Anmeldelse: Anastasia – The Musical, Det Ny Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Under Den russiske revolution blev zaren og hele hans familie henrettet. Eller gjorde den? Længe har der været tvivl om, hvorvidt zarens yngste datter alligevel overlevede, hvilket har ført, til at indtil flere personer har forsøgt at overbevise omverdenen om, at netop de er den overlevende datter. I dag har videnskaben bevidst, at hun også døde under henrettelsen.
Men myten om datteren, Anastasia, levede længe. Myten har også givet inspiration til både en film og ikke mindst tegnefilmen fra 1997 og siden denne musical. Enkekejserinden (den danskfødte prinsesse Dagmar) har nået i eksil i Paris, så hun er den eneste overlevende af zarfamilien. Anya er en fattig pige, der lever på gaden, og som lider af et hukommelsestab, så hun ikke ved, hvem hun er, eller hvor hun kommer fra. En dag møder hun de to fupmagere Dmitry og Vlad, der bruger hende til at være Anastasia, så de kan lokke pengene ud af enkekejserinden. Dette spil starter rejsen mod Paris, hvor en række eksilrusssere også lever.
Tegnefilmens magi er her skiftet ud med den onde vicekommisær Gleb, der også forfølger Anastasia for at tage livet af hende, men som alligevel ender med at vise en mere menneskelig side af ham. Anya, Dmitry og Vlad når til Paris, hvilket bringer flere overraskelser med sig…
Det er denne myte, som med Anastasia – The Musical nu er omsat til scenen på Det Ny Teater. Fortællingen er dog ikke helt historisk korrekt fortalt. Det tilgiver man dog, da Terrence McNallys manuskript alligevel skaber en god historie. Det hele finder sted i Gabriela Tylesovas vellykkede og imponerende scenografi og kostumer. Det store tog er symbolet på turen ud af Rusland, og silhuetterne rammer smukt byerne ind. Det visuelle er derfor helt i top.
Helt det samme kan ikke siges om Stephen Flahertys musik og Lynn Ahrens sange. Begge dele er som sådan fine, men de er samtidig også nogenlunde anonyme, så de aldrig rigtig fanger os, selvom liveorkestret spiller flot.
Lee Prouds koreografi er flot, og ensemblet danser spændstigt og livlig. Til gengæld er Prouds iscenesættelse noget ujævn, og den mangler ofte et eller andet, så vi ikke for alvor tror på fortællingen. Tempoet er ikke helt afstemt, og dramatisk står første akt stærkest, når man bortser fra Lily og Vlads duet og forløsningen i anden akt. Det gør også, at Anya/Anastasias udfordringer om at finde ud af, hvem hun egentlig ikke rigtig rører os. Anastasia – The Musical er udover myten om den måske, måske ikke forsvundne zardatter, også en fortælling om både at finde sig selv og ikke mindst kærligheden. Dét lykkedes desværre ikke helt her.
Emilie Groth som Anastasia synger smukt, og man mærker hendes ærlighed og kamp for at finde sig selv. Hun forløser både rollerne som den fattige pige og senere som den diametrale modsætning som zardatteren. Fiona Blond, der deler rollen med to andre børn, er denne aften henrivende som den unge Anastasia. Mathias Hartman Niclaens Dmitry er bedst som underklassens vrede unge fyr, men der mangler det sidste, når han forsøger at overbevise Anastasia om, at hun skal vælge netop ham.
Marianne Mortensen skaber et flot portræt af enkekejserinden, hvor vi tror på både hendes smertefulde savn over at have levet i uvisheden i så mange og råhed over at have mødt den ene svindler efter den anden og senere på hendes genfundne sødme og kærlighed. Mikkel Hóe Knudsens Gleb har den rette dybde, når han har sine kampe om, og hvad der er rigtigt og forkert, og når de modsatrettede følelser nager ham.
Kim Hammelsvang som Vlad leverer som sædvanligt også en god præstation som den på en gang beregnende platugle, men også charmerende gavtyv. Bedst er dog Julie Steincke som den russiske grevinde Lily. Smukt bliver mødet derfor mellem Lily og Vlad, som kender hinanden fra tidligere tider, og som nu mødes igen i en herligt flirtende duet, der når langt ud over scenekanten.
Anastasia – The Musical bølger både op og ned, men den har sine smukke og eftertænksomme momenter. Særligt visuelt er det en fantastisk flot fortælling, og den bæres igennem af flotte skuespil- og sangpræstationer.
Det Ny Teater, Gl. Kongevej 29, 1610 København V
Spilleperiode: 19. september-8. december 2024
Set den 19. september 2024
Fotos: Gudmund Thai
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Emilie Groth, Mathias Hartmann Niclasen, Kim Hammelsvang, Mikkel Hoé Knudsen, Marianne Mortensen, Julie Steincke m.fl.
Iscenesættelse og koreografi: Lee Proud
Scenografi og kostumer: Gabriela Tylesova
Kapelmester: Jesper Frank Christensen
Oversættelse: Kenneth Thordal
Delvis oversættelse af sange: Vibeke Dueholm
Lysdesign: Timothy M. Deiling
Lyddesign: Richard Sharratt
Associeret koreograf: Emma Hunter
Stage fight: Kaitlin Howard
Manuskript: Terrence McNally
Musik: Stephen Flaherty
Sangtekster: Lynn Ahrens
Inspireret af Twentieth Century Fox Motion Pictures’ film efter særlig aftale med Buena Vista Theatrical
Baseret på skuespillet af Marcelle Maurette, bearbejdet af Guy Bolton
Orkester: Fransesco Cali, Henrik Simonsen, Timothy Lutte, Nicolai Schultz, Magnus Thuelund, Frederik Menzies, Nicolai Schultz, Ian Price, Jens Gotholdt, Henriette Holk, Ida Nørby og Piotr Gasior
Varighed: Ca. 2 timer og 45 min. inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod