Anmeldelse: Vanya and Sonia and Masha and Spike, House of international Theatre (HIT) (Down The Rabbit Hole Theatre og Københavns Film og Teaterskole)

Af Jonathan Stahlschmidt

 

Det er kraftedeme koldt her i slutningen af februar. Nogle gange har man bare lyst til at krybe op i sofaen i en varm dagligstue med en god øl og se en komedie i dæmpet belysning. Og netop dette er der rig mulighed for at gøre hvis man klatrer op på fjerde sal i Huset-KBH’s hovedbygning. I House of International Theatre – eller HIT – er der endda sat sofaer og lænestole frem på forreste række. Så her sidder jeg i direkte forlængelse af scenegulvet og betragter scenografien. Bunker af stole, borde, sekretærer, kunstværker, står stablet meterhøjt. Midt på scenen står et lille bord og to stole. En mand kommer ind med sin avis og morgenkaffe. Og så er vi i gang.

Dette Tony-vindende stykke blev skrevet i 2012 som en slags komedie-pendant til Anton Chekhovs familiedramaer fra slutningen af 1800-tallet. De tre hovedkarakterer, en bror, en søster og en adopteret søster, blev af deres lærde forældre alle opkaldt efter karakterer fra Chekhovs værker. Der drages paralleller til både Chekhovs værker og græske tragedier. Både indirekte i form af dramaets udvikling og rollernes skæbner, og også med konstant namedropping. Husholdersken Cassandra er en direkte karikatur på sandsigeren af samme navn fra den græske myte – forbandet til at kunne spå om fremtiden, uden at nogen tager hendes ord for gode varer. Stykket opføres med det originale manuskript – og altså derfor også på engelsk.

VANYA_AND_SONIA_MASHA_SPIKE_201407

I det lille hjem i Pennsylvania bor Vanya og Sonya, og har længe været bare de to. De står tilbage med arven fra deres afdøde forældre. Både deres navne, der varsler om en dertilhørende tragisk skæbne og ejendommen, huset der ganske vist bliver betalt for af den tredje i søskendeflokken – Masha.

Masha har længe haft en succesfuld karriere som skuespiller, og vender kun hjem en enkelt gang i mellem for at se til huset og de to søskende. Vanya og Sonya ser sig selv i kontrast til Masha – og de erkender, at de har spildt deres liv – de har faktisk aldrig levet. Og da Masha kigger forbi med sit meget unge nyerhvervede påhæng Spike, banker konflikterne selvsagt på døren.

I en evig søgen på opmærksomhed og retten til selvmedlidenhed må de tre søskende kæmpe med sig selv og hinanden. Og når både den voodoo-dyrkende husholderske, naboernes ambitiøse niece og Mashas tungnemme boy-toy på mere eller mindre bogstavelig facon tager spotlightet, bliver det en krig på selvlegitimisering.

VANYA_AND_SONIA_MASHA_SPIKE_203225-2

I denne slags komedier er og bør der aldrig være én vinder af opmærksomheds-pokalen. Og selvom udlægget imellem Vanya og Sonya er rapt, ærligt og smagfuldt absurd – næsten som at se Beckett – bliver der for mange gange lagt for hårdt op til serven, og bolden lander uden for banen. Man savner en velkoreograferet timing der ikke kun er indeholdt i skuespillernes monologer. Det er ikke til at se, om der er blevet forsøgt på dette fra instruktionens side; man ønsker i hvert fald, at de rappe replikskift og gode spillerytmer var blevet prioriteret højere.

Her er jeg splittet – de to sekvenser i forestillingen jeg var mest betaget af og rørt over, er begge monologer. Monologer der desværre virker malplacerede i stykkets handling og i forhold til moralen om kærlighed kontra opmærksomhed jeg ellers var sikker på skulle være den røde tråd. Så hvor kærkomment det end var med en rørende romantisk telefonsamtale med en karakter, vi aldrig møder, og en ilter opsang til den unge generation, virker begge dele som sidespor – karaktererne får en letkøbt katarsis, men det får os ikke tættere på en helstøbt historie.

VANYA_AND_SONIA_MASHA_SPIKE_214413

Med tunge sceneskift, for mange blackouts og intet videre inspireret fra lydsiden, står skuespillet tilbage i sin meget rå form som sidste bastion. Og det bliver desværre et bærende element, der vakler i tide og utide. De interpersonelle relationer er stærke og tydelige det ene sted, men tynder ud i den anden ende. Persongalleriet mister en del af sin troværdighed, og det er synd, for man kan se, at der er lagt hårdt arbejde i karakterarbejdet.

Jeg så mig nødsaget til at researche på, om stykkets slutning var blevet kortet ned eller ændret, og jeg måtte overrasket opdage at det er vist som Durang selv skrev det – en lavine af klichéer der hurtigt ruller ned ad bakken mod en afrunding der sidder en lidt galt i halsen og smager for sukkersødt. Noget stykket måske kunne have sluppet af sted med, havde det opretholdt den kække kompromisløse Beckett’ske stemning og timing.

Ikke helt imponeret og dog ikke afskrækket, takker jeg dog for en komfortabel siddeplads og en god atmosfære, og jeg vil glæde mig til at se et andet stykke en anden gang på HIT.

 

Down The Rabbit Hole Theatre og Københavns Film og Teaterskole
House of international Theatre (HIT), Rådhusstræde 13, 1466 Kbh. K

Spilleperiode: 21. februar-4. marts 2018

Set den 27. februar 2018

Foto: Filip Orestes

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.houseofinternationaltheatre.dk/vanya-and-sonia-and-masha-and-spike-february-21-march-4/

Medvirkende: David Barrett, Vanessa Poole, Dina Rosenmeier, Joshua Kenndal Shafir, Seren Oroszvary og Theresa Mangara

Dramatiker: Christopher Durang

Iscenesætter:Jeremy Thomas-Poulsen

Scenograf: Diana Meda

Varighed: 2 timer inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Den magiske maske, Eventyrteatret

Af Julie Vad B. Madsen   Eventyrteateret leverer igen, når de denne gang tager ...

Anmeldelse: Svejk, Nørrebro Teater

Af Julius Gotthardt Møller   Svejk er den umådeligt underholdende historie om en tjekkisk ...

Anmeldelse: Hübberiet 2, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier For anden gang i år lukker balletmester Nikolaj Hübbe det danske ...

Anmeldelse: Frostbrødre, Teatret Zeppelin

Af Daniel Lassen ”Er det på nogen måde muligt at gøre de gamle, nordiske ...