Anmeldelse: Helligtrekongersaften, Odense Teater

By: Thormod S. Kamban
On: 3. februar 2020

Af Thormod S. Kamban

På Odense Teater har de her i starten af det nye år kastet sig ud i Shakespeare- klassikeren Helligtrekongersaften. Og det oven i købet med en af vor tids mest producerende musikere indenfor de sidste par år, Thorbjørn Radisch Bredkjær, bedre kendt under navnet Bisse. Han har sat et stort præg på forestillingen med de, til lejligheden, skrevne sange, som han selv fremfører på scenen i skikkelse af narren Feste.

Forestillingen foregår i det lille kongerige Illyrien, hvor Orsino bejler til den smukke grevinde Olivia ved hjælp af sendebuddet Cesario, der i virkeligheden er den unge Viola, der har taget et job i herretøj efter et voldsomt skibsforlis, hvor hun er overbevist om at hun har mistet sin bror Sebastian. Straks forelsker hun sig i den feterede Orsino. Efter at blive sendt som bud med de største kærlighedserklæringer, forelsker grevinde Olivia sig i den, tilsyneladende, unge og veltalende tjener og herfra går forviklingerne spænd i spænd lystigt brilleret af listige, gakkede og finurlige optrin.

Mænd i dametøj og kvinder i herretøj er et ganske fornøjeligt, og gammelt trick, der kan være årsag til stor latter. Specielt som i det her tilfælde med Andreas Blegnæb, spillet af Malene Melsen, der giver store armbevægelser til den ellers ret så fimsede adelsmand, der lister rundt på sine tynde stænger og næppe er slagsmålsparat. En tår over tørsten får han med sin tjener Hr. Tobias Hikke, spillet af Peder Dahlgaard. De er hele tiden på vippen til det voldsomme overspil, og som, hvis det kammer over rigtigt, er meget morsomt. Men det bevæger sig i et grænseland.

Orsino bliver stærkt ført frem af Benjamin Kitter, der spiller ham med lige dele følsomhed og fanden-i-voldskhed. Grevinde Olivia er meget indtagende, og Natallí Vallespir Sand spiller hende godt, da man også kan mærke den mere almenmenneskelige side af den ellers så fine grevinde. De to søskende, Viola og Sebastian, spillet af Anna Bruus Christensen og Magnus Andersen Hald, har den mere dramatiske røde tråd igennem historien, som de spiller sig flot igennem. Specielt spændende bliver den del aldrig for alvor, men er en rar afstikker fra de mere gakkede løjer.

Tjeneren Malvolio, spillet af Lars Simonsen, har en stor misforståelse med et brev, der resulterer i en hylende morsom scene, hvor han ender i gule ankelsokker og uden benklæder, og erklærer sin kærlighed til grevinden. Til stor skræk og rædsel for hende, til stor opmuntring for hendes kammerjomfru Maria. Det er som om, at Simonsen holder lidt igen med at gøre det for kantet, i forhold til mange af de andre skuespillere, og derfor bliver denne scene ekstra morsom.

Musikken bliver bundet smukt sammen fra start til slut, ikke mindst på grund af Bisses fængende og stemningsskabende tekster, men også på grund af musikerne, Ying-Hsueh Chen og Malthe Beck, der underbygger stykket med den mere dramatisk fængende, eventyrinspirerede del, med slagtøj og fløjte.

Hvad angår Bisses eget bidrag, er det nogle meget kønne, små stikpiller han har kreeret. Nummeret ”Stormtropper”sætter stemningen an i lidt dystopisk stil, og alle efterfølgende sange er som skræddersyet til hver lille sekvens. De har fået hver deres respektive plads i stykket. Den Shakespeare’ske undertone er ikke til at tage fejl af, men tilsat Bisses nutidige præg bliver de fremtrædende og en fin gennemgående sammenbinding af fortællingen.

Numrene har en god skrøbelighed som skinner klart igennem, og teksterne er egentlig let forståelige. Meningen i dem er til at finde. Så er Bisse også bare en fantastisk nærværende performer, der kan tryllebinde sit publikum med sin karakteristiske stemme. Han er lidt typecastet til rollen som grevinde Olivias narre, Feste. En rolle der læner sig godt op ad hans image, der er stor ynder af at få pirket til folkesjælen og danskernes egen selvbevidsthed. Feste er på sin vis bindeled til publikum i det tossede og obskure persongalleri.

Humoren er dejlig plat og fjumret. Der er mange letkøbte ordspil i Niels Brunses oversættelse, og at få det optimale ud af dem lykkes delvist. Efter min mening er det sjovest når man, på bedste Shakespeare-manér, bryder den fjerde væg eller i hvert fald gør opmærksom på at det er et stykke vi ser. Som når Cesario skal levere den følsomme svada til grevinden, og påpeger ”hvor umage han har gjort sig med at huske sine replikker.” Den slags og gerne lidt interaktion med publikum ville have klædt stykket.

Selve den æstetiske del er meget gennemført. Franciska Zahles kostumer er tilpasset i historiens tid, men med ekstra farver på de komiske figurer som Tobias Hikke og Malvolio. Hendes scenografi er også meget veludført i form af en stor drejescene med lysende, forvoksede bogstaver, der benyttes til lystig klatring og møblement. Tilsammen former bogstaverne ”Illyrien”. En dejlig let tilgængelig metode, til at skabe rum på.

Instruktør Jens August Wille er gået ind til opgaven med et ganske klart mål, om at opdatere stykket men bibeholde essensen. Lige netop det sidste gør måske, at forestillingen kan forekomme i bølgeskvulp af morsomme finesser og tilsvarende bølgeskvulp af dragende momenter. For nogen vil det virke meget plat, for andre meget morsomt. Det er dog på det nærmeste umuligt ikke at give sig hen til Bisse, når han fylder scenen med sin karisma og halvprovokerende persona. Det er sange der har så meget sjæl, at de helst skal opleves lige foran din egen næsetip.

Odense Teater, Store Scene, Jernbanegade 21, 5000 Odense C

Spilleperiode: 31. januar-7. marts 2020

Set den: 31. januar 2020

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe billet? Læs nærmere her: https://www.odenseteater.dk/forestillinger/helligtrekongersaften

Medvirkende: Peder Dahlgaard, Anna Bruus Christensen, Natalí Vallespir Sand, Benjamin Kitter, Magnus Andersen Hald, Malene Melsen, Isa Marie Henningsen, Anton Sager, Thorbjørn Radisch Bredkjær, Lars Simonsen m.fl.

Musikere: Ying-Hsueh Chen (slagtøj og marimba) og Malthe Beck (saxofon og fløjte)

Skrevet af: William Shakespeare

Iscenesættelse: Jens August Wille

Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle

Komponist: Adi Zukanovic

Sangskriver: Thorbjørn Radisch Bredkjær

Koreografi: Sofie Christiansen

Oversættelse: Niels Brunse

Lysdesign: Jonas Bøgh

Lyddesign: Kim Malmose

Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech

Varighed: Ca. 2 timer og 35 minutter inkl. pause