt i kirkegårdens stille rum. På hvert sæde ligger et sæt tøj fra en afdød, og i nogle af tøjstykkerne er der gemt små beskeder med gamle citater. Det er en poetisk og tankevækkende detalje, som minder os om, at de døde stadig taler til os – hvis vi blot lytter længe nok.
Forestillingen kulminerer i en bevægende slutscene, hvor Violette endelig åbner sig for livet igen. Mødet med politikommissæren, og den spirende kærlighed mellem dem, fungerer som en forløsning – ikke blot romantisk, men eksistentielt. Da regnen begynder at falde, og Violette står midt i den, bliver symbolikken næsten håndgribelig: Hun, der i årevis har vandet andres blomster, bliver nu selv vandet. Som en blomst, der endelig får lov at folde sig ud igen. Det er et smukt billede på livets cyklus og på håbets stille tilbagevenden. Samtidig bliver forestillingen et symbol på forudsigelig og omskiftelighed, tragedie og kaos – og alt midt imellem
De tre skuespillere, Thomas Nielsen, Laura Kold og Troels Kortegaard Ullerup, fortjener en særlig ros for både deres egne præstationer hver især, men særligt for deres stærke samspil. Der var en fin fornemmelse af nærvær og tillid imellem dem, som gjorde, at hver replik flød naturligt og ægte. Man fornemmede en dyb forståelse for hinandens rytmer – som om de åndede i takt. De bar fortællingen med både varme og sårbarhed, og det gjorde, at karaktererne aldrig blev til karikaturer, men mennesker af kød og blod.
Deres evne til at interagere med publikum var et højdepunkt i sig selv. Da hovedpersonen vendte sig mod salen og talte direkte til en kvinde på forreste række – som om hun var hendes bedste veninde – opstod et øjeblik af ren teatermagi. Grænsen mellem scene og sal forsvandt, og man følte sig inviteret helt ind i historiens hjerte.
Publikumsinddragelsen blev som et ekstra lag af poesi, et åndedrag af virkelighed midt i fiktionen. Den mindede os om, at teater ikke kun er noget, man ser på – det er noget, man mærker, deltager i, og lever med. Det var netop denne fine balance mellem skuespillets virkelighed og publikums verden, der gjorde Vand til blomster til en oplevelse, man bar med sig længe efter tæppet faldt.
Vand til blomster er en poetisk og sanselig teateroplevelse, der formår at give sorgen en stemme uden at miste håbet af syne. Gennem sin enkle, men betydningsmættede scenografi og sin fragmenterede fortælleform formidler stykket både smerten og skønheden i det at være menneske. Det er en forestilling, der bliver hængende – som duften af våde blomster efter regn.
Teater Nordkraft, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 11. oktober-29. november 2025
Set den 14. oktober 2025
Fotos: Martin Høyer Poulsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Thomas Nielsen, Laura Kold og Troels Kortegaard Ullerup
Dramatiker: Valérie Perrin
Bearbejdelse: Minna Johannesson
Iscenesætter: Manda Jønsson
Scenograf: Simon Witzansky
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod