Anmeldelse: Afbrudt samliv, Vendsyssel Teater (Vendsyssel Teater og Teater V)

Anmeldelse: Afbrudt samliv, Vendsyssel Teater (Vendsyssel Teater og Teater V)

Af Christian Skovgaard Hansen

Ligeså begyndende kolde og blæsende septemberaftenerne er begyndt at blive, ligeså hjertevarm og bevægende er Afbrudt samliv.

I januar 2022 afholdt Vendsyssel Teater og Teater V dramatikerkonkurrencen Dramatisk Debut 2022 for debuterende dramatikere. Tre ud af i alt 40 indsendte tekster blev præsenteret for publikum i en stor finale-reading. Af disse tre vandt skuespiller Henriette Katrine Lund med denne forestilling, som både fik tildelt publikumsprisen og juryens førsteplads. Den har derfor nu fundet vej til scenen i en professionel opførelse først på Vendsyssel Teater og derefter på Teater V.

Ægteparret Marianne og Carsten har været sammen i 45 år i modgang og medgang. Men Marianne rammes af Alzheimers, og livet tager en ny drejning. Mariannes væsen og personlighed ændrer sig, og hun husker ikke så godt længere. En forandring, der udvikler sig i den forkerte retning dag for dag. Marianne finder lindring og ro i pornofilmenes systematiske og opstillede verden, men ej heller filmene kan holde sygdommen i ave.

Carsten forsøger at navigere i den nye og ukendte verden. En ny hverdag trænger sig på, hvor han skal leve med Mariannes mere eller mindre aparte forandringer. Alt imens farer spørgsmålet: ”Hvorfor?” gennem ham. Kan de holde fast i livet, som det var, minderne og ikke mindst kærligheden? Kan man kæmpe mod afmagten og forandringerne? Og ikke mindst hvordan accepterer man, at intet længere er, som det var? Livet og ægteskabet forandres – lige indtil det må afbrydes.

Alzheimers er en sygdom, der resulterer i svigtende hjernefunktion og demens. Sygdommen kommer ofte snigende, og den viser sig ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen.

Forestillingen er ikke bare en fortælling om sygdommen, hvor hukommelsen svigter, og om dens forløb. Det faktuelle er på plads, men Henriette Katrine Lunds tekst indeholder på fineste vis meget mere end det. Det er heldigvis også en fortælling om livet og menneskene omkring. Det er heldigvis også en fortælling om, hvad der sker, når sygdommen forandrer et forhold, og om hvordan man nu kommer gennem livet i dette forandrede rum.

Lund sørger samtidig for, at teksten alene bliver en ”det er synd for”-fortælling. Vel er det tragisk at blive ramt af sygdommen, men det selv i det mest triste findes lyspunkter og en vis portion grotesk og kærlig humor. Her har Lund ladet Marianne forfalde i pornoens verden – en verden, som de færreste i den alder nok ville forfalde til som det første. I princippet kunne det være hvad som helst, men det bringer en humoristisk distance ind fortællingen uden, at det på noget tidspunkt kammer over og bliver plat. Samtidig lader hun kærligheden til livet og til hinanden være gennemgående. Den går måske nok en smule skævt, men den forbliver alligevel intakt.

Instruktør Kim Bjarke har formået at få disse tanker omsat nænsomt til scenen. Sammen med en et dragende og lyrisk lydbillede, en enkel scenografi og ikke mindst et smukt og foranderligt – lige om hjernen og livet – videodesign bidrager det fornemt til den fine fortælling.

Læg hertil en fænomenal skuespillertrio. Lisbeth Gajhede er med den nødvendige stædighed og samtidig ro enestående som Marianne. Hun bærer forandringerne med lige dele vrede og nænsomhed, og selv i de mest groteske scener, hvor Marianne ikke længere er sig selv, formår hun at give den rette balance, yndighed og ikke mindst troværdighed. Hun evner at gøre Marianne til meget mere end blot en sygdomsramt person; hun formår at vise os hele mennesket bagved. Overfor hende er Jørgen Bing hjertegribende som ægtemanden Carsten, der famlende og magtløst ser til fra sidelinjen, men som alligevel med kærlighed og ømhed passer hende, lige indtil ensomheden rammer. Man føler ægte hendes forandringer og hans smerte helt op på publikumsrækkerne.

Christopher Læssøe har en lille, men ikke uvæsentlig rolle som den unge håndværker, der observerer det hele på afstand, og som til start ser på det hele med en vis skepsis. Men som tiden går, ser han livet bag facaden, og han træder blidt til.

Afbrudt samliv bliver derfor på en og samme tid en livsklog, livsbekræftende og fremadskuende fortælling om et langt kærlighedsliv sammen, selvom livet er på retur, og en sørgelig, skræmmende og rørende fortælling om livet med en forandrende sygdom. Se den – før livet rinder ud! Og husk, at samlivet kun afbrydes midlertidigt. På et tidspunkt genoptages samlivet; bare på den ”anden side”.

Vendsyssel Teater og Teater V

Vendsyssel Teater, Black Box, Banegårdspladsen 4, 9800 Hjørring

Spilleperiode: 5.-10. september 2022

Forestillingen spiller også på Teater V i Valby i perioden 14. september-2. oktober 2022

Set den 5. september

Fotos: David Bering

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://vendsyssel-teater.dk/forestillinger/afbrudt-samliv.aspx

og

https://www.teater-v.dk/forestilling/afbrudt-samliv/

Medvirkende: Lisbeth Gajhede, Jørgen Bing og Christopher Læssøe

Instruktør: Kim Bjarke

Scenograf: Rikke Juellund

Dramatiker: Henriette Katrine Lund

Lyddesign: Jacobe Suissa Olsen

Lysdesign: Lya Lundsager

Videodesign: Morten Just

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Aldersgruppe: 15+ år

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *