Spotlight: Heltemus og Thomas Bay

Spotlight: Heltemus og Thomas Bay

Af Christian Skovgaard Hansen

Vi retter denne gang vores Spotlight mod musicalproducenten Heltemus og deres kunstneriske leder, Thomas Bay. Til sommer kan deres genopsætning af rockmusicalen ”Green Day’s American Idiot” opleves på Østre Gasværk Teater.

Heltemus

Heltemus er en privat teaterproducent, der sætter store forestillinger op i København og på turnéer rundt i Danmark. Heltemus skaber kulturoplevelser for alle og kan ikke sættes i bås. Det ønsker produktionsselskabet i øvrigt heller ikke.

”Vi vil have lov til at vælge netop de værker vi tror på, uanset om det er børneteater, familieforestillinger eller musical”, siger kunstnerisk leder Thomas Bay.

Kvaliteten må der dog ikke være en finger at sætte på. Heltemus går efter at udforske og udfordre talentmassen i Danmark, og efter at skubbe til publikums forventninger og forestillinger om ”det gode teater”. Heltemus arbejder efter mottoet ”vi skaber med hjertet og passer på hinandens hjerter”. Produktionsselskabet har personalepleje i højsædet og som centralt mål at det skal være rart at gå på arbejde. I kunstnerisk sammenhæng en lidt anderledes tilgang, hvor der skal være højt til loftet, men hvor ingen er uundværlig.

Desuden ønsker Heltemus at udbrede forestillinger for mennesker med handicap eller sociale udfordringer, der gør det vanskeligt at komme i teatret. Som eksempel blev opsætningen af ”Ronja Røverdatter” tilbudt med synstolkning.

Thomas Bay

Thomas Bay er uddannet ved Det Danske Musicalakademi samt Mountview i London, og han har siden da været freelancer med en række forskellige opgaver særligt med udgangspunkt i musicalen. Han har selv stået på scenen som musicalperformer både herhjemme og i udlandet, og har været kapelmester på forestillingerne ”Prinsen af Egypten” og ”Tarzan” på Fredericia Teater, hvor han bl.a. også oversatte ”Klokkeren fra Notre Dame” til dansk sammen med Mads Æbeløe Nielsen. Thomas er vokset op i Sverige og i Danmark, bor til daglig i Hvidovre med kone og to børn og pendler jævnligt over hele Danmark og Sverige med arbejde på teatre og i operahuse.

Thomas Bay
PR-foto

Thomas Bay er derudover kunstnerisk leder hos Heltemus. Han har været med til at tegne den kunstneriske kurs og daglige ledelse på ”American Idiot”, ”Ghost”, ”Djævelens Lærling” og ”Into the Woods”.

Hvilke musicals sætter Heltemus op?

Indtil videre har Heltemus opsat forestillingerne ”Ronja Røverdatter”, ”Into the Woods”, ”American Idiot”, ”Djævelens lærling” og ”Ghost”. Forestillingerne er af vidt forskellig art, og det er ikke lige til at se en rød tråd i valget af forestillinger. Og dog!

”Vi vil ikke sættes i én bås. Vi vælger forestillinger, som vi kan sætte vores eget præg på. Der skal være god musik, men den bagvedliggende historie er mindst lige så vigtig. Det kan være kendte historier, men det skal først og fremmest være historier, hvor vi kan sætte vores eget fingeraftryk. Det gennemgående element er derfor, at forestillingerne er af høj kvalitet, og at vi kan sætte det præg vi ønsker med det cast, vi ønsker,” siger Thomas Bay.

Fra “Djævelens lærling”
Foto: Martin Mydtskov Rønne, Huset Mydtskov

Én ting er selve forestillingen. Men lokationen har også afgørende betydning. Og da Heltemus ikke selv er indehaver af en musical-venue, har produktionsselskabet muligheden for at leje sig ind på det spillested, der passer til forestillingen.

”Vi vælger forestillinger, som vi brænder for – og de skal gerne sættes op på den rette lokation, som vi ønsker. Det skal være en helhed, hvor vi har det ”noget” at byde ind med. I tilfældet med ”Green Day’s American Idiot” giver de rå vægge og beton-fornemmelse på Østre Gasværk den helt rigtige feeling, fordi stykket netop handler om unge, der lever et hårdt liv i en amerikansk forstad,” fortsætter Thomas.

Det vigtige for Heltemus er derfor, at værket appellerer til dem. Deres indtil videre fem forestillinger har derfor det fællestræk, at forestillingerne bærer et ”Heltemus-præg”.

Musicalen som kunstart

Musicalen er tit lidt ugleset i det danske kulturmiljø, og onde tunger siger, at det ikke er ”rigtig kunst”.

Til det siger Thomas: ”Musical er muligvis populærkultur og lettere at gå til for det brede publikum end mange andre forestillinger. Men musical er ikke så banal endda. Langt de fleste musicals har stadig både kvalitet og en dybde med en historie eller en pointe, som vil os noget. Musicalen udspringer af operaen og operetten, som jo på samme måde forener musik, sang og den gode historie. Og husk, at man i to af vores nabolande, England og Sverige, dyrker musicals på lige kunstnerisk linje med operaer, teater og pop- og rockmusik. Både blandt kunstnere og tilskuere.”

Det er også derfor, at Heltemus holder liv i musicalen. Som tidligere nævnt mener de, at musicalen kan give os både underholdning og noget at tage med ud af teatersalen!

Julie Steinke og Viktor Noren fra årets opsætning af “American Idiot”
Foto: Grow Productions

”Hvis man kigger på klassikerne, f.eks. Rodgers & Hammersteins bagkatalog, så fremstår de i nutiden som klassikere og måske let tilgængelig underholdning. Men i samtiden blev de flere gange opfattet som kontroversielle, fx i South Pacific, hvor de behandlede racetematikken og stod fast i deres valg, på trods af meget modstand, da flere kritikere mente, at det ikke ’hørte sig til’ i en musical”, siger Thomas og fortsætter: ”Ligeledes er der flere moderne eksempler, som prøver på at udfordre tanken om at musical ikke kun er ’let’, men netop er en utrolig dynamisk og spændende genre.”

Thomas Bay lægger dog ikke skjul på, at det er vanskelige tider for musical-genren i Danmark. Danske musicals sættes mest op af private aktører, som er yderst påvirkede af Corona, og samtidig har genren trange kår efter Fredericia Teaters konkurs i marts 2020.

Hvorfor sætte ”Green Day’s American Idiot” op igen?

Musicalen ”Green Day’s American Idiot” er bygget over det amerikanske band Green Days album af samme navn fra 2004. Handlingen tager udgangspunkt i den fiktive forstad Jingletown, hvor vennerne Johnny, Will og Tunny forsøger at slippe ud af forstadens konforme livsstil, væk fra deres forældres strikse regler. De tre venner vælger forskellige veje, og spørgsmålet er, hvilken der er den rette – hvis en sådan da findes.

Forestillingen spillede første gang i Den Grå Hal på Christiania i 2017. Nu får Heltemus muligheden for at rykke den ind i en rigtig teatersal – for første gang i Danmark.

Anders Gjessing fra opsætningen af “American Idiot” i 2017
Foto: Huset Mydtskov

”For en scene-nørd som mig er Østre Gasværk klart den fedeste venue i Danmark. Og det er et drømmested til ”American Idiot”, for den runde sal gør det muligt at opføre en rockkoncert i mere end 180 grader. Så der er virkelig potentiale til at få musical, teater, livemusik og publikums begejstring til at gå op i en højere enhed,” siger Thomas Bay.

Det tiltaler også Heltemus, at værket netop har en god fortælling, hvor vi følger de tre venners forskellige retninger i livet. Både dens temaer om disse livsvalg, ungdommens angst og kærligheder, og de mere overordnede temaer om den førte politik og hele samfundsudviklingen holder også stadig, selvom albummet snart er 20 år gammelt.

”Forestillingen har derfor netop noget på hjerte, og jeg synes, at det er fed musik, som heldigvis også har vist sig at være langtidsholdbar. Dens kvaliteter holder derfor stadig i dag, og i Gasværkets fantastiske scenerum har vi fået muligheden for at sætte vores helt eget, fantastiske præg på forestillingen. Rummet er stort og råt ligesom de tre venners historie og ikke mindst rockmusikken!,” siger Thomas.

”Og så er det naturligvis også et ønske om, at vi kan lade endnu flere publikummer se forestillingen! Vi glæder os derfor til at se publikum på Gasværket til sommer!,” slutter Thomas.

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *