Anmeldelse: Apokalypse, Teater Momentum

Anmeldelse: Apokalypse, Teater Momentum

Af Naja Matzen

Hvordan ser verdens undergang ud? Det spørgsmål kan man lige nu få svaret på i forestillingen Apokalypse på Teater Momentum i Odense.

Apokalypse er en poetisk, rørende og tankevækkende fabulering over menneskets og jordens endeligt. Den afrunder Teater Momentums og denne sæsons kunstneriske leder Niels Erlings triologi om undergang, der tidligere har budt på værkerne ”Krise” og ”Katastrofe”.

I forestillingenfølger vi to elskende, der prøver at finde et sted at føde deres barn, midt i en verden på randen af udryddelse. Dramatiker Marie Bjørn har taget udgangspunkt i forskellige religiøse tekster og skabt et manuskript, der på en gang inddrager verdens religioner og gamle fortællinger, men samtidigt også relaterer til moderne tematikker som klimaforandringer, diskrimination og den menneskelige tilstand. Det er en smuk, intellektuel og emotionel tekst, der giver stof til eftertanke.

Marie Bjørns tankevækkende ord får yderligere tyngde i instruktør Niels Erlings medrivende iscenesættelse. Bl.a. når skuespiller Jakob Femerling Andersen visualiserer teksten ved at male historien på det ellers tomme scenegulv og således konkret skaber den verden, hvori karaktererne og historien lever. En verden der, som fortællingen skrider frem, bliver mere og mere kaotisk, men også river os med og giver en dybere forståelse af teksten.

En anden yderst vellykket del af iscenesættelsen er scenerne, der foregår helt uden ord, hvor skuespillerne med deres fysik og kropssprog får lov til at fortolke historien gennem bevægelser og dans. Disse scener er tempofyldte og intense, og skuespillernes evindelige energi gør, at man reagerer fysisk og emotionelt på begivenhederne.

I det hele taget leverer skuespillerne Jakob Femerling Andersen og Emma Silja Sångren rigtig gode præstationer. Gennem deres fortolkning af teksten, deres fysiske karakteriseringer og deres intime samspil, bliver man som publikum draget ind i forestillingens univers og stemning.

Den smukkeste del af forestillingen er dog slutningen. Her dækkes hele rummet i tyk røg, så man ikke kan se noget andet end éns sidemand, mens en stor satellitlignende lampe bader én i hvidt lys. Denne slutning er på en gang en smuk visualisering af historiens tematikker og et tidspunkt for eftertanke. Ens tanker ledes således hen på verdens kaotiske undergang og menneskers død, hvor man drages mod et sælsomt hvidt lys. Men det er også en slutning, der gennem det sært behagelige og æteriske lys, bringer håb om verdens og menneskehedens genfødsel.

Apokalypse er således en forestilling, der rammer én både intellektuelt og fysisk, og som sætter mange tanker og følelser i gang.  Både i forhold til hvordan vi lever, elsker og behandler hinanden og vores jord. Men også om hvordan vi håndterer tankerne omkring vores egen og vores elskedes død, samt menneskehedens og jordens eventuelle endeligt.

Det er smukt, anderledes og medrivende. Ikke siden Lars von Triers film ”Melancholia” har jeg set verdens og menneskets undergang beskrevet så poetisk.

Teater Momentum, Ny Vestergade 18, 5000 Odense C

Spilleperiode: 30. januar-26. februar 2020

Set den 1. februar 2020

Fotos: Martin Høyer Poulsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.teatermomentum.dk/event/apokalypse/

Medvirkende: Jakob Femerling Andersen og Emma Silja Sångren

Instruktion: Niels Erling

Tekst: Marie Bjørn

Scenografi: Lise Marie Birch

Lyddesign og komponist: Rasmus Juncker

Lysdesign: Malte Hauge

Varighed: Ca. 85 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *