Anmeldelse: Selvtægt, Teater Momentum (Teater Momentum og Teatret st. tv.)

Af Emilie Elisabeth Bundgaard

 

”Tilbage i 2015 brændte en gammel skole ned uden for Ljungby i Sverige. Den skulle have fungeret som asylcenter for 80 flygtninge. Ingen omkom under branden, men det var den 43. asylbrand siden juli samme år.” Overstående var det fakta, som jeg læste i programmet lige inden lyset i salen slukkede og forestillingen skulle til at starte.

På scenen stod skuespillerne med små røde gårde over deres hoveder og i takt med, at skuespillerne skulle i gang på scenen fjernede de gården fra hovedet. Gårdene fungerer som en gennemgående rekvisit på scenen, og jeg synes, at det fungerer godt. De er med til at skabe den svenske stemning for mig, i takt med at det første jeg tænkte, da jeg så dem var: ”Emil fra Lønneberg.” Så jeg havde fra begyndelsen følelsen af Sverige uden, at det var italesat gennem replikkerne; for senere at få præsenteret, at det hele tog udgangspunkt i den svenske by Ljungby.

Vi møder Säpoagenten Mo, der spilles af Mohamed Ali Osman. Han er taget til Ljungby for at efterforske en asylbrand. Mohamed Ali Osman har publikum i sin hule hånd, fra han siger sin første replik. Hans mimik og kropssprog er helt fantastisk, og flere gange er jeg også nødt til lige at tørre min lattertårer væk fra øjnene. Han leverer replikkerne med så megen seriøsitet og sarkasme, at man ikke kan andet end både have ondt at karakteren, men samtidig også grine ad ham.

Derudover møder vi to unge mennesker; en muslim og en neonazist, der spilles af hhv. Amira Jasmina Jensen og Emil Prenter. Ligeledes møder vi en alkoholiseret kvinde og en kommunalpolitisk blæksprutte; Betina Grove og Marianne Søndergaard. Man følger alle fem karakterenes tanker om hinanden og om livet gennem deres replikker. De taler ofte direkte til publikum om deres følelser, og det fanger mig. Det føles nogle gange som om, man er med inde i tankemylderet i hjernen på dem.

Det fungerer rigtig godt, at de nogle gange er flere om at sige en replik. F.eks. hvis en af de unge taler med deres forældre, så siges forældrernes replik af to skuespillere et sted fra scenen. På den måde har forældrerollen ikke en decideret karakter, og men forbinder ikke ”rollen” med nogen af skuespillerne. Man kunne måske være bange for, om det ville lykkedes at skulle sige replikkerne i munden på hinanden – her vil jeg bare pointere, at de gør det rigtig godt. Der var ikke et tidspunkt, hvor jeg var i tvivl om, hvad der blev sagt.

En anden nævneværdig effekt er brugen af lyset, der er udarbejdet af Mia Jandie Willett. Det er med til at skabe de forskellige stemninger, der repræsenteres på scenen og samtidig er bruges det til at skabe nogle af rekvisitterne. F.eks. skal lyset fra en lampe symbolisere et maleri. I og med maleriet i virkeligheden ikke er der, får publikum chancen for at selv at skabe et indre maleri, hvilket jeg er stor fan af.

Det kan godt være, at man til at begynde med tror, at det er en krimi-forestilling, man er kommet ind til, men efter kort tid er der pludselig også en fortælling om kærlighed og om det at være på renden til afgrunden. Men til sidst sad jeg med følelsen af noget langt dybere. Den internationale debat om indvandring. Den tager mange sider af debatten op og kommer man ind med en holdning til debatten, jamen så bliver holdningen udfordret.

Der er mange øjeblikke i forestillingen, jeg gerne ville fremhæve, men jeg synes uden tvivl, at det i stedet skal opleves. Stof til eftertanke, der skabes gennem aktuelle debatter, latter, seriøsitet og kærlighed – det er det bedste stof.

 

Teater Momentum og Teatret st. tv.

Teater Momentum, Ny Vestergade 18, 5000 Odense C

Spilleperiode: 20. september-18. oktober 2018

Set den 26. september 2018

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.teatermomentum.dk/event/selvtaegt/

Medvirkende: Amira Jasmina Jensen, Betina Grove, Emil Prenter, Marianne Søndergaard og Mohamed Ali Osman

Instruktør: Anna Malzer

Dramatiker: Aleksa Okanovic
Maler: TPN graffiti crew v. Peter Skensved

Lyddesign: Søren Caspersen

Lysdesign Mia Jandje Willett

Varighed: Ca. 85 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: En kvinde uden betydning, Aarhus Teater

Af Lea Damgaard   Aarhus Teater har denne gang valgt at opsætte en klassiker ...

Anmeldelse: Impossible, Husets Teater

Af Emilie Lykke Hartz   Husets Teater forærer os en forestilling uden sammenligning. Denne ...

Anmeldelse: Måske ku’ vi, Café Liva

Af Christian Skovgaard Hansen   Café Livas Sebastian-cabaret Måske ku’ vi havde urpremiere på ...