Anmeldelse: Woyzeck, Husets Teater

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 21. januar 2026

Af Christian Skovgaard Hansen

Den tyske forfatter Georg Büchners skrev historien, Woyzeck, i 1836, men han nåede aldrig at gøre den færdig, før han døde året efter. Alligevel lever historien stadig trods sin fragmenterede og lettere abrupte form.

Det er historien om den unge eks-soldat Franz Woyzeck, der bor sammen med sin kone Marie og deres barn. Han har en stor tiltro til autoriterne. Dette udnyttes dog, når han i et medicinsk eksperiment, hvor han kun må spise ærter, er fanget i et system, der udnytter ham, så han er ved at blive skør. Han elsker sin kone Marie, men virkeligheden begynder at gå i opløsning, og jalousien vokser og vokser, indtil det bliver til en besættelse for ham.

Men troskab og kærlighed er da alt – eller er det? Marie har en affære med tamburmajoren, som er en fyr, som har alt det, som Woyzeck ikke umiddelbart er. Nedturen er på vej for Woyzeck, og krigen invaderer hans tanker, og kampene må kæmpes, indtil det hele ender skæbnesvangert. Turen mod helvedet og alt det mørke er uundgåelig. Det kulminerer, da han slår Marie ihjel i rasende jalousi.

Sargun Oshana har både bearbejdet og iscenesat fortællingen. Han har klogelig valgt ikke kun at sætte fokus på den blodige tragedie og menneskelige nedtur, som det hele ender med. Han fokuserer i stedet på både Woyzeck og Marie, der kæmper mod det samme, nemlig Woyzecks mørke sind. Og spørgsmålet er, hvordan han har fået det sind. Det er måske ikke alene på grund af eksperimentet, selvom det nok har hjulpet det på vej, men der er også fokus på den mentale opløsning og familiens opløsning, der sker, når den menneskelige psyke går i koma.

Dét er en interessant og vellykket vinkel. Sammen med en mesterlig scenografi og horrorfortællingens mørke også i lys og lyd forstærkes alle sanserne. Hjernens mørke bliver endnu mere mørk på scenen. Når vi første gang møder kniven, aner vi, hvor det hele vil ende.

Som et lille, men kun et lille, ”men” kan indvendes, at pausen – som i øvrigt er usædvanlig – på Husets Teater – ikke gør noget godt for forestillingen, da den lidt tager pusten ud af det fortættede mørke miljø, der er skabt, og som nu skal genskabes.

Mathias Rahbæk spiller rollen som Woyzeck, mens Camilla Lau spiller rollen som Marie. Rahbæks Woyzeck synker dybere og dybere ind i mørket, og han leverer et både troværdigt og grusomt portræt af psykens nedbrud. Han balancerer de mange følelser på en knivsæg, og vi føler, at forstår Woyzecks forvandling. Laus Marie er sårbar, men også intens, og hun kæmper en brav, men ulige kamp for at (over)leve.

De to har næppe været bedre, og både hver for sig og sammen, leverer de stærkt og grumt skuespil, der bliver ganske nærværende for os, og uhyggen kryber ind under huden på os. Begge to leverer samtidig fortællingens øvrige roller, og skiftene er små, men mærkbare og effektive, når han spiller rollen som tamburmajoren, og hun blandt andet spiller rollerne som soldaterkammeraten, lægen eller kaptajnen. De suppleres af Vigga Bros fortællende voiceover fra båndoptagerne, der af sig selv tænder og slukker undervejs, så de er med til at forstærke horrorfornemmelsen.

Som stor medspiller er Ditte Marie Walter Tygesens dystre scenografi. Mørket hersker, og der er ikke just meget lys i hverken fortællingen eller scenografien. Meget er gemt i mørket, men pludseligt og grusomt opdager vi det. Mørket fortættes nærmest, og Husets Teaters sorte sal føles endnu mere sort end normalt. Det hele hjælpes fornemt på vej af Christian Vest Berntsens lysdesign. Laurits Jongejans lyddesign føjer et ekstra grusomt lag til fortællingen, når vi pludselig hører lyden, men vi aner ikke, hvor den kommer fra. Det hele er med til at forstærke den mørke tekst, og der leges endnu mere med psyken.

Woyzeck er en mørk og dyster fortælling, og på Husets Teater er det lige på og hårdt i forhold til horrorfortællingen i dramaet. Vil man have det fulde udbytte af forestillingen, kan det derfor lige kort at læse op på handlingen.

Det ændrer dog ikke på, at Sargun Oshanas Woyzeck er voldsomt grusom og voldsom grotesk, men også voldsomt seværdig. Han forløser Georg Büchners ganske tankevækkende, og lige så knivskarp hans fortolkning er, lige så grum bliver brugen af kniven til Woyzecks ”gerning”.

Husets Teater, Sort sal, Halmtorvet 9, 1700 København V

Spilleperiode: 17. januar-14. februar 2026

Set den 17. januar 2026

Fotos: Christian Friedländer

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: