Anmeldelse: Work Bitch, Sort/Hvid (Sort/Hvid og AKT1)
Af Xenia Winther
Work Bitch er en forestilling, der handler om at bryde fri fra og gøre oprør mod en ukendt fjende. Forestillingen er inspireret af Britney Spears’ frigørelse af formynderskab. En sag, som mange i store dele af verden har fulgt med stor interesse – især Britney-fans.
Forestillingen starter med, at skuespillerne Nanna Cecilie Bang, Laura Skjoldborg, Hamun Maghsodlo og Joachim Kubel fortæller kort, godt og excentrisk om Britney og sagen om hendes frihed, som var de hendes største fans. De excentriske fans forsvandt dog hurtigt, og lige så hurtigt kom det til at handle om dem selv, og om at de også føler, at de har brug for at bryde fri – men fra hvad ved de ikke.
Det bliver til en undersøgelse af, hvad det er, de vil bryde fri fra, og hvilken fjende, der holder dem nede. Det er flere tekster –monologer, sange, musikalske og fysiske indslag, der er deres undersøgelse af dette. Indslagene er kaotisk, sjove og absurde. Jeg må dog indrømme, at jeg indimellem ikke kunne se kritikken af samfundet. Det kom mere til at handle om, at vi som publikum skulle have ondt af dem, fordi de ikke kunne sove, eller fordi de godt ved, at de er privilegerede, men har altså problemer alligevel. Af og til blev teksterne også for lange og for kaotiske for mig – jeg kom til at tænke på alle mulige andre ting, måske fordi jeg ikke altid forstod, hvad det handlede om.
Til tider undrede jeg mig også over, hvad Britney egentlig havde at gøre med denne forestilling. Britney brød ikke fri fra et greb af samfundet, det som vi alle kender, men fra et helt ægte og juridisk greb af hendes far og hans advokater. Britney kunne ikke ”bare” beslutte sig for at bryde fri, der skulle retssag til. Forestillingen blev indimellem brudt af, at en sagde ”Nu skal vi have en Britney-historie”, jeg håbede på, at de nu ville fortælle en rigtig historie fra Britneys liv, som ville give en sammenhæng mellem Britney og forestillingen – men nej. Det var historier, hvor de fortalte om 2. Verdenskrig og den franske revolution, som om Britney havde været helten i de historiske begivenheder. Jeg havde svært ved at se, om det var ironi, om det var en helt op rigtig sammenligning mellem Free Britney og de historiske begivenheder eller noget helt tredje. Måske er det mig, der ikke forstår Free Britney-sagen helt, men jeg forstod ikke denne sammenligning.
Det skal selvfølgelig også siges, at mange af de ting, der blev nævnt i forestillingen, kunne jeg godt genkende og relatere til – som når de for eksempel snakkede om skam. Men problemet med Ida Marie Hedes tekst er, at det aldrig gik op for mig, hvad det helt handlede op – den havde ingen retning eller fokus, og det endte i, at jeg indimellem slet ikke forstod, hvad jeg lyttede til – og slet ikke i forhold til forestillingens titel, så forestillingen på ca. 1 time og 45 minutter blev for lang.
Og jeg grinte flere gange – især på grund af alle skuespillernes fantastiske evne til at leve sig næsten for meget ind i, hvad de sagde. De havde alle god timing og godt sammenspil. Hvilket helt bestemt var noget jeg kunne nyde, når jeg ikke anede, hvad der egentlig foregik på scenen. F.eks skete det også, at jeg sad og brugte al min energi på at forstå, hvorfor de havde så mange agurker med på scenen. Det blev kastet med, og spist af og sømmet fast til væggen – symbolikken eller meningen er endnu ikke faldet på plads i mit hoved.
Jeg kom bestemt også til at tænke på, hvad jeg skal befri mig fra, fordi jeg (nok ligesom mange andre) sagtens kan relatere til at føle mig fanget og holdt nede af samfundet, og en idé om, hvordan man er et rigtigt menneske – men hvad forestillingen Work Bitch har med Britney Spears eller Free Britney at gøre, har jeg en smule svært ved at se.
Teater Sort/Hvid og AKT1
Teater Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V
Spilleperiode: 26. januar-12. februar 2022
Set den 26. januar 2022
Fotos: Martin Høyer Poulsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Nanna Cecilie Bang, Laura Skjoldborg, Hamun Maghsodlo og Joachim Kubel
Koncept: Niels Erling
Instruktion og koreografi: Niels Erling, Gunilla Lind
Tekst: Ida Marie Hede
Scenografi: Lise Marie Birch
Komposition: Rasmus Juncker
Lysdesigner: Jim Falk, Malte Hauge
Dramaturg: Anders Thrue Djurslev
Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod