Anmeldelse: Slag – Når hjernen bløder, Bådteatret (Helene Kvint)

Af Sofie Riis Endahl

 

Nyhavn summer af liv. På restauranterne bliver der skålet i øl, solen brænder lyserødt bag mindeankeret, og midt i det folkelige havneliv ligger en lille båd med påskriften Bådteateret. På dækket nyder folk en øl eller sodavand, før de lige om lidt skal se en forestilling, der står i stor kontrast til folkelivet – for ’Slag – Når hjernen bløder’ er en smal forestilling til et smalt publikum.

’Slag – Når hjernen bløder’ er en eksperimenterende forestilling om et ægtepar, her spillet af Helene Kvint og Jacob Stage, der forsøger at fortsætte livet, da kvinden rammes af en blodprop og bliver lammet i den ene side af kroppen. Vi er nu med på deres fælles rejse til deres nye liv.

Der leges med nye spændende sceniske elementer, for eksempel fylder en skærm en stor del af scenen og på denne vises surrealistiske billeder og liveoptagelse fra et kamera, der føres rundt i et dukkehus, der også står på scenen, for at illustrere ægteparrets liv.

Forestillingen er meget fysisk, hvilket nu og da giver nogle flotte billeder, da mandens forsøg på at hjælpe sin kone næsten udvikler sig til en dans, men også er med til at gøre forestillingen langtrukken.

Jeg blev aldrig trukket ind i forestillingen, og det var nu og da svært ikke lige at tænke på danskstilen, der skal afleveres mandag, eller hvad man nu lige skal gøre med den der gruppeopgave.

Jeg blev ikke rørt. Desværre, for hvis jeg var blevet rørt, havde forestillingen måske fanget mig mere. Forestillingen var ikke særlig emotionel – de bevægelser, der ellers kunne have vækket kraftige følelser, faldt til jorden ved, at de var (uheldigt) komiske, nærmest med et strejf af falde-på-halsen-komedie for eksempel, da manden ikke vil ligge i seng med konen og sætter to stole sammen i stedet for sover krympet sammen som et lille barn. En situation, der egentligt er dybt tragisk, men i stedet grinte publikum blot.

Og de tidspunkter, hvor der var scener, hvor følelserne ikke blev forstyrret af førnævnte, blev de simpelthen ikke vist kraftigt nok. For eksempel er der en scene i slutningen, hvor manden smider rundt med møblerne i frustration. Det var en af de bedste scener i stykket, men alligevel manglede jeg den der ekstra kraft i bevægelserne, den der ekstra skrøbelighed i stemmen, der får hårene til at rejse sig langs armene.

Jeg har aldrig været pårørende til en person, der har fået en blodprop i hjernen, men jeg kan forestille mig, at forestillingen kan have været meget rørende, hvis man i forvejen har følelser knyttet an til emnet, der bliver vækket og bearbejdet gennem forestillingen.

Forestillingen er bygget på Helene Kvints egne oplevelser og indsamlede oplevelser, hvilket grundlæggende skaber en autenticitet og giver mig som tilskuer en følelse af, at forestillingen har en nødvendighed – siden hun nu har valgt at lave den. Dog tror jeg ikke, at jeg ville have kunnet føle dette via forestillingen, hvis jeg ikke havde vidst det på forhånd.

Forestillingen varede knap en time. Og den skulle ikke have varet længere. Ikke kun grundet, at den lille bitte teatersal i båden kogte, men også fordi det hele blev gentagende. Karaktererne udviklede sig da, men forestillingen kørte blot i ring indtil bum, så havde de fundet håbet.

’Slag – Når hjernen bløder’ er en fysisk forestilling, der beskriver frustrationen ved at finde håbet efter blodproppen rammer. Den henvender sig til et smalt publikum, der interesserer sig for eksperimenterende teater, eller pårørende til en person, der har fået en blodprop.

 

Gæstespil af Helene Kvint

Bådteateret, Nyhavn 16Z, 1051 Kbh. K

Spilleperiode: 24. august – 14. september 2017

Set den 24. august 2017

Foto: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.baadteatret.dk/slag/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod