Anmeldelse: Verdensballetten 2021, Sølyst (Verdensballetten)

Anmeldelse: Verdensballetten 2021, Sølyst (Verdensballetten)

Af Ida Spedtsberg

Efter lang ventetid er Verdensballetten nu endelig tilbage, og de skyder den højtelskede Danmarksturné i gang med en flot premiere på Sølyst i Klampenborg. En smuk, lun sommeraften i de smukke omgivelser satte scenen for aftenens godt 2 timer lange program med både ballet, sang og klassisk musik.

Verdensballetten er kendt for at præsentere nogen af de største talenter fra ballettens internationale scene i en bouillonterning af kunst. En opgave nemmere sagt end gjort i denne Coronatid. Og det var derfor ikke helt uden ændringer, at castet gik på scenen denne aften. Som planlagt fik vi fornemt besøg fra The Royal Ballet of London og fra vores helt eget Kongelige Teater. Med ombord skulle vi også have haft stjerner fra Mariinskij Balletten – men ak! Rusland gik i rød på Udenrigsministeriets hjemmeside, og planen blev spoleret. Heldigvis stod danske stjerner klar i kulissen og sprang ind i sidste øjeblik. Således blev det alligevel en vellykket aften.

Udover danserne bestod aftenens kunstnere af den anerkendte musikduo Niklas Walentin og Alexander McKenzie, som efterhånden er fast interiør i Verdensballetten, samt sopran Clara Thomsen og tenor Jens-Christian Wandt, der, foruden sin optræden også, er konferencier, daglig leder og primusmotor bag Verdensballetten.

Trods aftenens danske islæt blandt danserne var aftenens program alsidigt og internationalt – og således levede aftenen fint op til titlen; Verdensballetten. For vi blev da som publikum introduceret til alt fra danske Bournonville og russike Petipa til moderne værker af engelske Christopher Wheeldon og danske Kim Brandstrup. Alle flot bundet samme af Jens-Christian Wandt elegante introduktioner og med pianisten Alexander McKenzie, som galant og sikkert førte os igennem aftenens værker.

I første halvdel af forestillingen bliver vi præsenteret for den altid festlige pas de deux fra ”Blomsterfesten i Genzano” af vores egen August Bournonville. En hurtig, liflig sag med masser af spring og sommerromantik denne aften danset af danske Ida Praetorius fra Den Kongelige Ballet og portugisiske Marcelino Sambé fra The Royal Ballet of London, der begge har gjort kometkarriere på hver deres teater. Ida brillerer med sin ynde og præcision, Marcelino med sin udstråling og sine høje, luftfyldte spring. En god måde at starte aftenen på. Kort efter fulgte værket ”Hvor landet ender” – en solo af Tobias Praetorius danset af ham selv. Flot og stilren, om end ikke min favorit blandt aftenens værker.

Det er nemlig svært at leve op til noget så smukt som pas de deux’en fra ”After the rain” koreograferet af den anerkendte koreograf Christopher Wheeldon til Arvo Pärts sælsomme toner ”Spiegel im Spiegel”. Værket blev danset af engelske Lauren Cuthbertson og italienske Federico Bonelli – begge fra The Royal Ballet of London. Med langsomme, flydende bevægelser tryllefangede danserne os med deres lethed og inderlighed. Værket havde ikke nogen sådan handling, men illustrerede på bedste vis, hvordan ballet også kan formes på abstrakt vis og samtidig give store gaver til publikum. For mig var det aftenens højdepunkt!

Første akt afsluttedes med charme og højt humør af Marcelino Sambé, der nonchalant blærede sig med det ene vanvittige trin efter det andet til tonerne ”I got rhythm”, sunget af Jens-Christian. Alt imens han lavede sjov og fik det til at se ud som om, han bare hang ud blandt venner. En dejlig måde at gå til pause på.

Efter pausen blev vi mødt af de helt store klassikere. Her så vi blandt andet ”Nøddeknækker”-pas de deux’en med Sukkerfeen og Kavaleren, danset med høj tekniske snilde af Lauren Cuthbertson og Federico Bonelli. Og så blev vi også præsenteret for aftenens overraskelse, nemlig Astrid Elbo og Alban Lendorf, der hastigt var trådt til for at danse ”Hvid svane pas de deux” fra ”Svanesøen”. En udskiftning som Verdensballetten sagtens kan være tilfreds med, og som danserne leverede med sikkerhed og virtuositet trods det korte varsel.

Det var også på denne del af aftenen, vi fik det nye værk ”Awakening”, koreograferet af Kim Brandstrup til søskendeparret Ida og Tobias Praetorius, at se. Stykket var bestilt af Verdensballetten selv og omhandlede den Covid-19-verden, vi alle længe har været en del af så længe. Et rørende, rammende stykke, som understregede ensomheden og håbløsheden, vi har følt og kæmpet med. Meget fint og passende for denne aften.

Men det er jo ikke kun dansen, der betyder noget i Verdensballetten. Aftenens musikalske program var lige så vigtigt og bød på både musik for klaver og violin, duet og arier. Den yndefulde sopran Clara Thomsen sang med stor overbevisning og indlevelse blandt andet klassikerne ”Quando m’en vo” fra operaen ”La Bohème” og ”Depuis le jour” fra ”Louise”. Vi fik desuden fornøjelsen af duetten ”Sommerens ø” mellem hende og Jens-Christian Wandt samt Jens-Christians ekstravagante ekspertise i den velkendte ”Largo al Factoum” fra ”Barberen i Sevilla”. 

På toppen var også verdensklassemusikerne Niklas Walentin, violin, og Alexander McKenzie, klaver. Sammen var de aftenens uundværlige indslag. Man kunne kalde dem Verdensballettens salt og peber. Virkelig gode hver for sig – helt uovervindelige sammen! Deres udstråling og kemi smittede af på både de andre performere og publikum, og de skal i den grad ses som et scoop for Verdensballetten.

Gid denne vidunderlige sommeraften varede ved! Den var et tiltrængt afbræk fra hverdag, kviktest og sommerferieplaner og så endda med kunst på verdensplan. Og mens tonerne af den skønne musik tog os væk, og danserne hvirvlede som fnug i vinden, kunne man give slip og bare nyde.

Verdensballetten

Denne aften: Sølyst, Emiliekildevej 2, 2930 Klampenborg 

Spilleperiode: På turne i Danmark og Tyskland fra 14. juli-3. august 2021

Set den 14. juli 2021

Fotos: Esben Zøllner Olesen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende:

Konferencier og tenor: Jens-Christian Wandt

Sopran: Clara Thomsen

Dansere: Lauren Cuthbertson, Federico Bonelli, Marcelino Sambé, Ida Praetorius, Tobias Praetorius, Astrid Elbo og Alban Lendorf (denne aften)

Klaver: Alexander McKenzie

Violin: Niklas Walentin

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *