Teaterblik: Dansefestivalen In Motion, Tivoli

Teaterblik: Dansefestivalen In Motion, Tivoli

Af Ida Spedtsberg

I denne uge fejres danseglæden i Tivoli, hvor dansefestivalen In Motion blev skudt i gang i mandags. Til og med lørdag har du mulighed for at svaje med og blive opslugt af dansens mange facetter i selskab med Tivoli Ballet Teater og en række gæstekompagnier. Som en tapas af trin kan du nyde alt fra ballet og contemporary til neo-flamenco og pantomime på en aften, hvor seks forestillinger á 30 minutter udgør buffeten. Som med en hver buffet, står det dig frit for at vælge mellem de seks forestillinger, men der skal lyde en opfordring herfra om at gribe muligheden for at se noget, du ikke har set før. Det er der nemlig rig mulighed for.

In Motion
Foto: Tivoli

Rammen for festivalen er det charmerende Pantomimeteater, hvis skrå brædder giver en uformel og nær oplevelse. Det giver derfor også god mening, at aftenens program skydes i gang af en klassiker – nemlig Harlekin Mekanisk Statue fremført af Tivoli Balletteater. Forestillingen er en klassisk pantomime, der havde premiere i Danmark i 1801. Her får publikum både Pjerrot, Columbine og Harlekin at se i en humoristisk forestilling for hele familien. Du kan læse vores tidligere anmeldelse af forestillingen her.

Resten af aftenen står på dans af mere seriøs karakter og er for dig, der gerne vil begejstres af udtryksfuld koreografi og sublim teknik. Der er både for dansenørden, for den kulturinteresserede og for den nysgerrige.

Uppercut Danseteater
Foto: Carsten Snejbjerg (Uppercut Danseteater)

Uppercut Danseteaterer de næste på scenen med forestillingen Differences koreograferet af Stephanie Thomasen. Til musik af Ludovico Einaudi, Eracilon og Loscil er forestillingen et af aftenens højdepunkter, og det er næsten umuligt ikke at blive draget af de syv stærke dansere, der kaster sig rundt i stilarten urban contemporary. Forestillingen undersøger hvad der adskiller os fra hinanden, og hvad der ligeledes samler os. Er det sproget? Udseendet? Eller noget tredje?

Koreografien fremhæver den enkelte dansers styrke og personlighed, men vigtigst af alt, er Uppercut Danseteater ekstremt dygtige og tekniske overlegne. Fra Kristián Mensas vanvittige spring til Mark Philips endeløse snurren og hele truppens styrke – her er et overskud, en humor og et fællesskab, som i den grad giver genlyd hos publikum. Alt i alt en rimelig svær forestilling at følge efter.

Men så er det et held, at næste forestilling står på noget helt, helt andet. Og det på den gode måde. I programmet står der neo-flamenco og neo-klassisk dans udført af den prisvindende og anerkendte spansk/danske danser og koreograf Selene Muñoz sammen med Sebastian Haynes, nuværende danser i Nederlands Dans Theater og tidligere solist fra Det Kongelige Teater. Alt i alt et stærkt cast, men det er måske lidt svært at forestille sig på forhånd, hvad der skal ske.

Selene Muñoz
Foto: Tivoli

Forestillingen Historias er en fest. Den er intens, legende og medrivende. Selene Muñoz tryllebinder med sit nærvær, sine flydende bevægelser og en ordentlig bunke power. Sebastian Haynes viser præcision, charme og alsidighed, og der er ingen tvivl om, at der er god kemi imellem de to. Den tredje dansepartner er musikerne, der jammer med på alt fra fransk jazz til percussion og smuk sang, der bliver til en flot symbiose med danserne. Det skal opleves!

Her midt på aftenen er vi igen tilbage hos Tivoli Ballet Teater, der hver aften enten viser Accordion Stories af Tim Rushton eller Et glimt af i Går, i Dag af Paul James Rooney. Jeg så Accordion Stories på premiereaftenen, men en tidligere anmeldelse af Et glimt af i Går, i Dag kan findes her. Accordion Stories forestilling er et muntert indslag om kærlighed, drømme og relationer. I pastelfarvede kjoler og med bowlerhatte driller og flirter danserne indbyrdes i en feel good-forestilling, der passer godt til kompagniet. Forestillingen havde premiere på Pantomimeteateret i 2015.

Kammerballetten
Foto: Tivoli

Aftenen er ikke slut endnu, for nu er det tid til Kammerballetten flankeret af de dygtige musikere fra Trio Vitruvi. Kammerballetten består som altid af klassiske dansere kendt fra Det Kongelige Teater, men skulle til denne festival have haft fint selskab af de internationale stjerne Sebastian Kloborg og Maria Kochetkova. Desværre fik corona-reglerne sat en stopper for dette. På trods af programændringen viste de fem dansere fra Kammerballetten høj kvalitet i fire korte værker koreograferet af Tobias Praetorius og Kristian Lever. Smukt var det mens mørket faldt på i Tivoli, og især værkerne Fracture og Unravel var sårbare og gribende på denne sensommeraften. Det var som altid en fornøjelse.

Bundesjugendballett
Foto: Silvano Ballone (Bundesjugendballett)

Som afslutning på det hele var otte unge dansere fra Bundesjugendballett med forestillingen DisTanz. Kompagniet er en ungdomstrup fra Hamborg under ledelse af den anerkendte koreograf John Neumeier. Denne aften viste danserne et uddrag fra deres repetoire med tre korte værker. Især de to sidste What Do I Desire? og And the People Stayed Home fremstod stærke. Og så var det svært ikke at blive optaget af de unge dansere, der fuldt af håb kastede sig rundt på scenen til den klassiske musik. Dog er forestillingen nok mere for den øvede teatergænger, der kunne se dramaet og potentialet i kunstnerne.

Dansefestivalen In motion er efter min mening en stor succes. Det er forfriskende og utroligt privilegeret at få lov til at se så meget god dans på en aften. Programmet byder på noget for enhver og forhåbentlig går flere inspirerede derfra efter en skøn aften med sitrende atmosfære. Jeg gjorde, og jeg krydser fingre for, at dansefestivalen i Tivoli er kommet for blive.

In Motion

Pantomimeteatret, Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V

Spilleperiode: 25.-29. august 2020

Set den 25. august 2020

Foto: Tivoli Presse, Carsten Snejbjerg (Uppercut Danseteater) og Silvano Ballone (Bundesjugendballett)

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.tivoli.dk/da/kultur+og+program/teater/in+motion


Tivoli Balletteater: Harlekin Mekanisk Statue
Iscenesættelse: Tommy Edvardsen assisteret af Per Lundsgaard
Dramaturg: Henrik Lyding
Dansere: Tommy Edvardsen, Tori Cooper, Robert Thomsen, Allan Nielsen, Clauber Silva, Vilda Ines Vardar, Laureline Epaulard, Amalie Isager, Helena Casado, Laurie Niesen og Jorge Gutierrez

Uppercut Danseteater: Differences:
Dansere: Mark Philip, Alessandro Sousa Pereira, Lukas Larsen, Kristián Mensa, Fatih Berber, Mikael Santana, Mbaye
Koreografi: Stephanie Thomasen
Dramaturg: Betina Rex

Selene Muñoz: Historias:
Dansere: Selene Muñoz og Sebastian Haynes
Koreografi og koncept: Selene Muñoz
Kostumer: By Luna
Musikere: Stephan Jarl, Jesper Thorn og Mademoiselle Karen

Tivoli Balletteater: Accordion Stories:
Koreografi Tim Rushton
Kostumer: Charlotte Østergaard og Kitt Houen
Dansere: Robert Thomsen, Natsuke Abe, Vincent Vernal, Jennifer Wagstaffe, Helena Casado, Laureline Epaulard, Amalie Isager, Itsuki Omori, Luca Varone og Jorge Gutierrez

Tivoli Balletteater: Et glimt af i Går, i Dag:
Koreografi: Paul James Rooney
Dansere: Fra Tivoli Balletteater
Kostumer: Charlotte Østergaard

Kammerballetten:
Musik af Trio Vitruvi: Alexander McKenzie, Jacob La Cour og Niklas Walentin
Dansere: Tobias Praetorius, Ida Praetorius, Liam Redhead, Alba Nadal, Stephanie Chen Gundorph
Koreografi: Tobias Praetorius og Kristian Lever

Bundesjugendballett:
Dansere: Justine Cramer, Pepijn Gelderman, Diogo Maia, Gabriel Brito, Madeleine Skippen, Ida-Sofia Stempelmann, Thomas Krähenbühl, Airi Suzuki
Koreografi: Raymond Hilbert, Ricardo Urbina og Bundesjugendballett

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Teaterblik: Dansefestivalen In Motion, Tivoli

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *