Anmeldelse: Eugen Onegin, Det Kongelige Teater (Den Jyske Opera)

Eugen Onegin har bare alt, hvad en vaskeægte romantisk opera bør have: Kærlighed, der når stormfulde højder, en dødelig duel og smertefuldt smuk musik – og noget så eksotisk som en helt igennem tragisk slutning.  Det er en sand russisk fortælling, der i næsten hver scene giver dig håb for til sidst at tage det fra dig.

Den Jyske Operas enkle, men elegante og gennemtænkte scenografi samt suveræne sangpræstationer gjorde forestillingen virkelig medrivende, og når alt gik op i en højere enhed: Hårrejsende.

Aftenens opsætning af Eugen Onegin var en periodeforestilling, der fremstillede en kamp mellem kulturen, byadlen, og naturen, landbefolkningen. Hvilket faktisk er meget forfriskende blandt de mange nyfortolkninger, der ellers er på operascenen i dag.

Scenerne, der foregår på landet, er badet i et varmt lysskær, og birketræerne vokser helt ind i Madame Larinas landejendom. Når vi senere i operaen når ind til byadlen, er væggene sorte. De birketræer, der voksede frit hos Madame Larina er nu indkapslet i tapetserede søljer – som om naturen er sat i bur.

Til trods for denne velgennemtænkte, meget symbolske scenografi var der enkelte momenter, der ikke helt fungerede. Fordi første akts scenografi skar scenen i halv med en væg, var der meget lidt plads til de mange korister, hvilket fik scenebilledet til at fremstå en smule rodet og proppet. Derudover var der også enkelte sceneskift, hvor skuespillerne på scenen hægtede birketræer i loftet eller bar bænke ind uden nogen kontekst. Noget, der fik en ellers ret umiddelbar og ubesværet scenografi til at fremstå opstillet.

Kostumerne fulgte samme princip som scenografien – den lystige landbefolkning bar hvidt – og de stringente glædesforladte byboere bar sorte kostumer. Det skabte en flot visuel kontrast i første akt, når Onegin, som jo er fra byadlen, er fuldt klædt i sort, mens alle andre er klædt i hvidt. Det er en meget fin detajle, at Onegin smider sin jakke i sidste akt og står i sin hvide skjorte overfor Tatiana, der nu er klædt helt i sort, som han var i første akt: Det bliver altså formidlet visuelt, at de har byttet roller.

Dog lignede Onegin lidt en tidsrejsende fra en tegneserie, jeg ikke kan placere. Det skyldes hans sorte høje hat, sorte page og bakkenbarter samt mørke runde pilotbriller og absurd lange silhuet, som kun blev gjort længere af hans høje hat. Derfor blev hans arrogante opførsel i første akt til tider lidt komisk. Dog viger det komiske til side for desperationen, når Onegin smider jakken og lægger sig på desperat knæ for Tatjana i tredje og sidste akt. Jeg kan derfor godt leve med tegneseriefigur-looket, når det understreger Onegins indre udvikling fra en flad næsten farsisk karakter til et desperat elskende menneske.

Tatiana sunget af sopranen Tanja Kuhn leverede en virkelig flot præsentation – både dramatisk og vokalt. Vi så Tatianas udvikling fra en ung tøseforelsket teenagepige til en rig og magtfuld kvinde med værdier af stål. Det formidler Kuhn gennem en tydelig mimik og en stemme, der bliver gradvist mere kraftfuld som handlingen skrider frem. Hun brillerede i Tatianas store brevarie i første akt, hvor vi i publikummet fik masser af imponerende og flot klingende high-notes og smukt førte musikalske fraser.

I kontrast til Kuhns Tatiana meget menneskelige og kommunikerende Tatiana, var Ølsteds Onegin kølig og distanceret i de første to akter. Både vokalt og dramatisk var der meget lidt udtryk – nærmest et fraværende præsens. Det stemte godt overens med kostumet, der som nævnt ovenfor fremstod tegneserie-lignende og fladt i forhold til resten af kostumerne. Selv efter drabet på Onegins gode ven, var der ikke mange følelsesmæssige udsving at se eller høre. Det var en skandinavisk tilbageholdende Onegin, der nærmest udtryksløst går gennem operaen, og først lukker op for følelsesventilerne i duetten i sidste akt. For mig at se, var Onegin i denne opsætning i høj grad et instrument for at vise Tatianas udvikling, hvilket i så fald lykkedes.

Generelt var de musikalske højdepunkter i operaen, de smukke arier og duetter. Phillippe Do, der sang Lenskij, udviste dramatisk og musikalsk kapacitet på samme niveau som Kuhn i Lenskijs store dramatiske arie ude i skoven. I så høj grad at jeg næsten fældede en tåre:  Der var noget særligt tragisk over måden, Lenskij stod grædende og alene i en vinterkold skov udklædt som en klovn. Også Fyrst Gremins arie i tredje akt var enormt flot grundet Valerian Rumiskis fuldstændig vilde bas.

Kulminationen af operaen, duetten mellem Tatiana og Onegin var hjerteskærende som den bør være. Kuhns uendeligt klare klagende pianissimi understøttet af Leif Jone Ølberg mørke grynede baryton gjorde scenen spændende at lytte til, og skiftet i magtforholdet mellem Onegin og Tatiana fremstod tydeligt gennem kostumerne som beskrevet ovenfor, og stærkt skuespil fra begge parter.

Selvfølgelig blev solisterne båret igennem af et velspillende orkester og et kor, der også havde mange store flotte satser. Det var især imponerende, fordi koret havde så meget koreografi oveni; der blevet udført folkedans, vals, polonaise og mazurka. At alle disse danse blev udført, var yderligere med til at trække mig tilbage til Tjajkovskijs tid, fordi de sammen med kostumerne og Tjakovskijs sublime dansemusik frembragte mange associationer til gode gamle dage, hvor man ikke stod på dansegulvet med basarmen i vejret.

Opsætningen var meget periodeorienteret, hvilket tjente operaen godt, da litteraturen bag librettoen, Pushkins roman af samme navn, netop er et snapshot af perioden.

Selvfølgelig indeholder historien universelle temaer som kærlighed, jalousi og pligtfølelse – ellers ville vi ikke sidde der i dag og se operaen – men romanen er i sin DNA også en social kommentar til den dagældende russiske samfundsstruktur: En beskrivelse landarbejderne, landadlen og byadlen i Rusland, af deres danse og deres normer – og det er fedt at se, at denne opsætning vælger at omfavne og formidle det uden, at opsætningen fremstår gammel og støvet. Den er ikke historisk korrekt for enhver pris, men den fangede essensen af perioden i scenografien og kostumerne, og formidlede elegant Ruslands sociale struktur og en kritisk holdning til byadlen gennem det.

At scenografien, dramaet og musikken alt sammen arbejdede for at afbillede den samme tidsperiode gjorde, at opsætning fremstod meget velsammenhængende. Det hænger nok sammen med, at instruktør, scenograf og konstumedesigner, er en og samme person: Hinrich Horstkotte. Det må have været et stort arbejde at overskue alting ene mand, men det har resulteret en æstetisk og tematisk gennemført opera, der virkelig fungerer og gør handlingen nem at forstå på trods af en russisk libretto.

Aftenens opsætning af Eugen Onegin leverede altså et brag af en kærlighedshistorie alt imens den stadig bevarede en kulturkritisk vinkel. Den leverede også en gennemført scenografi med få mangler, stor sødmefuld romantisk musik og flotte vokale præstationer. Derudover er operaen heller ikke helt forfærdeligt lang – og så der jo ikke særligt meget tilbage, der ville kunne holde os unge teatergængere væk.

Gæstespil af Jyske Opera

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 19.-20. november 2019 på Gamle Scene

Turné rundt i Danmark i perioden 9. oktober-30. november 2019

Set den 19. november 2019

Fotos: Anders Bach

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://jyske-opera.dk/kalender/eugen-onegin

Medvirkende: Leif Jone Ølberg, Philippe Do, Tanja Christine Kuhn, Johanne Højlund, Valerian Ruminski, Birgitte Mosegaard Pedersen, Andreas Winther, Simon Mott Madsen, Bolette Bruno Hansen, Sine Algreen Møller og Jani Kyllönen (denne aften – forskellige hold – se hjemmesiden) samt Den Jyske Operas Kor og Copenhagen Phil (forskellige orkestre på turnéen)

Komponist: Pjotr Ilitj Tjajkovskij

Dirigent: Tecwyn Evans

Instruktør, scenograf og kostumedesigner: Hinrich Horstkotte

Lysdesigner: Ib Asp

Varighed: 2 timer og 45 minutter med pause

Operaen synges på russisk med danske overtekster

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Bunbury, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Holder Oscar Wildes komedie ’Bunbury or The Importance of ...

Anmeldelse: Sange om mor, Teater Får303 (gæstespil fra Teater Kamikaze)

Af Christian Skovgaard Hansen  Se den, hvis du vil opleve nærværende og samfundsrelevant scenekunst, ...

Anmeldelse: En Engel Gennem Stuen, Teater Grob

Af Nikolaj Bomberg Simonsen, gæsteanmelder Forestillingen rammer plet på familie livets udfordringer med en ...

Anmeldelse: Persefone stikker af (teaterhørespil), AKT1

Af Anne Sophie Parsons   En vibrerende, mørk lyd, sætter tonen for Underverdenen som ...