Anmeldelse: 50 Grades of Shame, Nørrebro Teater (She She Pop)
Af Ea Melissa Christiansen
Hvordan kan vi neutralisere kønsdebatterne, så ingen i det demokratiske samfund føler skam baseret på sin seksualitet, køn og sit udseende?
She She Pop er et tysk performancekollektiv fra Berlin, der i sin åbningsforestilling til årets CPH STAGE lægger fokus på det demokratiske spil i kønsdebatterne. CPH STAGE er Københavns årlige teaterfestival, som for sjette år i træk, formår at tiltrække alt fra store genopsætninger til nye små teaterskud, der ser dagens lys for første gang. Forestillinger i diverse genrer og prisklasser, som kan opleves fra d. 23. maj-2. juni 2019.
Aftenen startede ud med bobler på Nørrebro Teater, som kunne nydes til en velkomsttale og den sædvanlige lange ”tak – til sponsorerne”-liste. Herefter var der lige fem minutter til at afslutte eventuelle samtaler og dråber fra boblerne, inden åbningsforestillingen 50 Grades of Shame,såvel som CPH STAGE blev skudt i gang.
På scenen ses to kæmpe skærme, et mikrofonstativ, en talerstol og nogle ting med klæde over. Alt er sort og scenen er tom. Ude i siden står til gengæld musikeren Santiago Blaum klar, mens han ”trommer forestillingen igang” og starter op for de særprægede melodier og lyde, som sætter sit atmosfæriske præg for forestillingen.
Henover den største skærm er endnu en skærm, som bruges til at oversætte hvad der siges. Al tale foregår nemlig på tysk, og oversættelsen er på engelsk. Allerede her undrer jeg mig over at have udelukket en befolkningsgruppe med eventuelle sprogvanskeligheder, men sommetider betyder sproget ikke så meget oplevelsen, så jeg lader tanken få ro i baghovedet og lægger forventningerne væk.
She She Pop er kendt for deres samfunds og sexprovokative forestillinger, med et præg af humor, hvilket allerede fra start af er nem at opspore. ”Hvad er forbudt?”, bliver der spurgt om. Her nævnes en masse fællesregler for, hvordan man bør agere under sex eller i sexrelaterede situationer. F.eks. må man ikke ”sidde på skødet af fremmede i bussen”, og ”man må ikke have sex med babyer eller lig”, hvilket alt sammen passer meget godt i bås med det at bryde tabuer og snakke frit ud af posen.
Gruppen kommer frem på scenen, og de næste halvfems minutter bliver en slags oplæsning og fremførsel af Wedekinds ”Vårbrud”, sommetider afbrudt med scener fra ”50 Shades of Grey” af E.L. James. Mens der læses op fra talerstolen, bliver fortællingen støttet op af kropsidealer og finurlige input på de to store skærme, hvor skuespillerne skiftevis stiller sig om bagved, mens kroppen projekteres op på skærmen foran.
Senere hen mixes lemmerne, så der f.eks. er benene fra en mand, overkroppen fra en kvinde og hovedet fra den person, som læser replikkerne op fra sit modsatte køn. Nøgenhed forekommer og passer fint ind i hele det ”no shame” billede der opstillet, og kroppene spiller med, som var de karaktererne. Alting virker nøje planlagt.
Alligevel kikser timingen ofte, men efter at se på f.eks. skærmen med undertekster, er det der en mening bag. Man kan vel kalde det et planlagt kaos. Det er råt, det er provokerende og det rodet. ”Der er styr på lortet”, som man siger.
Det visuelle billede blev ligeså opbygget gradvist i form af videoinstallationerne, hvilket Benjamin Kreig skal have sin cadeau for! Til sidst kunne jeg f.eks. ikke regne ud, hvilke kropsdele der tilhørte hvem, hvilket forekom yderst irriterende og fascinerende på én og samme tid. Det blev både grimt, enormt frækt, smukt og fjollet. Meget fint. Jeg ville gerne se flere stillbilleder; de få der var, er dem jeg husker bedst.
Til gengæld savnede jeg noget mere fra performernes side af. Oplæsningen og fremførelsen forekom monoton både i tale og råben. Det var fint, at kønnene blev neutraliseret og der derfor ikke blev gjort forskel på kvinde og mand, tyk som tynd, høj som lav, ung som gammel osv. men det blev ensformigt, hvilket var super ærgerligt.
Jeg forstår heller ikke tysk, dog engelsk, og skærmen med oversættelsen var placeret så højt, at du enten gik du glip af de smukke videoinstallationer på scenen, eller teksten, alt efter hvor du valgte at have fokus. Var underteksterne eventuelt placeret længere nede, var det måske muligt at få et større helhedsbillede. Generelt mister man noget kulturelt ved oversættelser. Jeg kunne på et tidspunkt læse mig frem til noget på skærmen, som jeg opdagede via fremførslen skulle være en overraskelse eller en ”planlagt improvisation”.
Mindre tale, mere musik og flere billeder havde fungeret langt kraftigere på mig, da jeg følte det var igennem det visuelle, at gruppen stod stærkt. Måske det havde fået dem med, som ligesom jeg, ikke forstod tysk.
50 Grades of Shame er en yderst flot og provokativ forestilling, som tager humoren indover vigtige kønsdebatter fra både for- og nutid. Den er for dig som ikke nødvendigvis søger den røde tråd i en klassisk formidlet historie, men som ved et mix af billeder, finder det smukke i at gå hjem med en masse indtryk i lommerne, som senere kan nærstuderes ved lejlighed. Men hav samtidig i mente, at den eventuelle sprogbarrieren og oversættelserne, desværre kan have en effekt på oplevelsen derpå.
CPH STAGE byder på en masse teateroplevelser, deres program ligger online og skynd dig at tjekke det ud, hvis du vil nå have en masse oplevelser med i bagagen.
Gæstespil af She She Pop
Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N
Spilleperiode: 22. maj 2019
Set den 22. maj 2019
Foto: She She Pop
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Elisabeth Lisa Lucassen, Fanni Halmburger, Free Avivi Marschall, Jonas Maria Droste, Ilia Papatheodorou, Jean Chaize, Sebastian Bark og Susanne Scholl
Dramatiker: She She Pop
Dramaturg: Tarun Kade
Sandra Fox: Scenograf
Kostumier: Lea Sövsö
Lyddesign: Manuel Horstmann
Lysdesign: Michael Lentner
Videodesign: Benjamin Krieg
Produktionschef: Susanne Scholl
Musiker: Santiago Blaum
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod