Anmeldelse: Werther, Det Kongelige Teater (Den Jyske Opera)

By: Kristina McClelland Jacobsen
On: 6. marts 2024

Af Kristina McClelland Jacobsen

Forestillingen er allerede startet inden man når at sætte sig. På scenen er Sophie i gang med at lave en haul-video, hvor hun filmer sig selv vise sit tøj, hun har købt, mens Albert går glad rundt og driller hende. Pludselig lyder dramatisk musik, som ellers står i kontrast til Sophie, der glad snakker i telefon på scenen. Hun ved slet ikke, hvad hun har i vente. Sådan begynder Den Jyske Operas take på operaen Werther af Massenet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Charlotte har lovet sin afdøde mor at ægte sig med Albert, men dette løfte bliver svært at holde, da Charlotte møder den poetiske mand Werther. Hun holder dog fast i at gifte sig med Albert. I stedet vil Charlottes lillesøster, Sophie, tage til bal med Werther. I denne opsætning blev Sophie portrætteret som en ung teenager, der næsten virker forelsket i Werther. Han er dog meget forelsket i Charlotte, hvilket bliver opdaget af Albert. I skjul sender Werther poetiske og kærlige breve til Charlotte og det går op for hende, at hun har giftet sig forkert. Men Charlotte holder sit ægteskabsløfte, hvilket resulterer i, at Werther ikke ser andre udveje end at tage Alberts pistol i brug.

Den borgerlige mand, Albert, blev spillet af Anton Eriksson på fin vis med hans nærværende præstation på scenen. Tenoren Angelos Samartzis præstation i forestillingen var også fin i rollen Werther, men det levede måske ikke helt op til Massenets storslåede musik. Der manglede både vildskaben, lidenskaben og kærligheden, som karakteren Werther ellers synger om. Marie Seidlers mørke klang passede godt til rollen Charlotte, som storesøsteren i et kærlighedsdilemma, da det afspejlede karakterens modenhed. I rollen som Sophie var Eva Zalenga, der med sit skuespil formåede at bringe ungdommen til karakteren. Hendes fine stemme gav mig næsten associationer til en naiv prinsesse, hvilket passede godt til hendes rolle. Derudover var hendes mimik dragende.

Copenhagen Phil spillede fantastisk under ledelse af Christopher Lichtenstein. De var klart musikkens centrum med deres professionalisme og store musikalitet. Til tider manglede der kontakt mellem sangerne og dirigenten, hvilket var ærgerligt for oplevelsen.

At forestillingen startede in medias res fungerede godt, da det altid er sjovt som publikum at træde ind i et andet univers. Operaen blev instrueret af Philipp Kochheim, som fortæller, at ”intet filter er nødvendigt” i Werther. På denne måde blev intentionen med forestillingen en form for #nofilter, hvor man som publikum vil kunne spejle sig i fortællingen om kærlighedens svære sider. Dette fungerede i nogen grad, da de fleste kender til et rigtigt kærlighedsdrama. Kochheim inddragede et nyt aspekt i Massenets kærlighedsdrama, som var at lillesøsteren Sophie viste sig at være forelsket i Werther. Det førte til et endnu større drama, men det var også en smule forvirrende. Werther blev fremstillet lidt pervers, som en mand der ikke kunne forstå et nej for nej, hvilket kan synes lidt problematik. Det gjorde at publikum næsten vendte ryggen til ham, i stedet for at føle sympati med ham.

Pausen var ikke blot en pause, men der kom en overraskelse på scenen i form af et festligt indslag. Dette var meget kontrastfuldt i forhold til forestillingen, måske for at bløde stemningen lidt op. Det efterlod mig dog med forvirring i stedet. Jeg synes det var ærgerligt, at man ikke kunne blive i den dramatiske stemning, som der eller var bygget op i første og anden akt.

Generelt virkede opsætningen af operaen lidt som et forsøg på at gøre noget hip for de unge, men det faldt lidt til jorden. Den ellers seriøse og alvorlige opera kunne derfor til tider næsten virke som en komedie.

Scenografien, lavet af Barbara Bloch, var i kolde, blågrå farver og indrettet som et hjem med en sofa, et skrivebord og senere en seng. Indretningen af hjemmet lignede et helt almindeligt dansk hjem, hvorfor man lettere ville kunne spejle sig i forestillingen. Eftersom scenografien var i kolde farver, så kunne sangernes kostumer træde frem, som også var lavet af Barbara Bloch. Man kan dog tænke over, om det farverige tøj passer til Massenets lidenskabelige fortælling.

Lysdesignet af Anders Poll var meget betydningsfuldt for forestillingen, da den både afgjorde timerne på dagen, altså hvorvidt det var nat eller dag, men lyset satte også i høj grad stemningen. Lysdesignet gjorde forestillingen sammenhængende.

Forestillingen rummede både det forventelige, men også mange uventede og kontrastfulde øjeblikke. Man går fra operaen med mange spørgsmål til eftertanke. Operaen Werther er tidløs og et kærlighedsdrama, som man altid vil kunne relatere til og spejle sig i. Du kan stadig nå at fange Den Jyske Operas opsætning af Werther rundt omkring i landet. Ellers kan jeg anbefale at kigge på Den Jyske Operas næste sæsonprogram, da den byder på endnu flere spændende operaer.

(Operaen kan indeholde voldsomme scener. Husk, hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 eller https://www.livslinien.dk/.)

Gæstespil af Den Jyske Opera.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode/Turné: 1. februar-11. marts 2024

Set den 4. marts 2024

Foto: Anders Bach

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://jyske-opera.dk/werther

Medvirkende: Angelos Samartzis, Merie Seidler, Eva Zalenga og Anton Eriksson (denne aften – forskellige hold)

Musikalsk ledelse og dirigent: Christopher Lichtenstein (denne aften)

Instruktør: Philipp Kochheim

Scenograf og kostumedesigner: Barbara Bloch

Lysdesigner: Anders Poll