Anmeldese: SubURBAN STORIES, SubURBAN DANSE FESTIVAL

Anmeldese: SubURBAN STORIES, SubURBAN DANSE FESTIVAL

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Mærk pulsen banke i takt med musikken når seks seje dansekompagnier går på scenen og giver den max gas indenfor urbandans.

Hen over de næste dage kører SubURBAN DANCE FESTIVAL af stablen rundt omkring i København og omegn. Her får du mulighed for at se, hvad der rører sig indenfor urban dans, når forskellige dansekompagnier og performere går på scenen.

Min ledsager og jeg var inde og se ‘SubURBAN STORIES’; et potpourri af lækre danseacts fra seks forskellige dansegrupper.

2

Der er både værker af danske og udenlandske artister, og Dansekapellets faste kompagni, ‘Uppercut Danseteater’, er gået sammen med de brasilianske ‘DF Zulu Breakers’ i aftenens sidste nummer. Aftenens første nummer hedder ‘Supremacy of God’. En mand vågner og opdager, at han har magten over de tre andre kroppe på gulvet. Familia Loca aka. ‘Villain State of Mind’ undersøger hvordan det er, at styre andres kroppe og skæbner – den guddommelige magt.

I ‘Ants’ besøger vi en myretue. Her bor den smukke og uvurderlige dronning og alle hendes arbejdermyre. Myrerne kæmper for at redde tuen fra regnskyl og andre katastrofer og skaber imens smukke positurer med deres finurlige kroppe på scenegulvet.

3

I nummeret ‘In the Middle’ bliver der sendt rendyrket maskulin energi ud i hovedet på publikum fra den franske kvindegruppe ‘Compagnie Swaggers’. Med deres sorte hatte kaster de lange skygger til klagende countrymusik inden stemningen skifter totalt, og der står diskofest og girlpower på menuen.

De bomstærke kvinder fra ‘MYSELF UK Dance Company’ danser i neonfarvede stramme trikoter i ‘XX’. Der er også en stor styrke og kraft til stede, når de kvindelige dansere lader kroppene tale deres helt eget sprog.

I ‘Strange Reality’ finder de to mænd i ‘Equals Ent’ en besynderlig kraft, som fører deres kroppe ud i en smuk og poetiske duet.

Som sagt, runder ‘Uppercut Danseteater’ i samarbejde med ‘DF Zulu Breakers’ af til slut.

Her bliver musikken leveret af perkussionist Alexander Skjold, og vi starter ud med bløde bevægelser, som var danserne under vand og styret af bølgernes skvulpen. Roen bliver dog afbrudt i sidste halvdel, hvor der fyres op for konkurrencementaliteten imellem de to dansegrupper og de vilde ”wow-moves” kommer på banen.

1

Til sidst forenes de og kaster danseglæden, som en bold, mellem sig, i et brag af en finale.

Allerbedst bliver det dog for mig når show-off bliver sat til side for en gennemarbejdet koreografi, der har noget på hjerte. Som i første del af ‘Compagnie Swaggers’ ‘In the Middle’, hvor de seks kvindelige dansere indtog scenen med så meget autoritet og maskulinitet, at jeg blev overvældet helt oppe på bagerste række.

Den efterfølgende del kunne man måske have undværet, da første del så ville stå endnu stærkere, men hvem kan ikke lide en dansefest!?

Derudover formåede ‘Equals Ent’ at sætte tiden i stå med deres forfinede og præcise timing, et rigtig skønt og skarpt værk som både havde humor, men som også gav god plads til poesien – lækkert!

‘SubURBAN STORIES’ er altså flere værker, varierende i længde, leveret efter hinanden. Det er et super spiseligt koncept og fungerer som lækre smagsprøver på, hvad den urbane dansescene har at byde på.

Der er altså lidt til en hver smag, og man keder sig bestemt ikke!

‘SubURBAN STORIES’ garanterer energi og danseglæde, så det er bare om at komme af sted!

 

Dansekompagnier: Familia Loca aka. Villain State of Mind, Compagnie Swaggers, MYSELF UK Dance Company, Equals Ent, Uppercut Danseteater og DF Zulu Breakers
Dansekapellet Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV
Spilleperiode: 19.-21. april 2017 – Festivallen løber fra den 18.-23. april 2017
Set den: 19. april 2017
Foto: Bahadir Berbers
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: http://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/suburban_stories/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *