Spotlight: Lotte Andersen

Af Mia Søndergaard

Ungt Teaterblod har haft fornøjelsen af at mødes med Lotte Andersen og snakke om hendes karriere og om, hvordan hun er nået dertil, hvor hun er i dag, som autodidakt skuespiller.
På scenen har du måske set hende i ”Gasolin”, ”Teaterkoncert Mozart”, ”Familien der kunne tale om alt” eller ”Radium”. På det store lærred kender du hende måske fra debutfilmen ”Nattevagten”, ”Min Søsters Børn”-filmene eller ”Oh Happy Day”.

Lotte og jeg mødtes på Next Door Café i Indre by og satte os ved et lille cafébord ude på fortovet. Det var super lækkert vejr, og man kunne mærke byens puls, mens vi sad der og snakkede om Lottes karriere. Hun spurgte først ind til os fra Ungt Teaterblod og lyttede interesseret, mens jeg fortalte lidt. Så blev det hendes tur til at svare på spørgsmål, mens jeg lyttede intenst og mindst lige så interesseret.

Alle kender vist følelsen af, at man gerne vil prøve noget nyt; sprænge rammerne for, hvad man troede, man selv kunne opnå. I dette Spotlight vil Lotte fortælle lidt om, hvordan hun er kommet dertil i sit liv og sin karriere, hvor hun tør kaste sig ud i nye ting og forlade de trygge rammer; om hvordan man skal knokle, til man når sine drømme.

Kan du starte ud med at fortælle lidt om din baggrund inden for teater? Hvordan og hvornår startede din interesse?

Som barn var jeg meget glad for at optræde, og man må sige, at det er lidt svært at se, hvor det egentlig er kommet fra, for hverken min mor eller far er noget inde for musikken og interesserer sig ikke for teater. Det begyndte helt tilbage fra, da jeg var 2-3 år gammel, da jeg blev lokket ind i stuen til min mors og fars gæster og skulle synge en sang. Jeg havde lært en sang i den musikalske legestue, ”Tænd dit lys, min flamme”, hvor jeg sad på mine små fede knæer og sang til et imaginært lys – det var en stor succes derhjemme. Jeg tror mest, at det var det sjove i det, der gjorde det for mig. Jeg var ikke bange. Børn er jo som regel ikke bange for det. De gør det bare, fordi de synes, det er dejligt og sjovt. Og så har jeg sådan set sunget lige siden. Da jeg var omkring 18 år begyndte jeg på Kunsthøjskolen i Holbæk. Det var fuldstændigt som om, at jeg var i paradis; jeg væltede rundt fra morgen til aften. Der var gang i den og jeg sugede til mig! Jeg fandt nogen at spille jazzmusik med, fandt en anden en at danse med, og der var bare slet, slet ikke grænser for, hvad man kunne kaste sig ud i. Der fandt jeg en erkendelse af, at det her gør mig rigtig godt. Det var virkelig et afgørende træk i min uddannelse, min opdragelse.

Hvordan har vejen til den karriere du har i dag været? Hvilke overvejelser har du måtte gøre dig undervejs?

Jamen det hele startede med, at Nicolaj Cederholm, som var leder af Dr. Dantes Desperate Renovations Show, ringede til mig. Ham havde jeg mødt tidligere i Paris – helt tilfældigt – og han fortalte mig, at han var kommet ind på skuespillerskolen i Odense, og jeg var den eneste han kendte i Odense, så vi slog pjalterne sammen, og han flyttede ind i kollektivet, jeg boede i. Der boede vi sammen i de 3 år, han gik på skole, og jeg blev mere og mere involveret i Dr. Dante oppe i Allerød. Jeg tog altså med på sommerferie til Allerød alle 3 år, og havde forinden hjulpet til med at afsynge sange og læse manuskripter. – Det var jo bare en ungdomsbevægelse dengang. Men der hang jeg så med på sidelinjen, og jeg var skidegod til at synge en helt speciel sang, som en af karaktererne i stykket, skulle synge, og så fik jeg simpelthen den rolle. Det var min første rigtige teater-udfordring. 20 år gammel med fynsk dialekt og en debutants stivhed og – hvad skal man sige – manglende evne til sådan lige at fyre den af.

Da jeg mødte alle dem i Dr. Dante, der følte jeg det som om, at jeg var kommet hjem. Jeg var kommet ind i en gruppe, som jeg delte humor med, værdier og passion – den der brændende lyst til at gøre noget.

”Ungdomsbevægelsen” skulle vise sig at blive et stort hit, og efter mange år i møbelbutikken i Allerød, hvor de holdt til, rykkede de til Dr. Dante (som i dag hedder Mungo Park), hvor den første teaterkoncert – Gasolin – blev sat op og banede vejen for mange flere af sin slags. Og mange af dem med Lotte som skuespiller.

Overvejede du at søge ind på skolerne?

Ja, og jeg gjorde det også. Da jeg havde været i Dr. Dante i 5-6 år, så kunne jeg mærke at, nu skulle det ske; det gjorde alle de andre, og jeg syntes, det gav mening at tage sådan 3 år, hvor man ikke skulle spille foran et betalende publikum hver gang, man øvede sig på noget. Et sted hvor man kunne få lov til at være i fred og lave nogle skæverter og sådan. Jeg kom til 3. prøve på Statens, men kom ikke ind, og det var lidt et slag i hovedet på mig. Åbenbart så voldsomt, at jeg ikke ville gøre det igen. Så jeg søgte ikke igen – aldrig nogensinde.

I stedet blev hun i ensemblet på Dr. Dante og udviklede sig som skuespiller sammen med de andre. De lavede teater fra grunden, hvilket hun også mener, har givet hende de evner, hun har i dag, til at arbejde i en kunstnerisk proces – ikke kun som udøvende, men også som skabende kunstner.

Jeg har fået nogle redskaber, der gør, at jeg kan lave alle mulige forskellige ting; jeg skriver lige nu en bog, jeg har lavet dokumentarfilm, lavet mine egne musikprojekter, hvor jeg har skrevet og produceret det meste selv. Og det er helt tydeligt, at det er fra min fortid, som aktiv ensemble-spiller, hvor vi digtede og skabte det hele sammen. Vi havde ca. 10 forrygende år, hvor det kørte som smurt. Men i den tid fik vi så også et prædikat fra pressen og medierne om, at vi var solvognens efterkommere, og det var jo aldrig nogensinde noget, vi selv havde påstået. Hvis man bliver så stor, at man skal passe ind i andre menneskers billede, så bliver det vanskeligt. Og det syntes vi alle sammen, især Nikolaj; han syntes, at vi skulle stoppe mens legen var god, og det gjorde vi så. Og så blev jeg freelancer. I 1994 lige inden vi stoppede, havde jeg debuteret på film, i ”Nattevagten”. Og det åbnede så også for et filmspor.

Efter en masse år med film, teater og sang måtte Lotte trække stikket og tænke tingene igennem.

Jeg måtte stoppe op og finde tilbage til kilden; hvorfor var det nu, at jeg godt kunne lide at spille teater? Hvorfor var det nu, jeg startede med det? Det var lidt som om, at det var tabt af syne på det tidspunkt. Og der kunne jeg bare mærke, at jeg havde behov for selv at skabe noget; selv at fuldføre en ide fra start til slut. Og det udmundede sig så i to plader, to dokumentarfilm og sidste sommer instruerede jeg en musikforestilling baseret på Carl Nielsen og Marie Nielsens brevudveksling. Og så lavede jeg forestillingen ‘Radium’.

Er unges teatervaner noget, du tænker over, når du selv skriver eller spiller teater?

Jeg tænker over det, når jeg går ind og ser noget teater, som jeg synes er gammeldags, hvor jeg tænker: ”Hvorfor spiller man sådan noget teater i dag?! Det er der jo ikke nogen, der gider kigge på”, men det er der jo nok, det er bare ikke de unge. Så på den måde kan jeg godt tænke over det og blive lidt ærgerlig nogen gange.

Er det så noget, du har med i din egen proces?

Ja, på en måde. F.eks. da vi skulle finde nogen til at lave vores visuals til ‘Radium’, var det enormt fedt for mig at få hul igennem til nogle helt unge fyre, som havde en finger på pulsen, og som kunne noget særligt i et bestemt medie. Og lige sådan med de unge strygere. Det var virkelig, virkelig fedt at have dem med på vognen. Det der med at have unge mennesker med på scenen; det er super fedt. Det giver et bredere billede med flere nuancer i udtrykket.

Har du nogen gode råd til dem, der gerne vil bruge deres fremtid i teaterbranchen?

Først og fremmest skal man jo bare finde enhver lejlighed til at komme i gang. Hvor som helst, når som helst. Se at komme i gang. I skal bare gøre det. Det handler om at få nogle kilometer i benene; det handler om at gøre det og gøre det og gøre det, så man får den der ekvilibrisme ind. Den værste fjende for en skuespiller er jo selvbevidstheden. Den skal man lære at lægge på hylden, og det er også det, vi hele tiden øver os i. Det er på alle mulige forskellige planer, du skal glemme dig selv. Det er det, det hele handler om, og det er skidesvært, så det skal man øve sig i. Og så må man tage et skridt af gangen; starte hjemme i ungdomsklubben og ikke føle sig for fin til det.

Hvad vil du ønske dig, der var henholdsvis mere eller mindre af inde for teater?

Nu har jeg jo selv kradset hul i den der lidt mærkelige hybrid mellem forelæsning, teater og musik, og det kunne jeg godt tænke mig at forske lidt mere i. Jeg tror virkelig, at videnskaben kan give indhold til teatret, fordi teatret og musikken kan mikse det hele sammen, så man er i stand til at opleve noget nyt.

Hvad er dit næste projekt?

Mit næste projekt er en bog. En bog, hvor jeg fortæller om og citerer Carl og Marie Nielsens kærlighedsbreve; skriver historien om deres kærlighed. (red.: som også var den forestilling, du instruerede sidste år?) Ja. Den blev bygget op af deres breve, som jeg flettede sammen og byggede en historie ud af. Og for at forstå de to skæbner, får jeg nu lov til at rulle en hel baghistorie ud; hvad kommer de fra, deres foregående generation, og så fremkalde deres historie på det. Det, synes jeg, er sindssygt spændende.

Og med disse ord takker Ungt Teaterblod for en dejlig samtale og håber, I nyder den på skrift lige så meget, som den blev nydt på dagen.

Fotos: Emilia Therese

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod