Anmeldelse: Jeppe på Bjerget, Grønnegårds Teatret

Af Jonas Gudmand

 

Min krop sitrer stilfærdigt af spænding, fordi jeg endelig skal se ‘Jeppe på Bjerget’. Jeg har hørt om den mange gange, og det lyder som om, at den er et hit hver eneste gang, den bliver sat op. Det er også lækkert at være tilbage som publikum på Grønnegårds Teatret, hvor det er så smukt at sidde udenfor i deres store have sammen med en masse andre mennesker. Det er der noget teatermagi over – og det er stærkt at opleve det, inden forestillingen overhovedet er gået i gang.

Jeg skal ikke kunne sige, om ‘Jeppe på Bjerget’ er et hit hver gang, den er blevet spillet – men jeg kan love dig for, at den er et hit på Grønnegårds Teatret.

 

 

Ludvig Holbergs næsten 300 år gamle stykke er blevet taget under kærlig behandling af Thomas Bendixen, der har stået for iscenesættelsen. Sammen med skuespillerne får han skabt et univers, der får hele forløbet til at virke aparte på den fede måde. Det gøres f.eks. ved at lade de højtstående karakterer få vilde masker på og gå langs scenevæggen, når de narrer ham ved at ændre på hans virkelighedsopfattelse.

De vil narre Jeppe, da han er en døddrukken taber, som de finder bevidstløs af druk. De finder på at lade ham vågne op i baronens seng, og så spille at de er hans  lakajer. Så den rigtige baron leger bl.a. også Jeppes lakaj. Deres spil går ud på, at de ikke må røbe, at det bare er en komedie, de har gang i, for ellers har man tabt.

 

 

Det fører til nogle absurde situationer, hvor den forsmåede Jeppe pludselig kan bestemme over nogle, og han har tydeligvis en stor indebrændthed, for jeg kan love for, at han ikke holder sig tilbage med sin midlertidige magt.

Det er sjovest selv at opleve, hvordan det finder sted. Det er i de scener, hvor de spiller komedie for Jeppe, at forestillingen bliver noget, man kommer til at huske i lang tid, fordi det hele bare er så syret at se – på en eller anden skøn måde.

Starten på forestillingen bliver lidt langsom i betrækket, men den kommer efter det, og så gælder det bare om at nyde løs.

Læg i øvrigt mærke til at Jeppe nævner, at ridefogeden lægger i med hans kone, og hvad der så sker, når Jeppe “bliver til” baronen. I love it!

 

 

Det er Olaf Johannessen, der spiller Jeppe på Bjerget (Nielsen), og han er åbenbart blevet udpeget til at være ekspert i at spille store roller, der er voldsomt stive på scenen. Tidligere har vi nemlig set ham i ‘Puntila’ på Det Kongelige Teater, som en højtstående mand, hvor han smadrede sig i alkohol.

Nu er karakteren Jeppe, som lever på samfundets bund, der skal kæmpe for bare at finde noget at slukke tørsten med. I starten af stykket ser vi en af de bedste scener, da Jeppe har fået drukket alle pengene op, han havde fået af sin kone til at købe grøn sæbe for. Kroppen vil simpelthen ikke med ham videre, så vi ser hans kamp mod sine egne ben, hvilket er pragtfuldt og tragisk at se på.

Det gør næsten ondt på en selv, når man ser hans kone slå ham med krabasken Mester Erich, når hun straffer ham for hans uduelighed og dovenskab. Det er rørende at mærke, hvordan Olaf Johannessen har udfyldt Jeppe med sødme, oprigtighed, glæde og frygt. Olaf bliver bare ved med at røre mit hjerte, som han også gjorde i ‘Puntila’ og i ‘Heksejagt’.

 

 

De andre skuespillere gør det også godt, og de får sammen skabt et dragende univers, der får min mave til at kilde lidt, når jeg tænker på det. Jeg må særligt fremhæve Andreas Jebro, der spiller 2. lakaj. Han overraskede os med sin brug af mimik og, især, krop. Det ligner, at han gjorde så meget, man kan med karakteren, uden at det tager unødigt fokus i scenerne. Det er altså en beundringsværdig balance at ramme. Ham glæder jeg mig unævneligt meget til at se igen.

Hvad er grunden til at sætte den gamle klassiker op igen? Jeg føler i hvert fald, at den sætter navn på en social taber (Jeppe), der måske viser sig ikke at være så stor en taber alligevel. Måske gør han bare sit bedste for at komme igennem sit kummerlige liv, så godt som han nu kan. Måske er det dét, de fleste mennesker gør, som man ellers kan se ned på, fordi de fremstår som fordrukne dovne individer.

Og hvad er der så mere at sige. Det er stor teaterkunst, du kan blive vidne til, hvis du bare lige finder dig i den lidt langtrukne start.

 

Grønnegårds Teatret, Bredgade 66, 1260 København K

Forestillingen spiller i Designmuseum Danmarks Have, Bredegade 68, 1260 København K

Spiller indtil den 20. august 2016

Spilledato: 24. juni 2016

Fotos: Bjarne Stæhr

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.groennegaard.dk/jeppe-paa-bjerget/

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod