Anmeldelse: Emma ude af takt, Folketeatret

Anmeldelse: Emma ude af takt, Folketeatret

Af Xenia Winther

Mørket i salen falder på og en kvinde kommer frem på scenen og spiller kontrabas – fem andre flotte velklædte kvinder kommer til syne, og de synger for os. Vi får børneklassikeren ”Fy fy skamme” med alt det, som vi ikke må: ”Næ næ næ, det må vi ikke!”. Det er en sjov åbning, som passer godt til forestillingens emne (i hvert fald det, som der lagt op til…). Hvad må vi, og hvad er god takt og tone. Og det er skønt at høre – de damer kan synge!

Da de er færdige, med at synge, begynder de at snakke om, hvad takt og tone er i dag, og hvad vi ikke må sige mere på grund af politisk korrekthed. Jeg tænker ”Fedt!” – enten skal jeg nu se en forestilling, hvor jeg er meget enig, eller også skal jeg se en forestilling, hvor jeg rigtig kan blive fornærmet. Men ingen af delene får jeg at se. Jeg så mere en forestilling, hvor jeg var forvirret og desperat prøvet at finde et emne eller en form, jeg kunne klamre mig til, så jeg måske kunne følge med.

Hvad jeg til gengæld kunne følge med i var de seks skuespillerinder; de spillede både hver især en form for privatperson og personer i Emmas historie. Når jeg ikke kunne forstå, hvad forestillingen ville, nød jeg virkelig skuespillerindens tilstedeværelse, deres smukke sange fra det foregående århundrede, sange som også fungerede som fine sceneovergange, og deres klare henvendelse til publikum.

Men hvorfor skal jeg vide noget om Emma Gad? Hvad har hun med tiden at gøre? Jeg oplevede ikke, at jeg fik svar på nogle af disse spørgsmål. Det virkede næsten til, at skuespillerinderne heller ikke vidste det. Forestillingen gik hele tiden fra at læse højt fra Emma Gads bog ”Takt og tone”og til at give Emma ret, til at næsten gøre grin med, hvor lidt Emma passer på og ikke mindst til nutiden. Vivian Nielsens tekst er klart det svageste punkt i forestillingen. Teksten kan ikke helt beslutte, hvad den skal – og særligt hvor den skal hen. Desværre! For idéen om en forestilling om Emma Gad og vores allesammens væremåde og takt og tone fejler ikke noget.

Desuden blev der gjort en pointe ud af, at Emma havde en klar forestilling om, hvordan kvinderollen skal være – dertil blev der talt meget om kvindekampen, men jeg fangede aldrig forestillingen og de seks skuespillerinders standpunkt i forhold til feminisme – og hvad var Emma Gads rolle og standpunkt i kvindekampen?

Man kunne sagtens have lavet en forestilling om Emma Gads liv og funktion i hendes tid. Men så skulle man have undladt at sammenligne med nutiden og inddrage kvindekampen. Man kunne også have lavet en forestilling om takt og tone i dag. Men hvad havde kvindekampen at sige om det? Man kunne også sagtens have lavet en forestilling om feminisme og kvinderollen før i tiden og nu. Men så blev man nødt til at tage et standpunkt – og man havde ikke behøvet Emma Gad. Emma Gad og takt og tone er egentlig udgangspunktet her, hvor vi i slutningen får resten af børnesangen om, hvad vi så egentlig må. Men det hele falder derfor lidt ned mellem to stole, og vi finder aldrig ud af, om Emma Gad egentlig er ude af takt i dag.

For mig lod det til Emma ude af takt ville for mange ting – det stak i for mange og for upræcise retninger. Det kan tit ende i, at man ingenting får gjort eller sagt, og publikum går ud af salen med en uforløst følelse. Forestillingens generelt gode musikalitet gør dog, at man alligevel går fra salen lettere glad.

På turné rundt i landet – se spillesteder og -tider i link nedenfor

Folketeateret, Store Scene, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: Turné rundt i landet i perioden 15. oktober-12. december 2020. Spiller herefter på Folketeatrets Store Scene i perioden 10.-29. april 2021 på Store scene på Folketeatret Nørregade.

Set den 13. oktober 2020 (pressevisning)

Fotos: Thomas Petri

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/emma-ude-af-takt/

Medvirkende: Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Christiane Bjørg Nielsen, Tanya Lund Andersen, Henriette Rosenbeck og Sanne Graulund

Dramatiker: Vivian Nielsen

Instruktion: Madeleine Røn Juul

Scenografi: Søren Glad

Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz

Dramaturgi: Ninette Mulvad

Kapelmester: Sanne Graulund

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *