Spotlight: Peter Schlie Hansen

Af Jonas Gudmand

 

Dette Spotlight handler om Peter Schlie Hansen, som her efter sommerferien gennemførte sit andet år på skuespillerskolen i København. Ligesom med vores snak med Anne Blomsgård og Mathias Sprogøe Fletting, har vi spurgt ham om, hvilken rejse han har været igennem for at komme ind på Skuespillerskolen, og hvordan det så rent faktisk har været, da han endelig kom indenfor i de hellige skuespilhaller.

 

 

Startede til teater med 18 piger

Peter er 25 år og kommer fra Stevns. Da han var lille optrådte han altid, når der var gæster i huset. Han fortæller, at det var fordi, han elskede opmærksomhed og det at optræde. Hans mor og far klappede altid af ham, og så bukkede han for dem, ligesom man gjorde i fjernsynet.

 

Han var 13 år, da han prøvede teater første gang. Det gjorde han på Køge Amatørscene. I starten var han skræmt, fordi han var den eneste fyr sammen med 18 piger på teaterholdet. Der skete dog det, at han hurtigt blev et med det.

 

Han startede til teater, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gå til. Han havde blandt andet prøvet fodbold, svømning og spejder, men med teater fandt han noget, der gav mening for ham. Som Peter fortæller det: ”Nu havde jeg fundet min sportsgren”.

 

Måske skulle han blive skolelærer eller finansøkonom

Da Peter var 20 år prøvede han at søge ind på skuespillerskolerne, men han kom ikke videre fra 1.-prøven. Han læste hos Troells Toya, som senere fik en større rolle i hans skuespillerliv.

 

Til den første 1.-prøve havde han en masse mod på livet, og han skulle bare ind, selv om at han godt vidste, at det var svært. Men som han selv siger: ”Det gik ad helvede til. Nu kan jeg gramme mig over det. Det var pga. min manglende erfaring, at jeg ikke gik videre”.

 

Nederlaget blev taget med et stort ”ØV”, som han selv udtrykker det, og efter det overvejede han, om han overhovedet skulle søge ind igen.

 

 

Men efter afslaget fik han lavet en forestilling med hans daværende teatertrup ’Racontra’ for at prøve noget mere teater af.

 

Året efter valgte han dog ikke at søge ind på skuespillerskolerne, fordi han var usikker på sig selv, og om det var noget for ham med den usikkerhed, man lever i som professionel skuespiller.

 

Han fortæller dog, at det var vigtige tanker for ham at gøre sig.

 

For efter et halvt års pause uden teater vendte han tilbage til skuespillet. Han tænkte ellers på, om han skulle blive skolelærer eller finansøkonom. Men han startede på Skuespillerakademiet, og det bekræftede ham i, at teatret var det der tændte ham, og gjorde det klart for ham, at det altid havde været det han helst ville. På Skuespillerakademiet blev han genforenet med Troells Toya, der var og stadig er rektor på stedet.

 

Skuespillerakademiet

Peter fortæller, at det var et af hans bedste valg nogensinde at starte der. Det fik opbygget ham igen og skabte en selvtillid. Han fandt igen sin identitet i teatret, og efter hans ophold på skolen blev han optaget på Skuespillerskolen i København. Han siger selv om sit ophold: ”Da jeg startede, var jeg en gammel rusten Skoda, og da jeg sluttede på akademiet, blev jeg til en velkørende Mercedes.”

 

Vær dig selv i stedet for at spille dig

Da Peter tog til optagelsesprøven anden gang, var han meget mere selvsikker end første gang. Det resulterede i, at han blev indkaldt til 2.-prøve på alle tre skuespillerskoler. Han fortæller, at han var nervøs på den vigtige måde.

 

Peter: ”Man må gerne være nervøs. Det viser jo bare man rigtig gerne vil det her. Det vigtige er bare, du bruger det positivt og finder den kraft og energi, der kan ligge i nervøsiteten. Du må møde op med indstillingen: Ja, jeg er nervøs. Men her er jeg altså, og jeg er her for min egen skyld og ikke jeres! ”

 

Til 2.-prøven blev nervøsiteten større, og til hans 2.-prøve i Aarhus, gik han ikke videre. Han brugte stadig kræften fra nervøsiteten, men han var også nervøs for, om han bare havde været heldig med at gå videre på alle tre skoler, og om at han i bund og grund ikke kunne noget. Mon de stadig ville kunne se det, de troede de så til 1.-prøven.

 

Men, Peter kom til 3.-prøven i København, og han blev også en af de 8, der blev valgt til at starte på Skuespillerskolen. I dag er han sikker på det skyldtes, at han accepterede nervøsiteten og turde være sig selv.

 

Som Peter siger: ”Jeg så juryen i øjnene og tænkte på, at de også bare er mennesker, der har et røvhul ligesom mig.” Videre siger han: ”Juryen er interesseret i at finde ud af, hvem du er. Så vær dig selv i det du laver, i stedet for at spille noget du ikke er.”

 

 

Er skuespillerskolen et andet Narnia?

Da han blev optaget, føltes det som om, at han var i Narnia og levede i en fantasi. Han var rigtig stolt, og det var som om, at der var en sten, der var fjernet ud af kroppen på ham. Det gav en kæmpe ro, at han vidste, hvad han skulle lave de næste fire år.

 

De første måneder på skolen var svære, fordi han følte, at han skulle bevise sig. Nu siger han, at det var åndssvagt for hvorfor være der, hvis man allerede kan det hele.

 

Han skulle bruge tid på at lære at skuespillet nu skulle prøves af i et arbejdsrum og ikke i et præstationsrum. Der skulle være mere plads til at fejle, undersøge og turde være dårlig.

 

Skolen var selvfølgelig anderledes, men her kan du også blive træt af den. En dag da han var i bad, tænkte han for første gang på, at han ikke gad til undervisning. Han skammede sig over denne følelse og over at tænke sådan.

 

Men det gik hurtigt op for ham, at Skuespillerskolen ikke var et Narnia. Det var bare en skole som alle andre skoler. Det var vigtigt for ham at få skolen ned i øjenhøjde, for det gjorde det langt nemmere at turde være dårlig og fejle.

 

Hvorfor skuespil?

Peter: ”Det ærlige svar er, at jeg kan lide at blive set, jeg kan lide opmærksomheden og bekræftelsen. Jeg kan lide at fortælle historier, og jeg kan lide, at folk tænker over noget nyt, efter at de har set et stykke, jeg har været med i. Det kan være en slags hungren efter bekræftelse, fordi det ligger meget op ad kærlighed. Det er dejligt, at kunne have et barnesind at arbejde ud fra, fordi jeg elsker at lege. Det er fedt at belyse samtiden og oplyse publikum kunstnerisk, for ofte forstår vi omverdenen og os selv bedre gennem kunsten. Hvis jeg kan gøre mig selv glad samt andre, så har jeg det godt.”

 

Han fortæller videre, at det at blive kendt i starten var det, der fascinerede ham, men i dag er det anerkendelsen, der er vigtig. For det vil betyde, at han har succes med det, han laver, og at det går ham godt.

 

Han siger videre: ”Det er en grunddrift for mig at blive husket. Ikke nødvendigvis for noget stort. Det kunne f.eks. bare være at nogle satte en film på og tænkte, at han var en god skuespiller.”

 

Han slutter af med at fortælle, at skuespillerskolen er en personlig rejse, der udelukkende handler om dig som menneske og derfor er han ikke bange for at snakke om sig selv. Han står ved sig selv og så må andre tænke, hvad de vil om ham.

 

******

 

Peter har gennem interviewet udvist en rigtig stor fortællelyst, og han er god at lytte til, fordi jeg mærker, at han rigtig gerne vil være så ærlig som muligt. Ungt Teaterblod takker Peter for at ville tale med os, og vi sender ham en ordentlig spand kærlighed med på turen videre mod det professionelle skuespillerliv. Pøj pøj!

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod