Anmeldelse: Bakkens Hvile 2023, Bakken (Bakkens Hvile)
Af Christian Skovgaard Hansen
Engang var der mange, nu er der én tilbage. Selvom Bakkens Hvile netop er gået i gang med sin 146. sæson, er den stadig i topform. De fire bakkesangerinder er tilbage med skønsang og syngende samfundssatire til og ikke mindst om os alle.
Kittet i det hele er den særlige stemning, der er er i huset – både på scenen, men i lige så høj grad med publikummet ved bordene. Susanne Breuning har iscenesat dette års show i fin balance mellem det traditionelle og det nye, det pæne og det ”mindre” pæne og med nogle morsomme overraskelser. På en og samme tid holdes traditionerne i hævd samtidig med, at der gives et par svirp til samfundet af i dag. Og hvem havde troet, at de damer også kunne gøre sig som cheerleadere!
Showets numre har noget letgenkendeligt på hjerte. Størstedelen af numrene har en frisk og – tilpas – lummer undertone, og de fire kvinder leverer dem med en god portion vovet bramfrihed, charme, (selv)ironi og et kærligt glimt i øjet.
Ligesom sidste år består holdet af Dot Wessman, Ann Farholt, Tina Grunwald og Sus Mathiasen. De udgør også i år en velsyngende og fast kvartet, hvor de alle supplerer hinanden perfekt. De bliver – også igen i år – fuldstændiggjort af pianist og kapelmester Kenneth Sichlau, der som eneste hane i kurven, er veloplagt og sørger for den helt rette musikalske form.
Vi bliver mindet om, at når nogle tilbud lyder til at være for godt til at være sandt, så er det det også. Vi bliver også mindet om, at vi skal være til stede i nuet, og at vores brug af de sociale medier også kan blive for meget. Krænkelseskulturen får også en kommentar, hvor vi måske nok skulle finde de ”Store sko” frem igen. Nutiden rammes også lige på kornet i nummeret ”Jeg er sur”, hvor Ann Farholt er i hopla, alt imens hun dissekerer vores nye folkesygdom: Vreden. Hun er sur og bitter – altså bare for en sikkerheds skyld, da vreden lurer under alt, som vi bliver fornærmet over.
Sport kan være både frygteligt og farligt. Ann Farholt synger om Rolf, der nok spiller golf, men som har noget svært ved at ramme hullet. I samme boldgade er Tina Grunwald husmoderen, der i provinsen forføres af både den ene og den anden. Ann Farholt, Tina Grunwald og Sus Mathiasen synger morsomt og frivolt om alt det, der skal være stiv, men som måske ikke lige er det. Altså kulingen, sjussen, buddingen og… Som glimrende modstykke hertil synger Sus Mathiasen mere intelligent og vakst om at blive gjort kur til i ”Så kan De vel tænke Dem”, som Kenneth Sichlau har skrevet både musik og tekst til.
Også i år leverer Dot Wessman en kærlig og morsom svada til Morten Messerschmidt – som vanen tro huserer i baren. Det er ikke småting, som han må lægge øre til i Flemming Jensens tekst! Det har ikke altid været lige let for Messerschmidt, som derfor har haft behov for lidt kvindelig omsorg. Men nu – nu er det begyndt at gå godt, så det måske er blevet lidt for kedeligt – måske hun burde skifte ham ud med en anden partiformand, som har haft sine kvaler: Søren Pape!
De sidste mange års bakkesangerinder og deres hits mindes vi i potpourriet af refræner fra sangene. Det bliver en fin hyldest til traditionen, og der bindes fornemt sløjfe til fortiden. Det oplever vi også i ”Bakkesangerinden”, som tager os med til dengang og nu, sunget af Dot Wessman. At Bakkens Hvile er langtidsholdbar oplever vi også i år, da Tina Grunwald kan fejre 40 års-jubilæum, så hun er centrum i Leif Maiboms fuldt fortjente hyldest.
Trods sin ”høje” alder, viser dette års version af Bakkens Hvile, at der stadig er liv i institutionen. Afsted til Dyrehavsbakken og oplev den særlige stemning i Bakkens Hvile!
Bakkens Hvile, Dyrehavsbakken 38, 2930 Klampenborg
Spilleperiode: 30. maj-2. september 2023
Set den 30. maj 2023
Foto: Bakkens Hvile
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Dot Wessman, Ann Farholt, Tina Grunwald og Sus Mathiasen
Tekst og musik: Kenneth Sichlau, Aagaard & Jantzen, Robert Arnold, Karen-Marie Lillelund, Sigurd Barrett, Flemming Jensen, Lars Fjeldmose, Wendt/Tind/Engholm, Ann Farholt, Lone Selmer, Hans Møller, Frank Leon, Leif Maibom, Pernille Sørensen, Thomas Pakula m.fl.
Iscenesættelse og koreografi: Susanne Breuning
Kapelmester: Kenneth Sichlau
Kostumer: Tina Grunwald, Henrik Hviid, Kenth Fredin og Tinus
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod