Anmeldelse: 7SENSES, Tivoli (Selene Muñoz)
Af Ida Spedtsberg
Hele Danmarks flamenco-dronning Selene Muñoz er igen tilbage på Tivolis matrikel med et festfyrværkeri af en forestilling; 7SENSES. Denne gang har hun selskab af to monumentale kræfter indenfor dansk dans – nemlig Sebastian Haynes, kendt fra Den Kongelige Danske Ballet og Nederlans Dans Theater, og Ask La Cour, solodanser i New York City Ballet. En trio, hvis tekniske niveau og åbenlyse talent i sig selv kræver en applaus.
Kombinationen af Haynes og Muñoz er set før til Tivolis egen dansefestival ”In motion” i august sidste år (læs mere her). Her mødte duetten op med forestillingen ”Historias”, og den gang skrev jeg: ” Forestillingen Historias er en fest. Den er intens, legende og medrivende. Selene Muñoz tryllebinder med sit nærvær, sine flydende bevægelser og en ordentlig bunke power. Sebastian Haynes viser præcision, charme og alsidighed, og der er ingen tvivl om, at der er god kemi imellem de to.” Nu er de så tilbage med trumfkortet Ask, og det er kun godt, at de nu får lov til benytte Glassalens større scene frem for Pantomimeteatrets skrå brædder.
7SENSES er en danserejse med udgangspunkt i 7 af menneskets sanser: Balance-, syns-, føle-, lugte-, krops-, smags- og høresansen. Forestillingen er altså på forhånd delt op i 7 bidder, der hver især har deres tema, udtryk og ikke mindst aftryk. De 7 dele har ikke som sådan en rød tråd, men formår på bedste vis at fremhæve den diverse duos fortræffeligheder.
Her får vi både Selene Muñoz’ vildskab og passion, Sebastian Haynes’ smidige, dragende bevægelser og Ask La Cours virtuose spring og drejninger. Alt sammen pakket ind i både soli, duetter og ensemble-stykker. Forestillingens forskellighed indeholder således noget for de fleste og spænder fra intim og alvorlig til humoristisk og elektrisk. Det er især den sidste del, der klæder trioen – altså det humoristiske og fortællende. Sammen finder de et fantastisk fælles sprog i Muñoz’ karikerede univers, og hver for sig excellerer de i egne discipliner. Mere kan man vel ikke bede om.
Det er kun enkelte steder, og især i de scener, hvor alvorlighed, følsomhed og dansestilarter fusioneres, at jeg savner lidt mere fra de tre dansere. Det er som om, at netop der, bliver deres stilarter og udtryk for forskellige – som under duetten i synssansen. Her vil jeg gerne understrege, at denne del af forestillingen på ingen måde er dårlig – tværtimod – den er virkelig god og niveauet højt. Det er blot et spørgsmål om, at enkelte sekvenser for mig føles ”slightly off” i forhold til helhedsindtrykket.
Selvom få af sanse-temaerne synes at overlappe en smule, fungerer de godt som forestillingens skelet. Nogle personlige højdepunkter for mig er den næsten trolddomsagtige intro i balancesansen danset med en lethed og ro af Sebastian Haynes i centrum af en stor, lysende cirkel. Derudover er trioen sublime i både følesansen og smagssansen, som jeg kan afsløre blandt andet involverer et par skøre hatte, der mest af alt ligner lampeskærme, og en meget passioneret sang om crème brûlée. Brillant og bon appetit!
Men 7SENSES er altovervejende en forførende forestilling, som giver rigtigt meget til sit publikum. Og som med Muñoz’ tidligere forestillinger har den enormt dygtige musiske trio, Jesper, Mathias og Karen, mindst lige så meget at skulle have sagt. De er mere end bare et bagtæppe, og leverer humoristisk timing, fortælling og præcision på lige fod med danserne. Der er fest og farver og ikke mindst masser af kærlighed og humor til stede i 7SENSES.
De seks kunstnere ”jammer” og danser sig igennem aftenen med et glimt i øjet og giver os følelsen af, at festen kunne blive ved for evigt.
Selene Muñoz og Tivoli
Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1630 København V
Spilleperiode: 24. juni-27. juni 2021
Spiller også den 7. oktober 2021 i Musikhuset Aarhus
Set den 26. juni 2021
Foto: Madeleine Carstensen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.tivoli.dk/da/kultur+og+program/teater/2021/7senses
og
https://www.musikhuset.dk/en/kalender/7senses
Medvirkende: Dansere: Selene Muñoz, Ask La Cour og Sebastian Haynes
Koncept & koreografi: Selene Muñoz
Musik skabt af Jesper Thorn, Karen Duelund Guastavino, Mathias Friis-Hansen i samarbejde med Selene Muñoz
Kontrabas: Jesper Thorn
Percussion: Mathias Friis-Hansen
Saxofon, autoharpe & vokal: Karen Duelund Guastavino
Producent: Lars Vind Andersen
Kostumedesigner: By Luna Design
Lyddesigner: Mikkel Larsen
Lysdesign: Ulrik Gad
Lysteknik: Yaw Darko
Varighed: Ca. 95 minutter inkl. pause
Anbefalet fra 10 år og op
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
One thought on “Anmeldelse: 7SENSES, Tivoli (Selene Muñoz)”