Teaterblik: Musikhuset Aarhus og forestillingen ”The Book of Mormon”

Teaterblik: Musikhuset Aarhus og forestillingen ”The Book of Mormon”

Af Christian Skovgaard Hansen

Musikhuset i Aarhus er Nordens største musikhus, og i hjertet af Århus danner husets seks sale og 11 scener ramme om mere end 1.500 årlige arrangementer.

I efteråret 2019 har de fået kultmusicalen ”The Book of Mormon” til Århus i den originale Broadway-version (vores anmeldelse af forestillingen kan læses på bloggen lig straks).

”The Book of Mormon” er en skarp og grænseoverskridende satire over fundamentalistisk religion og kultursammenstød. Vi følger to unge missionærer fra Salt Lake City, der sendes til en fjern landsby i Uganda.  Ældste Price er en mønster-mormon, mens Ældste Cunningham derimod er en nørd med en meget livlig fantasi når han skal forkynde indholdet af mormonernes hellige skrift, som han har et begrænset kendskab til. Livet i Afrika er ikke helt som deres forestilling, og det er ikke helt så let at missionere der som ventet…

”Vi har fået musicalen ”The Book of Mormon” til Århus, da det er i tråd med husets fokus, hvor musikken og musikforestillingen er i centrum. Vi har allerede en række samarbejder, og både The One and Only Company, Fredericia Teater m.fl. gæster os med deres store musicals. Det viser os, at musicalgenren har været i rivende og positiv udvikling de seneste mange år, og at genren har fat i danskerne, som gerne vil rejse for at opleve en kvalitetsmusical,” siger Musikhusets producent Mette Bjærge.

”The Book of Mormon” tør skille sig – og skiller sig – ud i musicalgenren. Den lægger vægt på en satirisk og comedy-agtig vinkel på historien. Samtidig har musicalen som genre det hele – både musik, skuespil, sang og dans.

”Udover at være hamrende sjov, rummer ”The Book of Mormon” også en række universelle temaer – kulturelle forskelle, hvad der sker når disse kulturer møder hinanden, hvilke fordomme vi møder andre med, og hvordan vi kommunikerer med dem. Hvad binder folk og kulturer sammen – og kan de finde fællesskab. Alt dette favner musicalen også,” siger Mette Bjærge, og fortsætter: ”Samtidig er også den første – men forhåbentligt ikke sidste – store musical på originalsproget, som vi får til huset.”

Musicalen er skrevet af mændene bag kultserien ”South Park”. Den rammer derfor også i højere grad et yngre og bredere publikum end de traditionelle musicals. Den kan være medvirkende til at en ny målgruppe, som ikke nødvendigvis er vant til at gå i teatret, nu finder vej ind i salens mørke.

Musicalen ligger derfor også meget godt i tråd med Musikhusets slogan ”Life is live”, hvor vi får en fælles oplevelse sammen. Det er et frirum i en travl hverdag, og det kan både give en underholdende, men også eftertænksom oplevelse, og også en øget livskvalitet og forståelse.

Det er livet, det er nu – grib det og smut ind i Musikhusets sale!

Læs mere om Musikhuset:

https://musikhusetaarhus.dk/

og om forestillingen ”The Book of Mormon”:

https://musikhusetaarhus.dk/arrangementer/the-book-of-mormon/

Foto: Jonas Høgholt

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *