Anmeldelse: Efter tiden, Teater Grob

Af Emma Brink Laursen

Dorte vil i isolationsfængsel. Det kan ikke være anderledes, mener hun, for hun er både selvoptaget, uempatisk og flygtig, og hun har taget sig selv i at flytte rundt på andre kunder i supermarkedet, som var de ting. Thomas er af sit arbejde blevet bedt om at give sin ene nyre til kollegaen Carsten, og kan man sige nej til det, når det måske kan betyde fremgang for arbejdspladsen? Hanne kæmper med tanker om tid og universet, og så er hun begyndt at miste sproget. Hun anskaffer sig en menneskehund og behandler den dårligt, for så føler hun sig i det mindste ikke helt så lille mere. Egon fester. Han er blevet forladt af konen, men han skal nok klare sig, for han har venner omkring sig til at opmuntre ham. Eller har han?

Efter tiden handler om fire mennesker, der bare gerne vil være gode mennesker og have det godt med sig selv og hinanden. Men i deres desperate kamp for dette mister de fuldstændig deres fornemmelse for, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert, og kampen bliver ikke uden omkostninger. Teater Grob beskriver det meget præcist selv: ”En tragikomisk fortælling om at holde fast i normaliteten – men med neglene.”

Kirstine K. Høgsbro er både forfatter og instruktør til forestillingen. Det er første gang, at hun iscenesætter sin egen tekst, og det har hun gjort med succes. Efter tiden er særdeles skarpt skrevet og skarpt iscenesat, hvad der gør det umuligt ikke at blive ramt, så man både må give efter for højlydt latter og dybe suk. De fire menneskers små fortællinger er skæve og sat på spidsen, og samtidig så forbandede genkendelige, at man også sommetider må krumme tæer.

På scenen er Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Paw Henriksen og Ole Boisen, og det er ikke til at fremhæve nogen frem for andre. Alle leverer de et suverænt stykke arbejde, både i samspillet med hinanden, og når de hver især udfolder sig på scenen. De skildrer fire forskellige karakterer med største troværdighed, trods der virkelig er tale om nogle absurde, karikerede typer, der er både skæve og også lidt skingre til tider.

Dorte kalder sig selv for Orte og har det dårligt med stort selv alt, hvad hun er og gør; hendes selvoptagethed og manglende medfølelse, hendes manglende evne til at mene noget, hendes kun sporadiske affaldssortering og hendes forbrug af plastiksugerør. Derfor demonstrerer hun imod sig selv, tramper rundt og råber ”buh!” med et papskilt i hænderne, hvorpå der med bittesmå bogstaver står ”Ned med Orte”. Man må jo gerne gøre sig bemærket, men ikke for meget. Hun går fra at ønske sig væk fra jordens overflade – eller i hvert fald til en eller anden eksotisk ø langt væk – til at være et kendt ansigt og stå i spidsen for en bevægelse imod hende selv og andre egoister. En udvikling, der på mange måder er dybt ironisk.

Thomas tøver med en give sin ene nyre væk til Carsten, men det er svært, når chefen og kollegerne presser på, og snart har han givet både arm, ben og øje væk og må med stort besvær kæmpe sig rundt i en kørestol, for som han siger; det er ikke længere nok bare at møde op hver dag, man må gøre sig fortjent til sit arbejde. Konen Hanne er ramt af stres og kæmper med udslet på maven, og sammen udgør de to et virkeligt sølle par, som er så presset på egen overlevelse, at de må bukke under for ethvert socialt pres.

Første gang Egon træder ind på scenen er det storgrinende og i boxershorts. Han holder fest og forsøger at samle sine venner, så han kan dele med dem, hvad det er, der er så sjovt. Disse ”venner” giver han navne og danser med, som det passer ham, og sidder de og hænger, eller kigger de ikke på ham, så bliver han vred.

Og vennerne hænger og kigger aldrig på ham, for det er nemlig tre dukker, der udgør disse. Og dukker er måske endda for meget sagt, for egentlig er det bare vat pakket ind i beigefarvet betræk formet som kroppe. Det er komisk og på samme tid dybt tragisk at overvære Egon i sin nærmest aggressive munterhed, som han prøver at nyde livet med sprut, dans, musik og sine venner, som han gennem forestillingen langsomt må indse, langt fra er ligeså feststemte som ham selv. Måske er de der faktisk slet ikke, måske er han ganske alene om festen.

De slappe, leddeløse dukker går igen i forestillingen, blandt andet udgør de aktivisten Ortes mange tilhængere. Da de jo ikke selv kan hverken stå eller gå, må hun bære rundt på dem, eller de må ligge slattent på gulvet. De behandles som ting, og på den måde er de med til at sætte en stor, fed streg under, hvad der er supercentralt i forestillingen, nemlig vores måde at behandle andre mennesker på.

Kan vores kamp for en bedre verden, for klimaet, føre til, at vi begynder at udstøde hinanden fra fællesskabet for ting som at drikke drinks med plastiksugerør ved festlig lejlighed eller for kun at affaldssortere en gang imellem? Og hvorfor går vi pludselig så frygteligt meget op i det? Bekymrer vi os virkelig så meget om klimaet? Eller bekymrer vi os mere om vores egen overlevelse, om at opnå accept i samfundet? Kan vi i vores egen kamp for at blive et bedre menneske ende med at glemme alle andre fuldstændig? Ende med at se dem som midler og intet andet?

Det er alle disse samfundsrelevante spørgsmål, der rejses i Teater Grobs forestilling Efter tiden, og svarene de gives også. I forestillingen udnyttes, udstødes og kæmper mennesker for deres liv, og selvom situationerne er absurde, sat på en spids, så er der så meget genkendelighed til stede i forestillingen, og det er det, der gør den så vellykket!

Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 4.-25. maj 2019

Set den 4. maj 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Paw Henriksen og Ole Boisen

Manuskript og instruktion: Kirstine K. Høgsbro

Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn

Lysdesign: Sonja Lea

Lyddesign: Weronika Andersen
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: For enden af regnbuen, Nørrebro Teater

Af Jonathan Stahlschmidt   Jeg vil gerne starte med at advare mod denne forestilling, ...

Anmeldelse: Tribadernes nat, Grønnegårds Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen Odd Fellow Palæets Have danner også i år rammen om ...

Anmeldelse: DANCE – Copenhagen Hip Hop Festival, Bellevue Teatret

Af Carina Blangsbøll Se ’DANCE’ – Copenhagen Hip Hop Festival, hvis du er til ...

Anmeldelse: Pelle Erobreren, Østerbro Teater, Østre Gasværk Teater

Af Henriette Devantier   Pelle Erobreren markerer genåbningen af Østre Gasværk Teater, der nu ...

Anmeldelse: Torben Toben, Teatret ved Sorte Hest

Af Emil Møller Christensen   Frantz sidder på knæ for titelfiguren Torben. Frantz taler ...