Anmeldelse: Kongens fald, Det Kongelige Teater (co-produktion med Aarhus Teater)

Af Emil Møller Christensen

Skam, skyld, hævn, forbitrelse og smerte. Det er tunge ord. Men skæbnen er tung for hovedpersonen Mikkel Thøgersen i Johannes V. Jensens litterære klassiker Kongens fald, som Det Kongelige Teater i et samarbejde med Aarhus Teater har sat op. Først i Skuespilhuset i København og siden fra den 10. januar 2019 i Århus.

Den unge Mikkel mærker smerten tidligt, da soldaten Otte indleder et forhold til Susanna, som Mikkel er forelsket i. Mikkel må tage hævn over for Ottes egen elskede, Ane Mette. Denne forbitrelse og hævn følger Mikkel resten af livet, der bliver til en historie, som ”går på mere end et ben”. Mikkels barnebarn, Ide kommer tidligt ind i stykket, som en glimrende, overbliksskabende insiderfortælling, leveret fint og sikkert af Maria Rossing. Det bliver historien om barnebarnet, der forsøger at løse de kappede og komplekse slægtsbånd, mens vi på den anden side bliver vidende til et historisk drama, hvor Mikkel Thøgersen bliver kong Christian den 2.’s følger og følger ham også i kongens undergang og fald som fange på Sønderborg Slot. Er kongens fald også Mikkels fald?

Opsætningen af Kongens fald er visuelt stærk i instruktøren Carlus Padrissas træfsikre scenografi. Det er et teknisk udstyrstykke, tilsat Ulrik Gads omskiftelige lyssætning. Publikum bringes med til mange steder, hvor nye universer folder sig ud i stykkets fascinerende æstetik og transformation: Fra gyngende grund i båd til kongens grandiose ankomst til scenen, godt hjulpet på vej af levende billeder projekteret op på bagscenen til at underbygge tid, sted og stemning. Alt sammen med uafladelig vand på scenen. Det taler både til vores sanser og vores følelser. Vandet vil hele tiden være der, på samme måde som den dysterhed, historien og tematikken om den hævngerrige Mikkel, Kongens fald indtager.

Stemningsfyldt er også underliggende, levende violinspil, komponeret og udført af Adele Madau. Musikken spiller en stor rolle for de følelser, der udfolder sig blandt karaktererne, men musikken skaber også en præcisering af stykkets tid i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet.

Samtidig er det visuelle også en vigtig kraft for opsætningen, der qua sit litterære udgangspunkt er teksttungt. Det kræver scenografiens forløsning og modspil til det tunge i forestillingen, både på det tematiske, men også på det litterære plan. For stykkets problematik er kompleks. Mod slutningen virker nogle sekvenser lidt langtrukne. Handlingen skal naturligvis følges til dørs, men undervejs savner jeg en smule mere tempo i spillet fra de medvirkende, hvor troværdige Joen Højerslev ellers viser sin Mikkel Thøgersens forbitrelse, hævn og dunkle væsen i et hærget udtryk, slidt af den modgang, Mikkel har oplevet. Det er dog en opsætning, som i højere grad styres af historien, fortællingen og scenografien end af enkeltstående skuespilpræstationer.

Dog giver Peter Christoffersen Kong Christian en imposant figur, mens Anne Plauborg og Alvin Olid Bursøe er et forfriskende pust – to lys, der pludselig bliver tændt som det smukke brudepar, Inger og Axel, i Karin Betz’ farvestrålende, blomsterfigurative kostumer. Desuden er Jens Andersen både en frisk og veloplagt Niels Thøgersen.

Det er en fortælling, der fletter sig ind og ud mellem både uforløste familieforhold, en konfliktfyldt politisk situation og Mikkels forsøg på selvrealisering. Forestillingen bevæger sig i både det sanselige og fantasifulde, næsten fabelagtige univers, hvor man tænker, om det er virkelighed eller ej, over for konkrete historiske begivenheder: Danmarks konge og Det Stockholmske Blodbad.

Denne dobbelthed får opsætningen gjort til sit helt eget univers. Dobbeltheden mellem det fantasifulde over for det virkelige forekommer interessant, fordi teatret via sin form, har den styrke at kunne skabe billeder. I den rige, tranformative, til tider flere gange tids- og stedsorienterende scenografi skabes der et legende univers, som understøtter stykkets fabelagtighed, om det så er medvirkende løbende ind på scenen som enten grise- eller rottelignende figurer.

Instruktøren, spanske Carlus Padrissa, bearbejder med sin scenografi Kongens fald til sin egen udgave af Jensens meget nordiske univers. For selvom opsætningen italesætter en tydelig klarhed om sted, eks. Himmerland eller Stockholm som lokationer, så er det rent scenografisk udformet på en sådan måde, at det på det billedmæssige plan kunne foregå andre steder. Her spiller opsætningen altså på fablen, hvor rummet i lige så høj grad etableres metafysisk i sin stemningsbetoning. Gennem det stærkt visuelle som forestillingens primære kvalitet, forsøger Padrissa at selvstændiggøre Kongens fald til scenisk oplevelse, der dog i kraft af romanforlægget stadig er meget litterært. Dobbeltheden mellem det fabelagtige og det litterære forekommer hele tiden til stede.

Det er en historiefortælling, hvor Johannes V. Jensen blander sin fiktive Mikkel med den virkelige Kong Christian. Det er en fortælling om en tid i Danmarkshistorien, som nok ikke dyrkes så meget af min ungdom, men som unge kan få et kærkomment indblik i – i det fiktive univers vel at mærke.

Beskueren til aftenens forestilling kan være beredt på en overraskende, subtil visuel oplevelse, der lever badet i vand og effekter i legende udformninger. Det forsøger at afbalancere stykkets og forestillingens tunge dysterhed til også at være nydelsesfuld for øjnene, der ser.

Det Kongelige Teater og Aarhus Teater

Det Kongelige Teater, Skuespilhusets Store Scene, København K

Spilleperiode: 16. november-21. december 2018

Spiller herefter på: Aarhus Teater, Store Scene i perioden 10. januar-9. februar 2019 

Set den 16. november 2018

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/skuespil/kongens-fald/?id=21201&section=top

eller

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1819/kongens-fald/

Medvirkende: Joen Højerslev, Peter Christoffersen, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Lila Nobel, Mikke Becker Hilgart, Anne Plauborg, Jens Andersen, Janus Elsig, Liam Jones, Maya Saoirse Tenenbaum Peters, Alfred Hall Kreigsbaum, Sonia Christina Silvestre Matos, Mattias Umaerus, David Ullrich og Peter Hald

Dramatiker: Henrik Szklany efter Johannes V. Jensens roman

Iscenesættelse og scenografi: Carlus Padrissa

Medinstruktør: Mireia Romero

Scenografassistent: Tamara Joksimovic

Kostumedesign: Karin Betz

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: Jonas Vest

Komponist og musiker: Adele Madau

Videodesign: Vibeke Bertelsen og Freja Hyldgaard, Vertigo

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inklusiv pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod