Anmeldelse: Melancholia, Aarhus Teater
Af Freya Quvang
Melankoli optræder oftest som betegnelsen for tungsindig, hvis ikke depressiv sindsstemning. Men lige såvel som melankolien varmt omfavner den kolde død og uundgåelige ødelæggelse, lige såvel peger den sagte på en længsel efter noget større end det uforanderlige menneskes intetsigende beskæftigelser. Lars von Triers scenisk bearbejdede Melancholia giver et teatralsk billede på, hvordan det melankolske menneske finder fred i apokalypsens medrivende strøm, mens alle de ”raske” drukner i konfrontationen med deres smuldrende faktuelle virkelighed.
Fra et overdådigt bryllup, der ender i komplet katastrofe, til en bedugget, tidløs tilværelse på landet, der kan argumenteres for at ende i knap så stor en katastrofe. Netop dette nøje iværksatte sceneskift, danner fundament for hver sin rammefortælling, men hægtes sammen af Melancholias formildende blå skær og den tydeliggjorte ruminddeling bestående af en under- og overscene.
Ikke bare er de sceniske virkemidler en fornøjelse at beskue stykket igennem, men de fungerer også som dramaturgiske rekvisitter, hvilket skaber et nydeligt forhold mellem karaktererne og deres omskiftelige omgivelser. Desuden fletter lydsiden, kreeret af Kim Engelbredt, sig yndefuldt og ildevarslende ind i settingen og giver genlyd som den meget passende psykosomatisk sygelige sindstilstand, der på skift lurer hos karaktererne.
Det blege, intetanende og uskyldige kostumedesignet, der ligesom scenografien er sammensat af Ida Grarup, danner en tydelig kontrast til det lysdesigner Turpin Djurhuus’ omnipotente, mørkeblå skær fra den snart altkonsumerende planet på vej mod Jorden. Det lyse og fuldkommen hjælpeløse menneske stiller sig desuden som dualistisk komponent til det mørke sind, der indtræder ved realisationen af håbløsheden. Et greb, der i høj grad giver mening for forståelsen af stykkets plot og beriger dets visuelle oplevelse.
Midt i stykkets diffuse tidsopfattelse oplever vi melankoliens karikatur i form af Rikke Lylloff i rollen som den depressive og ”syge” Justine overfor Mette Døssing som fornuftens fortaler, Claire, der afbilledes som den ”raske” i søskendeforholdet. Nok sælger stykket et realistisk søsterskab indhyllet i had såvel som kærlighed og ideen om, at den ”raske” tager sig af den ”syge”, men den karikerede performance fik hele ideen om dette smukke og hjertelige forhold til at virke både opblæst og oplæst.
Ikke kun de to kontradiktoriske kvindeskikkelser virker udhulede. Hele ensemblet forekommer som imitationer af deres oprindelige personager. Man kan formodentlig spørge sig selv, om dette ironiske personlighedsfråseri er et udtryk for menneskets desperate coping mekanismer i mødet med den uomgængelige undergang. Men uanset om dette er tilfældet eller ej, fremtoner rollerne som forfalskede udgaver af sig selv og de sætter sig beklageligvis ikke fast ved stykkets afslutning.
Som det også er Lars von Triers egen depression der har inspireret den cinematiske og originale udgave af Melancholia, så er denne inspiration heldigvis gået igen i Anja Behrens teatralske iscenesættelse heraf. Det forvrængede forhold til tid og familie i stykket er et umiskendeligt billede på et af symptomerne for klinisk depression, ligesom både tunge regnskyl og dysforiske spejle afbilleder melankoli. Selvom der er gjort meget ud af portrætteringen af denne tunge sindslidelse og det ”syge” menneske, forestiller von Trier sig også depression og melankoli fra en lettere opløftende side, om man vil. I mødet med apokalypsen viser det sig at være en decideret fordel at længes efter intetheden. Den før uendelige eksistens får udsigt til en ende, hvilket for Justine vækker sjælefred og lettelse, mens det hos det ordinære par, Claire og John, spillet af Kjartan Hansen, gør det akkurat modsatte.
Som vi fintfølende væsner flyder gennem tilværelsens emotionelle op- og nedture, glemmer vi, at det hele en dag er dømt til at forgå. Nogle vil frygte denne tid, andre vil finde tryghed i tanken om det endelige og sidste nu. Der er i sandhed noget smukt ved planeten ”Melancholia”, den planetariske melankoli. Den ser så fredfyldt ud. Ja, sådan kan død og ødelæggelse nemlig også se ud. Det er netop dette unikke synspunkt Melancholia vil give os.
Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 1.-28. september 2022
Set den 3. september
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/melancholia/
Medvirkende: Rikke Lylloff, Mette Døssing, Jesper Lohmann, Hanne Windfeld, Mathias Rahbæk, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen m.fl.
Af: Lars von Trier
Oversættelse: Sonja Ferdinand
Iscenesættelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign: Ida Grarup
Musik: SØS Gunver Ryberg
Lysdesign: Turpin Djurhuus
Lyddesign: Kim Engelbredt
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod