Anmeldelse: Dance of the vampires, Det Ny Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Det Ny Teater plejer at præsentere den ene flotte, velspillede musical af høj kvalitet efter den anden. Forventningerne er derfor ofte høje. Forventningerne bliver desværre ikke indfriet denne gang, da denne sæsons musical, Dance of the vampires, ikke indføjer sig i rækken af de bedste musicals, som teatret har kastet sig over.

Musicalen baserer sig på Roman Polanskis film ”The Fearless Vampire Killers” (som jeg ganske vist ikke har set) fra 1967 med musik af Jim Steinman. Vi er langt inde i Transsylvanien i en lille landsby, hvor grev Krolock har sit slot – og greven er ikke nogen helt almindelig greve. Vampyrjægeren professor Abronsius og hans unge assistent Alfred ankommer til landsbyen med den mission at bevise, at vampyrer findes.

De to indlogeres hos kroværten Chagal, hvis datter Sarah straks får Alfreds opmærksomhed. Men Alfred er ikke den eneste, som har fået et godt øje til Sarah; også grev Krolock har kastet sin kærlighed på hende. Han inviterer hende til bal slottet. Sarah kan ikke modstå invitationen og ankommer til slottet. Professor Abronsius og Alfred ankommer også til slottet, og spørgsmålet er nu, om vampyrer vitterligt findes – og om hvem der kommer helskindet ud fra slottet… Slutningen skal ikke afsløres her, men det skal blot bemærkes, at man nok bliver lidt overrasket her.

Gys og uhygge er der ikke meget af i musicalen, hvor det nærmere er det komiske, der er i højsædet. Det gør i og for sig ikke noget, hvis historien så bare er god. Det er den desværre bare ikke. Overordnet er handlingen lidt tynd, selvom der også er gode nedslag og overraskende, overvældende momenter. Dramaturgisk halter forestillingen også, hvor historien flere steder får en form, der ikke gør det nemt for skuespillerne at formidle den. Humoren er aldrig rigtig sjov, og den virker altmodisch, kitch og til tider decideret plat i dag. Manuskriptet er derfor ikke så sjovt og skarpt, og Daniel Bohrs instruktion ender ikke altid lige vellykket, hvor gys, grin, alvor og fjollerier blandes sammen i et miskmask, som visse steder bliver lidt langt i spyttet.

Skuespillerne leverer gennemgående flotte præstationer – med det materiale, som nu engang er til rådighed. Peter Jorde er tilbage på Det Ny Teater som grev Krolock, og han har den rette magt og format i stemmen. Monica Isa Andersen som Sarah kan både synge og spille fantastisk, og hun besidder både den rette portion charme og vildskab. Søren Torpegaard Lund som Alfred starter – som sin karakter – lettere flakkende ude, men i løbet af forestillingen synger han sig glimrende op og viser os en sød kejtethed og naivitet. Kim Hammelsvangs Professor Abronsius er velsyngende og tilpas sjov og rablende. Julie Steincke, Charlotte Guldberg og Jesper Asholt yder godkendte præstationer, men uden at gøre større væsen af sig. Det er som om, at de hæmmes noget af manuskriptet.

Musikalsk stikker Dance of the vampires i indtil flere retninger. Der er både de kitchede musicalnumre, store musikalske ballader og rocknumre. Selvom der er disse mangeartede musikalske indslag, så passer Jim Steinmans musik egentlig meget godt til musicalen. Desværre er teksterne til musikken noget tynde og banale, så den alligevel ikke rigtig fanger os og efterlader noget dybere indtryk hos os.

Paul Farnsworths scenografi er desværre ikke helt ensartet, og den stikker i lige så mange forskellige retninger som musikken. Visse steder er den flot og virkningsfuld, andre steder er den nærmest spartansk og blot en malet kulisse, og visse steder kammer den over, så det hele nærmest drukner. Scenografien er generelt bedst i de mørke scener, hvor vi f.eks. er slottes krypt eller i anden akts åbningsscene, hvor vi møder Sarah på grevens slot blandt alle de hvidklædte statuer, som viser sig måske ikke blot at være almindelige statuer.

Dance of the vampires er derfor ikke en helstøbt musical, som kommer helt i mål. Generelt fine skuespil- og sangpræstationer, særligt fra Peter Jorde og Monica Isa Andersen, et velspillende orkester og en drypvis fin scenografi, kan desværre ikke ændre på det faktum, at manuskriptet og det underliggende materiale ikke er særlig godt.

Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 København V

Spilleperiode: 30. januar-9. april 2020

Set den 30. januar 2020

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.detnyteater.dk/dance-of-the-vampires/

Baseret på spillefilmen The Fearless Vampire Killers. Instrueret af Roman Polanski, skrevet Gérard Brach og Roman Polanski.

Medvirkende: Peter Jorde, Kim Hammelsvang, Monica Isa Andersen, Jesper Asholt, Charlotte Guldberg, Julie Steincke, Henrik Lund, Jonas Suurballe Christensen m.fl.

Manuskript og sangtekster: Michael Kunze

Musik og yderligere materiale: Jim Steinman

Orkestrering: Steve Margoshes

Iscenesættelse: Daniel Bohr

Scenografi: Paul Farnsworth

Musikalsk indstudering: Per Engström

Lysdesign: Jason Taylor

Lyddesign: Richard Sharratt

Oversættelse: Karen Hoffmann

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Møntvask, Gi en historie og Baglys

Af Emma Brink Laursen En bitter forfatter på et møntvaskeri er blevet tilbudt at ...

Anmeldelse: Demokrati, Teatergrad

Af Christian Skovgaard Hansen   ”Demokrati” stammer fra græsk, og betyder: ”folkestyre”, ”folkevælde” eller ...

Anmeldelse: Efter tiden, Teater Grob

Af Emma Brink Laursen Dorte vil i isolationsfængsel. Det kan ikke være anderledes, mener ...

Anmeldelse: Den Indbildt Syge, Teatret Slotsgården

Af Carina Blangsbøll Hvis du er nær Odense denne sommer, skal du unde dig ...

Anmeldelse: Nøddeknækkeren, Tivoli

Af Emilie Lykke Hartz   Vi kender alle det folkekære eventyr, og vi har ...