Teaterblik: Året der gik 2018

Teaterblik: Året der gik 2018

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Kalenderen siger nu 2019, og vi har derfor set på vores teateroplevelser i 2018.

Listen dækker de forestillinger, som vi på den ene eller anden måde vil fremhæve. Listen er blot vores ”udpluk” – udover de nævnte forestillinger har der været en masse andet fantastisk teater rundt om i landet igennem hele året. Vi har i 2018 set 241 forestillinger, og mange flere af dem kunne nævnes.

Listen dækker alene forestillinger, som har haft premiere i 2018.

Forestillingerne er ikke listet i en bestemt foretrukken rækkefølge, så vi tager i stedet turen fra det nord og ned gennem Jylland over Fyn og til Sjælland.

Hvilke af forestillingerne har du set?

Vi glæder os til at se, hvad teateråret 2019 kan bringe!

 

Cyrano, Aalborg Teater

”Cyrano er både er et yderst underholdende stykke, men det har bestemt også noget dybde. Det kan appellere til de af os, der har været håbløst forelsket, og i stedet for at have taget skridtet videre blot har levet i skam og forfængelig. Aalborg Teater har formået at kombinere et teksttungt stykke med kropsligt teater og rytmiske toner i så høj en grad, at tiden fløj afsted trods dets længe på godt 2½ time. Cyrano holder derfor stadig i 2018. Det er kunst, når det er bedst!”

The Sound of Music, Aalborg Teater

”The Sound of Music fortjener al ros – alle på holdet både på og bag ved scenen – det er suverænt og egner sig til de fleste aldre. Derudover må og skal det erkendes, at Aalborg Teater i lang tid har været meget beriget med deres ensemble, og det er ikke en undtagelse med denne opsætning.”

Foto fra The Sound of Music, Aalborg Teater
Foto: Lars Horn/Baghuset

Lang dags rejse mod nat, Aalborg Teater

” Alt i alt er Lang dags rejse mod nat et psykologisk drama om en dysfunktionel familie. Det er historien om fire mennesker, der holder af hinanden, men alligevel nedbryder hinanden, dem selv og deres selvrespekt. Som publikum sidder man og håber på, at der vil ske et mirakel for familien. Dog har de siddet fast i denne situation længe, hvilken ser temmelig håbløs ud.

Forestillingen er stadig meget aktuel, og mange vil formentlig kunne genkende noget fra sit eget liv i den.”

Et juleeventyr, Aalborg Teater

”Aalborg Teaters Et juleeventyr er et fuldblods eventyr, som vil give juleglæde til både små og store, og den rummer alt det, som en rigtig familieforestilling skal, hvor forestillingen tryllebinder, glæder og skræmmer børnene, mens det mere voksne publikum også får lidt at tænke over. Vi kan – ligesom Scrooge – lære lidt af fortællingen, hvor livet og menneskekærlighed er i højsædet. Lev livet, mens du har det, og tænk over, hvad der egentlig er de rigtig vigtige ting.”

Dig og mig ved daggry, Teater Nordkraft

(Set på Teater Grob, København)

”Teater Nordkrafts Dig og mig ved daggry er ungdomsteater, når det er bedst. Forestillingen taler ikke ned til de unge; den taler direkte til de unge, og den rammer lige i hjertekulen! Vi oplever, hvor skrøbeligt og grusomt livet på en og samme tid er. Forestillingen er både for unge selv, men også for deres forældre – og for andre voksne i øvrigt.”

Foto fra Dig og mig ved daggry, Teater Nordkraft
Foto: Louise Dybbro

Marie Grubbe – den hjemvendte, Tjele Gods (Magnus Brandstrup)

”Selvom det er 300 år siden, at Marie Grubbe afsluttede hendes liv, så er hendes livshistorie stadig brugbar i dag. Hun vidste, hvad hun var værd, og hun satte sig op imod dem, der mente det var forkert. En kamp vi måske alle skal tage op.”

Historien om Huset der blev til en prik, Teatret Gruppe 38, Århus

” Vigtigst er, at forestillingen behandler vreden med respekt. Vreden er på intet tidspunkt noget forkert eller uønsket. Vreden er en følelse, som kan opstå, og som kan ændre sig og blive til noget andet. Det er okay at være vred, og det er okay at give plads til de følelser som opstår inden i. Forestillingen hylder sanseligheden og det følsomme.”

Lav sol, Aarhus Teater

”Woetmanns manuskript formår at balancere imellem denne form for spørgsmål, der aldrig besvares, og heller ikke egentlig konkret stilles i forhold til den digitale effektiviserings kommende fremtid. Lav Sol omhandler de dilemmaer, den højteknologiske verden stiller menneskeheden i – også de fremadrettede konsekvenser, hvilke de kan føre til langt ude i tidshorisonten. Præcis i denne dystopiske version, er den meget klart ved at bevæge sig i en retning, som er ved at kaste os ned i en kold afgrund.”

Den uendelige historie, Aarhus Teater

”Det er en flot fortælling, som rummer alt det, som en god familieforestilling skal. Den tryllebinder børnene, som er opslugte af fortællingen, mens det mere voksne publikum også får lidt at tænke over. Bruger vi tiden rigtigt – og giver vi os tid til de ting og personer, som egentlig er det vigtigste i livet?”

Foto fra Den uendelige historie, Aarhus Teater
Foto: Emilia Therese

The Prince of Egypt/Prinsen af Egypten, Fredericia Teater

”Diluckshan Jeyaratnam er Moses og spiller rollen eminent. Fra ung, uvorn og ubekymret, til voksen med en tung byrde på sine skuldre – alle facetter klarer han suverænt. Hjulpet på vej af sin stærke og smukke stemme fører han publikum overbevisende igennem hele følelsesregistret.”

og

”Fredericia Teater viser i Prinsen af Egypten, hvor nænsomt og vedkommende musicalformatet kan være, og også på dansk er forestillingen original, nytænkt og kreativ – stadig en forestilling i verdensklasse.”

Foto fra Tarzan, Fredericia Teater
Foto: Søren Malmose

Tarzan, Fredericia Teater

”Tarzan er naturligvis underholdning – men fortællingen rummer også noget dybere, som er værd at tænke over og tage med ud fra teatersalen bagefter. …

Ambitionsniveauet og den kunstneriske kunnen er højt på Fredericia Teater, og man overraskes positivt hver gang – denne gang er ingen undtagelse. … Det hele fungerer og giver en fantastisk totaloplevelse i verdensklasse.”

Koldinghus live, Koldinghus (Dronning Dorothea Teatret)

”Hele denne forestilling er fantastisk, og rammerne kunne ikke være bedre. I Koldinghus Slotsgård, hvor publikum simpelt hen er ”on location”, der hvor det hele skete. Da konferencieren fortæller om Dronning Dorotheas spøgelse, der våger over slottet, når mørket falder på, så var jeg i hvert fald ikke den eneste, som kiggede en ekstra gang op på slotsvinduerne.

Stig Rossen taler for sig selv, da han lever 100 % op til forventningerne med hans fantastiske og kraftfuld stemme.”

Haabet, Teatret Møllen

(Set på Mungo Park Kolding, Kolding)

”Det første ord, jeg tænker på, når jeg overvejer denne forestilling, er tankevækkende. Det er lige, hvad denne forestilling er. Den sætter tanker i gang, blandt andet om hvordan mennesker er blevet behandlet igennem tiden. …”

Catch Me If You Can, Odense Teater

”De to skuespillere (Laus Høybye og Claus Riis Østergaard, red.) synger, både hver for sig og sammen, så hele salen dækkes af gåsehud. En medfaktor til dette er uden tvivl også fordi de akkompagneres af 17-mands orkestret Tiptoe Bigband, der spiller, så man får lyst til at stille sig op og danse med til rytmerne.”

Foto fra Direktøren for det hele, Odense Teater
Foto: Emilia Therese

Direktøren for det hele, Odense Teater

”Et dybt dilemma, der er pakket ind i humor, har aldrig skadet og specielt ikke når det leveres af sådanne dygtige mennesker og er krydret med ekstraordinære sceneskift, lidt skønsang og ikke mindst lidt chickendans. Direktøren for det hele har netop – det hele!”

byVANDring, Luna Park Scenekunst

”Luna Park Scenekunsts vandringsforestilling/installation byVANDring er noget specielt. Via små poster kredser man igennem, rundt om og over byen. Ikke som et orienteringsløb, men som et nysgerrigt vindpust, hint på hint, skridt for skridt og i mødet med mere eller mindre skæve eksistenser i tidløst tøj og med forskellige accenter f.eks. tysk eller engelsk. Skuespillerne skal have stor cadeau for at falde i et med omgivelserne og så alligevel skille sig ud.”

Foto fra byVANDring, Luna Park Scenekunst
Foto: Luna Park Scenekunst

This is Christmas, Holbæk Teater

”Igennem forestillingen åbnes lågerne, og ud af dem vælter julesangene og ikke mindst overraskelserne i en lind strøm. Vi får leveret et potpourri af en masse kendte julesange og -salmer, men her ofte i en ny og anderledes indpakning, ..

Det er en original og ikke mindst sjov og underholdende genopfriskning af julens sange.”

Chess, Tivoli (Mikkel Rønnow & TOCA Records)

”Det var en fantastisk givende forestilling med topprofessionelle sangpræstationer, der siger spar fem. Det var ikke bare skønsang, men ildsjæle, der gav den hele armen. Det var ligesom en rigtig musicalperformance bør være, og derfor kan jeg godt se bort fra de få, påpegede mangler, da jeg undervejs både fik kuldegysninger, grinte og græd.”

The Book of Mormon, Det Ny Teater

”Udover al satiren og den sorte humor har forestillingen også nogen lidt dybere emner, som også er værd at tage med hjem. Venskab – for som Cunningham siger: ”Jeg er der for dig!” – at turde gøre oprør, kærlighed, sammenhold trods forskelligheder og at skulle mande sig op og gøre noget, som man ikke turde tro, at man kunne. Forestillingen er derfor meget mere end alene en satirisk, sort og respektløs musical.”

Tør aldrig tårer bort uden handsker, Det Kongelige Teater (Eventministeriet)

”Selv om det blot er en forestilling, gør den ondt. Den gør helvedes ondt. Fordi vi ved at historien på sin vis er sand. Fordi Benjamin, som skal forestille at være Jonas Gardell, lever videre og bærer historien med sig, men har formået at skrive sine venner i live for en stund.

Forestillingen er noget for dig, som intet har imod at blive kneppet godt og grundigt i følelsesregisteret. …”

Drengen der fik en hunds hjerte, Teatret Zeppelin

”Det er ikke alle børneforestillinger, som formår at være givende for både børn OG voksne, men Drengen der fik en hunds hjerte er en af dem. Er du til vintermelankolske og drømmeagtige fortællinger, hvor der er lagt ekstra meget kærlighed i lys- og lydbilledet, er denne forestilling lige noget for dig. Den er tankevækkende, den er rørende og så er den fantastisk smuk at overvære.”

Revisoren, Nørrebro Teater

”Hvis man regner med, at man skal blive klogere på revision, skat og bogføring, kan man godt tro om igen. Man skal se dette stykke, hvis man vil opleve topklasses skuespil og gå grinende ud af teateret.”

Spar Dame, Det Kongelige Teater

”Jeg er blæst omkuld af den, på én og samme tid, enkle og overvældende Spar Dame. Bravo Den Kongelige Ballet! Bravo Liam Scarlett (koreograf, red.)! Og hurra for dansk scenekunst når det er allerbedst!”

Foto fra Spar Dame, Det Kongelige Teater
Foto: Henrik Stenberg

Riget, Det Kongelige Teater

”Riget fungerer på bedste vis på scenen, og det er højst sandsynligt den bedste gengivelse, jeg nogensinde har oplevet. Det var teater til perfektion. Sommetider kan perfektion været for indøvet eller kedeligt, men det er ikke tilfældet her. …

Denne forestilling er ikke for sarte sjæle men hvis du, ligesom jeg, elsker de gode gammeldags chok effekter i ægte Alfred Hitchcock stil, bør Riget være på din ønskeliste. Men skynd dig inden det er for sent, for porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny og dét er u-hyg-ge-ligt!”

Den kroniske uskyld, Det Kongelige Teater

”Den kroniske uskyld handler om pubertetsdramaer, venskab og seksualitet fra en forsvunden tid tilbage i den sorte skole, hvor undertrykkelse var en del af hverdagen. Den er en ingen reformation i forhold til nutidens samfund med tinder, porno på Instagram og åben debat om seksuelle frustrationer, men den er blevet gengivet på en frisk og nyfortolkende måde. Du skal ikke se forestillingen, hvis du frygter en lapdance og kropsberøring, men har du intet imod nøgenhed og interaktion med publikum i bedste stil, vil jeg blot sige: ”Go for it”.”

Foto fra Misantropen, Grønnegårds Teatret
Foto: Bjarne Stæhr

Misantropen, Grønnegårds Teatret

”Vores hverdag blev til historien om Misantropen. Vi vælter os i facader, roller, smiger og sikkert også bagtalelser den dag i dag, som de også gjorde i 1666, dengang Molière revolutionerede med sin komedie om det at være tro overfor sine idealer og sine valg i livet, men uden at det bliver for stift i tanke, handling og følelser. Der er det stof, som Molière giver os at tænke videre over, efter vi har grinet færdigt og forladt Grønnegårds Teatret i designmuseets have.”

Verdensballetten 2018, Sølyst (Verdensballetten)

”I år har Verdensballetten den udødelige balletkomponist Pjotr Tjajkovskijs storslåede og romantiske musik i fokus. Og netop romantik og kærlighed spiller en stor rolle for Verdensballetten. Kærlighed er fundamentet for Verdensballetten. Kærlighed til kunsten og til de steder de turnerer rundt til.”

Fra Verdensballetten 2018, Sølyst (Verdensballetten)
Foto: Verdensballetten

Lucia di Lammermoor, Opera Hedeland

”… Opera Hedeland formår at ramme et bredt publikum. Og særligt Lucia di Lammermoor kan nydes af både operakendere og -nybegyndere. Musikken og historien er nem at gå til, samtidig med man kan nørde og gå i dybden.

Jeg kan ikke andet end at anbefale Opera Hedelands Lucia di Lammermoor. Det her var en teateroplevelser udover det sædvanlige.”

New York City Ballet: All Balanchine, Tivoli (New York City Ballet)

””All Balanchine”-programmet er New York City Ballets DNA. Balanchine er for dem, som August Bournonville er for os. Programmet består af tre af hans største balletter: ”Serenade” fra 1935, ”De Fire Temperamenter” fra 1946 og afslutningsvis ”Symfoni i C” fra 1947 – en tretrinsraket uden lige. Det er et meget alsidigt program, der fastslår, hvor genial og kompleks en koreograf Balanchine var. Alle tre balletter er uden en direkte handling og lægger op til egen fortolkning.”

Misery, Østerbro Teater, Revolver

”Baastrups tolkning af galskaben er ikke overgjort. Man kunne have frygtet overspil, men det er langt fra tilfældet. Ensomhed, afhængighed og forelskelse er følelser, Annie også er i kontakt med i Lise Baastrups nuancerede karaktertegning. Det er altså ikke blot galskab for galskabens skyld, men uhygge sat på scenen med en ustyrlig dæmoni, så jeg må lukke øjnene. Stærkt. Gysende.”

Foto fra Misery, Østerbro Teater, Revolver
Foto: Natascha Thiara Rydvald

Nye rejsende, KGL Dansk, Det Kongelige Teater

”Johan Sarauws iscenesættelse er på en og samme tid åben, så den både får hele Tine Høegs tekst med, men også tilpasset, så det hele nås på den times tid, som forestillingen varer. Teksten er fint iscenesat med nerve og et drive, så det ikke bare ikke ”bare” bliver en reading.

Det visuelle udtryk består af en stor skoletavle og et kateder, hvor sidstnævnte kan flyttes rundt, vendes og drejes samt dissekeres og bruges alt efter behov. Stramt og enkelt, som fungerer godt, så vi holder fokusset på historien og den unge kvinde.”

Foto fra Nye rejsende, KGL Dansk, Det Kongelige Teater
Foto: Alexander Banck-Petersen

La bohème, Det Kongelige Teater

”Der er så mange plusser ved lige netop denne opsætning, som netop er så ægte og ærlig. …

Denne opera går lige i hjertekuglen. For mig er det umuligt at se den uden at græde – den trykker på nogle helt bestemte knapper, som kun det færreste scenekunst formår. Puccinis genialitet er lysende klar. La bohème er både for operanovicen og for operanørden. Om du er det ene eller det andet, så vær klar på hjertebanken og våde øjenkroge!”

Foto fra La bohème, Det Kongelige Teater
Foto: Miklos Szabo

Richard III, Husets Teater

”Husets Teaters Richard III giver dig noget at tænke over, og Jens Albinus’ iscenesættelse med fantastiske Tammi Øst i titelrollen giver dig en kompakt, kynisk og koldblodig, men også flot og tankevækkende oplevelse.”

Foto fra Richard III, Husets Teater
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Den magiske maske, Eventyrteatret

”Den magiske maske er en eventyrlig musical, som kan underholde både børn og voksne fra start til slut. Selvom det undervejs kan se sort ud, så får vi den klassiske ”det ender godt-slutning”, hvor kærlighed og venskab overvinder alle udfordringer, så du kun kan forlade teateret med et smil og i godt humør. Endnu en gang er jeg blæst bagover af talentet, kreativiteten og indlevelsen.”

Kat på et varmt bliktag, Betty Nansen Teatret

”Instruktør Minna Johannesson og oversætter Madame Nielsen har fornemt evnet at skabe et (sprog)univers, der på ingen måde ”dansk-ificeres”, men bibeholder den amerikanske stemning i visuelt utopi og jargon. …

Jeg overhører en tilskuer efter forestillingen, der mener, at hun må gå hjem og sige til familien, at hun elsker dem. Og det får man egentlig også lyst til efter denne forestilling, grundet disse universelle følelser i den typiske kernefamilie, som kærlighed, jalousi og fortielser!”

Det store fede gennembrud, Teater V (Satiregruppen MAGT)

”Ifølge gruppens egen skala kan den absolutte topvurdering klassificeres som følelsen af at få lige præcis alle de gaver, som man havde ønsket sig til jul, og generelt efterlader Det store fede gennembrud meget få elementer tilbage på ønskelisten.”

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *