Anmeldelse: 4:48 Psykose, Sort/Hvid (Sort/Hvid og Glad Teater)

By: Minna Højholt
On: 21. januar 2026

Af Minna Højholt

Sarah Kanes 4:48 Psykose fra 1999 kan betragtes som et hovedværk indenfor den bølge af britisk dramatik, der senere blev kendt som ”in-yer-face theatre”, hvor tabuiserede emner ekspliciteres på voldsom og for mange provokerende vis. Teksten har fået en tragisk autobiografisk dimension i kraft af, at Kane begik selvmord kort efter at have færdiggjort stykket, der på anråbende og konfrontatorisk vis skildrer netop selvmordstanker. I dag er 4:48 Psykose blevet iscenesat adskillige gange og fremstår måske ikke længere så provokerende og ”in-yer-face”, men teksten er stadig præget af en knugende og virkelighedsnær alvor.

Dette får vi lov at mærke i denne produktion af Glad Teater, der siden 2006 har skabt inkluderende scenekunst med et ensemble af professionelle skuespillere med funktionsvariationer. I samarbejde med Sort/Hvid har de iscenesat Kanes værk med et hold bestående af tre skuespillere fra Glad Teaters ensemble (Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen og Michele Rasmussen) og en ekstern skuespiller (Anne Reumert).

Intentionen om at skabe inkluderende scenekunst har også manifesteret sig rundt om selve forestillingen, hvor oplevelsen forsøges gjort mere tilgængelig gennem bl.a. introduktionsvideoer og mulighed for at forlade salen, følge med i en videomonitor og blive lukket ind igen. Denne mulighed virkede lidt mere begrænset i praksis, men det er stadig et vigtigt stykke arbejde, der forhåbentlig fortsætter og skærpes gennem fremtidige produktioner.

Det er et dystert og ubehageligt rum at være i, hvor tekstens smertefulde skildring af psykose, selvskade og længslen efter at ende livet er symbolsk og fysisk udfoldet gennem det både visuelle og auditive univers. Døden står i centrum som en bombastisk sarkofag midt på scenen, der er så stor, at spillerne omkring den forekommer små, som om menneskekroppen er for lille til at hamle op med dødens forstenede tilstedeværelse.

Lise Marie Birchs barokinspirerede mareridtsscenografi er velfungerende og stemningsskabende, og både de store, statiske elementer og små, skæve rekvisitter såsom den roterende høne, der introduceres, giver meget bogstaveligt krop til den poetisk tunge og billedrige tekst. Tilskuerne kan sidde og finde forbindelser mellem rummet og tekstens metaforer, uden at det bliver for meget, og den gradvise overdængning af sne, blod, popcorn m.m., der er indrammet af borthviskende oprydningsscener, understøtter tekstens cirkulære fornemmelse og den tilbagevendende psykose, der hjemsøger fortælleren hver nat klokken 4:48.

Gemt i scenografien er desuden en masse mikrofoner, der får rummet til at smelte sammen med forestillingens lyddesign, så bassen får selve jorden rundt om kisten til at vibrere og skuespillernes interaktion med hverdagsobjekter til at skabe et dragende og ildevarslende lydunivers. Generelt er Rune Abild Aaagaards lyddesign en gennemført og vigtig medfortæller i forestillingen, selvom musikken også indimellem trækker lige lovlig meget i tilskuerens følelsestråde, fremfor at lade os selv reagere på skuespillet og ikke mindst Kanes ord.

Det er en stærk og ikonisk tekst, der med rette er gået over i teaterhistorien – og forståeligt nok er blevet en uimodståelig monologkilde for mange aspirerende skuespillere. I denne iscenesættelse er det Anne Reumert, der udgør kvinden i Kanes stykke, og hendes portræt er sårbart og tilbageholdt på en måde, der for mig fik almengyldighed frem i ekstremiteterne og formidlede kvindens desperate dobbeltheder og nuancer. Reumerts levering af teksten er på mange måder upåklagelig, men i længden blev det monologiske format også lidt ensformigt. Særligt til sidst, da hun i en langtrukken slutsekvens var efterladt alene på scenen, blev forestillingens intensitet, der ellers havde været høj og dynamisk, udhulet så det blev svært for alvor at tage stykket ind.

De mest rørende og velfungerende momenter i Jesper Michelsens iscenesættelse lå i samspillet mellem de fire skuespillere. Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen og Michele Rasmussen optræder som fysiske manifestationer af kvindens psykose og hallucinationer. Dette greb virker af og til lidt forudsigeligt og fortærsket, ligesom udfoldelsen af en psykose gennem dyremasker, stroboskoplys og ubehagelig techno føles som noget, man har set før, men ind i mellem forenes skuespillerne i enormt stærke billeder og gribende momenter. F.eks. når dyremaskerne skrælles af, og kvinden ser sine dæmoner i øjnene, gives der plads til ømhed og skrøbelighed, der er med til at bringe et element af håb ind i den ellers brutalt håbløse forestilling.

Holdet har et spændende og nærværende samspil, og det er derfor ærgerligt, at de tre performere fra Glad Teaters ensemble primært udfylder en statist-funktion som understøttende til Reumerts monolog, fremfor at være mere medspillende.

I tilbagevendende scener spiller Reumert overfor optagede stemmer (bl.a. Jesper Michelsen selv), der udgør lægerne i uhyggeligt forvrængede behandlingssituationer. Selvom vi ikke får indblik i, hvordan behandlingen reelt finder sted, mærker man sundhedssystemets svigt af et desperat og selvmordstruet menneske, hvilket for mig understreger stykkets aktualitet. Forestillingen konfronterer indirekte publikum med vores egne reaktioner i mødet med kvinden, hvad enten det er med medlidenhed, genkendelighed, afmagt, frustration eller forargelse – eller en vekslen herimellem. På den måde lykkes Glad Teater med at fremme en vigtig refleksion over, hvordan vi som mennesker og som samfund håndterer sygdom og sårbarhed.

4:48 Psykose har altså stadig noget at sige os i dag, og på Sort/Hvid kan man opleve Kanes tekst som monolog i et poetisk og lydmættet univers. Iscenesættelsen efterlader et savn efter den ”vildtvoksende stemmesymfoni”, forestillingsbeskrivelsen havde lovet, og slutningen lader luften sive ud af stykket, der dog også byder på stærke momenter af rå og skrøbelig menneskelighed.

Glad Teater i samarbejde med Sort/Hvid

Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V

Spilleperiode: 16.-31. januar 2026

Set den 16. januar 2026

Foto: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: