Teaterblik: Mathias Monrad Møller: The Combat

By: Julia Bielefeld
On: 15. oktober 2020

Af Julia Bielefeld

I aftes på Operaens Takkeloftet, var gennemsnitsalderen i publikum sat ned med ca. 50 procent. Årsagen til dette var den unge sanger og komponist Mathias Monrad Møllers afslutningsprojekt fra Operaakademiet. Forestillingen The Combat kombinerer Claudio Monteverdis miniature-opera „Il Combattimento di Tancredi e Clorinda“ med en ny musik, som han selv har skrevet.

Stemningen i rummet var fyldt med sitrende forventning til, hvad denne nyudklækkede komponist og operasanger kunne finde. Det viste sig at være ikke så lidt endda!

Monrad Møller havde lagt i ovnen til en aften med store kontraster. Første halvdel bestod af noget af den tidligste operakomposition, man har adgang til i dag. Anden halvdel var en selvskrevet sats, blandt andet med elektroniske virkemidler. Ved at understrege kontrasterne i musikken med voldsomme koreografiske og scenografiske skift fik Monrad Møller skabt en flot, sammenhængende forestilling, hvor man ikke kedede sig et sekund.

Musikerne kom på scenen i spøjse barokke skørter, og de begyndte at spille som små svirrende chikader på deres instrumenter. For derefter at skifte fuldstændig retning til musik af renæssancekomponisten Monteverdi, mens en tekst der fortalte en rørende historie om en middelalder-ridder blev projiceret på væggen.

Til denne dansante, barokke musik kom Møller ind på scenen med et spøjst smil om munden, der fik hele publikum til at udstøde et ufrivilligt fnis. Højst sandsynligt over situationens absurditet. Hele første sats var Monrad Møller i konstant bevægelse: Han sang nonstop, mens han kastede bolde og smed sig på jorden. Det blev tydeligt at han var i en slags kamp med sig selv. Man vidste aldrig, hvor han ville bevæge sig hen, og det skabte spænding i denne ellers lidt monotont sungne Monteverdi-sats.

Overgangen til anden halvdel var helt vild, da han benyttede en teknologi, der gjorde at grundtonen fra slutakkorden blev hængende i ørene, uden man kunne høre hvilken retning, den kom fra. Det var meget spacy og utroligt fedt.

Med denne vilde start begyndte anden sats. Vi var nu i helt mørkt rum og så på en Monrad Møller, der sad ganske ukomfortabelt op ad to nodestativer og sagde: ”I am comfortable”. Det var tydeligt, at den indre kamp var stoppet, og Monrads menneske ikke var på jorden længere. Alt lyd fra musikerne blev forvrænget gennem mikrofoner, og kom nu fra balkonen bag publikum. Det gav en svævende stemning, at musikken bare kom et eller andet sted fra i det mørke rum.

Det føltes som om, man bare flød rundt i universet, mens man så den pludselig så umenneskelige og fornuftsstyrede astronaut-Monrad have samtaler med Paven og Barack Obama.

Pointen med stykket stod til slut ikke soleklart for mig, men jeg synes at skimte fra Monrad Møller hånd to veludførte portrætter: Ét af et menneske fuldstændig i kamp med sig selv og sine følelser, og ét der var så styret af videnskab og fornuft, at kampen slet ikke eksisterede. Monrads futuristiske astronaut endte, grundet mangel på følelse, med at blive umenneskeligt.

Alt i alt var Mathias Monrad Møllers afgangsprojekt fra Operaakademiet et veludført interessant stykke, der med sikker hånd dannede bro i mellem fortid og fremtid både menneskeligt og musikalsk. Det bliver spændende at følge i, hvad han finder på i fremtiden!

Fotos: Gerald Geerink

THE COMBAT

Monteverdi: Il Combattimento di Tancredi e Clorinda (1624)

Monrad Møller: Boring Orbits (2020)

Mathias Monrad Møller, performer og koncept

Alma Toaspern, iscenesættelse

Yngvild Haaland Ruud, cembalo og musikalsk ledelse

Ditte Marie Tygesen, scenografi, kostumer, lys

Sebastian Eskildsen, lyd

Tanja Diers, dramaturgisk konsulent

Ida Pontoppidan, produktionsassistent

Forestillingen kunne opleves på Det Kongelige Teater, Operaen, Takkelloftet den 7.-8. oktober 2020