Spotlight: Mads M. Nielsen

Af Christian Skovgaard Hansen og Mette Herschend

 

Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod skuespiller Mads M. Nielsen, som medvirker som Frollo i Fredericia Teaters succesopsætning ’Klokkeren fra Notre Dame’. Vi har mødtes med ham til en snak om vejen til at blive skuespiller og musicalens rolle i teaterlandskabet.

Forestillingen blev hyldet i en stjerneregn fra anmeldere og publikummer. Forestillingen har spillet på Fredericia Teater, og henover sommeren 2017 spiller den på Det Kongelige Teater, Gamle Scene.

Hvordan er din vej gået til at være skuespiller på Fredericia Teater?

”Jeg er skuespillerbarn af 3. generation, så jeg har altid haft en naturlig tilknytning til teatret. Jeg ville synes, det ville være virkelig mærkeligt og fremmed, hvis jeg arbejdede i en bank – det ville nok heller ikke være godt for folks penge…,” siger Mads med et smil.

”Jeg fik rådet fra min familie, at jeg ikke skulle være skuespiller, for man er ikke sikker på at kunne få arbejde, man passer ikke ind i systemet i nogen kasser, og det er ikke noget, man bliver rig af – nogen er selvfølgelig heldige. Jeg ville heller ikke selv være skuespiller, men som ung, var jeg med i en film og synes det var ret sjovt. Så gik jeg målrettet efter det, og jeg følte mig hjemme i det,” fortsætter Mads.

Men hvordan ender man så på Fredericia Teater?

”Siden har jeg prøvet rigtig meget forskelligt, så hvorfor ikke også Fredericia? En af mine gode venner spurgte, om jeg ikke skal søge Frollo-rollen? Så sagde jeg: ”Det ved jeg virkelig ikke, om jeg skal”. Men så så jeg filmen og øvede mig op til audition, og jeg kunne godt mærke, at jeg blev mere og mere forelsket i det. Så jeg endte med virkelig at ville det, og det var dejligt, at jeg fik rollen,” siger Mads.

Hvordan er det at være en del af være en del af ’Klokkeren fra Notre Dame’?

Hvordan er det så at stå på scenen som Frollo aften efter aften? Vi er interesseret i at høre Mads, om han aldrig er blevet træt af Frollo?

”Nej! Man skal værdsætte tingene, mens de er der,” siger Mads og fortsætter: ”Tidligere som skuespiller har jeg haft det sådan: ”Jeg gider ikke gå ind på scene og spille i dag”. Og så siger man det højt, og så går man ind på scenen og gør det alligevel. Men det er et privilegium at gå ind på scenen og gøre det, som man synes er det fedeste i hele verden. Mit ordsprog, som jeg siger til andre og mig selv, når der er lidt brok i luften er: Taknemmelighed er den største gave, du kan give sig selv – og det gælder i alle livets forhold. Det er så sundt at være glad for det man har.”

’Klokkeren fra Notre Dame’ vandt 3 Reumert’er til uddelingen i juni 2017. Scenograf Benjamin la Cour modtog Talentprisen for sin scenografi til forestillingen, forestillin-gen som helhed blev Årets Musical/Musikteater, og Lars Mølsted blev Årets Sanger.

Mads selv har tidligere vundet to Reumert’er – for Årets Mandlige Birolle i 2004 for ’Den Gerrige’ på Odense Teater og for Årets Mandlige Hovedrolle i 2011 for ’Udslet Hornsleth’ på Teater V.

”Jeg selv har to Reumert’er i forvejen, men derfor er det stadig superfedt at være en del af en så belønnet forestilling. Det er på en gang både superfedt, men bestemt også lidt underligt. Alle – hele holdet – har vundet med forestillingen,” siger Mads og fortsætter: ”Derudover er det usædvanligt, at man stadig kan se forestillingen efter, at statuetterne er uddelt. Normalt uddeles Årets Reumert’er jo for forestillinger i den forgangne sæson, så de alle har spillet. Det er superfedt stadig at kunne vise publikum forestillingen.”

Hvad så bagefter ’Klokkeren fra Notre Dame – The musical’?

Mads er ikke fastansat på Fredericia Teater, så udover rollen som Frollo, laver han også mange andre spændende projekter.

”Nu her i foråret 2017 har jeg været resident director, altså den danske instruktør, i et internationalt creative team på ’We will rock you’. Så spiller vi jo nu igen ’Klokkeren fra Notre Dame’ henover sommeren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, og så skal jeg selv instruere ’Vildheks’ på Østre Gasværk Teater, ’(B)romance’ på Sceneriet under Det Ny Teater en kæmpe musical (’Elf’) i Tivoli i efteråret 2017, og så ved jeg ikke, hvad der skal ske derefter – 2018 er fri. Men jeg er rigtig glad for mit 2017!”

Mads vil ikke afvise, at han igen på et tidspunkt vil indgå i et ensemble for en kortere eller længere periode. Men på den anden side nyder han at være freelance skuespiller (og så meget andet…), hvor han selv kan være med til at bestemme arbejdsopgaverne.

Men som han siger: ” På fastansættelser kan man komme til at se arbejdspladsen som dit hjem, og det går bare ikke. Du skal have et forhold til, at nu går jeg på arbejde, og så kan jeg gå hjem og være pissesur. Det er lettere at værdsætte tingene, hvis man skifter dem ud i ny og næ. Men det er også godt at være fastansat både tryghed, økonomisk og sådan.”

Og fremtiden?

”Der er rigtig mange muligheder i fremtiden. Men som kunstner skal man nok lære at give slip på det der: ”Kommer der penge ind?” Der må man tænke, det kommer nok. Du bliver nødt til at leve i nuet og gøre det så godt, som du kan – så skal der nok komme noget godt ud af det,” siger Mads og fortsætter: ”Jeg kan bedst lide at være freelance, for alt jeg går ind i, er noget, som jeg har sagt ja til. Man kan godt komme til at sige ja til det for pengenes skyld, men man har stadig sagt ja til den specifikke opgave, fordi den tænder noget i dig. Men jeg skal ikke være nogen steder mere end 4 år ad gangen, så kan jeg godt mærke, der skal ske noget andet. Det er lettere at værdsætte tingene, hvis man har dem i en kortere periode.”

Som nævnt er Mads’ 2018 endnu fri. Det bliver spændende at følge, hvad fremtiden bringer, men der er ingen tvivl om, at efteråret 2017 bliver travlt med både ’Klokkeren fra Notre Dame’ og de nævnte 3 instruktionsopgaver.

Er det ikke en udfordring at stå på begge sider af tæppet?

Mads er både skuespiller og instruktør. Vi er derfor interesseret i at høre lidt om, hvordan det er stå både foran og ikke mindst på scenen. Kan de to ting forenes? Og er det ikke en udfordring at stå på begge sider af tæppet?

”Jo, jo, det er der. Men jeg vil rigtig gerne begge dele. Skuespiller har jeg jo været i lang tid og er blevet anerkendt for det, jeg har lavet. Men at være instruktør er et nyt land, jeg har arbejdet mig ind på. Jeg føler, jeg bliver en bedre skuespiller af at være instruktør og omvendt, fordi jeg kan se udfordringerne og mulighederne fra begge sider,” siger Mads.

Mads har som sagt prøvet både at være på begge sider af tæppet. Men hvad så med at træde ”steppet” op og også have en bestemmende indflydelse på, hvad der skal spilles? Kunne du forestille dig at blive teaterdirektør?

”Jeg har tænkt tanken, men jeg er ikke færdig med at være udøvende kunstner. Men jeg vil hellere prøve at instruere en film, det kunne være sjovt. Kunst er svært; det kan mislykkes. Men jeg bestræber sig på at gøre det så godt som muligt. Der vil altid være teater, for der vil altid være skuespillere.”

Mere eller mindre af i teaterbranchen?

Drama, skuespil, ballet, musikteater, readings… Teaterkunsten og -branchen rummer mange forskellige kunsttyper og kunstarter.

Har vi den rette balance, eller er der noget, som du ville ønske, der var mere eller mindre af i teaterbranchen?

”Jeg har jo forelsket mig i musikteater, og det vil gerne være med til at forfine. Jeg vil gerne arbejde på, at udbrede musicalen som en mere accepteret kunstform og højne den endnu mere, end den allerede er. Der så mange niveauer i musicals, og der er så meget mere, der kan gå galt. Det synes jeg er fascinerende, og det vil jeg gerne mere af.”

For Mads er det ikke et fravalg af noget – men derimod et tilvalg af musicalen og musikteateret.

”Jeg har tilvalgt musikteatret. Det er ikke et fravalg af noget, da det samlet vil være godt, hvis der kommer mere af det hele. Men musicalen er en speciel genre, som efterhånden også nu tages mere seriøst. Det er en speciel genre, som jeg er blevet forelsket i. Men dermed ikke sagt, at der ikke også skal være andet, f.eks. drama og skuespil. Det hele supplerer hinanden, og det hele er en akkumulator for kunsten og samfundet som sådan,” siger Mads og fortsætter: ”Jeg er er blevet en ”nørd” – positivt forstås. Musical og musikteater er blevet ”rigtig teater”, og det er ligesom alle andre kunstarter både svært, fint og fascinerende på samme tid.”

’Klokkeren fra Notre Dame’ er på alle måder en stor forestilling. Men for Mads’ er det ikke alene de ”store” forestillinger, som får gode anmeldelser og kan tiltrække publikum. En lang række mindre forestillinger kan også – hvis man giver sig selv chancen for at opleve dem.

”Der skal være tid til de store opsætninger, som ’Klokkeren fra Notre Dame’, men også de små, nye og eksperimenterende opsætninger som supplement. Både det store og det lille kan. Men man må tage nogle chancer, så de små opsætninger også findes,” siger Mads.

Unge og teater – tænker I over det?

Der er mange, der kæmper om de unges gunst indenfor underholdningsgenren. Man skal derfor være bevidst om målgruppen.

”Jeg tror, at jo mere vi bliver digitaliseret og adskilte, jo mere betyder teatret, fordi man oplever mennesker i kød og blod. Jeg tror, at der på en eller anden måde kommer en modreaktion på den front. Det første stykke man ser kan være afgørende for, om man bliver teatergænger, og vil man have unge mennesker i teatret, må man jo lave noget godt teater. Jeg tror, at vi med ”Klokkeren fra Notre Dame – The musical’ har lavet mange teatergængere,” siger Mads.

Teatret kan give en unik oplevelse, og selvom det er den samme forestilling, er den alligevel forskellig fra hver gang.

Teatret er en fælles oplevelse, hvor der skabes en fælles identitet og en relation både mellem publikum og dem på scenen, men også holdet bag og på forestillingen.

”Det er en oplevelse her og nu. Så tag nogen med og prøv at se, hvad teatret kan!,” afslutter Mads.

 

Fotos: Søren Malmose, Mynte Lagoni Shamni og Karoline Lieberkind

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod